I denne artikel:
Hjorte = 2 år eller ældre
Voksne hjorte = 8 år eller ældre
Kronvildtforvaltning
(bilag findes nederst i denne artikel)
Tekst og foto: Egon Bennetsen
Status medio februar 2016.
Jeg har i en række tidligere artikler fremlagt prognoser for forskellige scenarier for den fremtidige kronvildtforvaltning.
Jeg vil her resumere mine væsentligste synspunkter i forhold til de 2 forslag, der ligger for området nord for Limfjorden (Nordenfjords) og syd for Limfjorden (Søndenfjords).
Den Nationale Hjortevildtgruppe foreslår, at der begge steder skal være 6 ugers jagttid. Søndenfjords hen over brunsttiden 1/9 – 15/10 og nordenfjords i tiden 1/11 – 15/12. Dertil for begge landsdele en fri hjort uanset areal og en arealbegrænsning pr. efterfølgende hjort på et minimumsareal på 100 ha.
NORDENFJORDS
En model der passer med forholdene i Hjardemål Klit, hvor jeg i mange år har fulgt og videofilmet hjortene i brunsten, ses i Tabel 1 og fig. 1. Se endvidere: YOUTUBE VIDEO
Hjortebestanden i Hjardemål Klit har i årevis været nogenlunde konstant, ligesom antallet af voksne hjorte har været det. Alle tabeller og grafer tager udgangspunkt i en bestand på hundrede 2-års hjorte før jagttidens begyndelse.
Det giver med en jævn afskydning på 33% i alle aldersklasser en bestand på 300 hjorte med 25 voksne hjorte. Altså 8,3% af hjortebestanden.
Med en halvering af jagttidens længde får man ikke en halvering af afskydningen. De dyr, der skydes i de første 6 uger er jo ikke til afskydning i de følgende 6 uger, og andre faktorer som tiltagende skyhed og aftagende daglængde bidrager også til den lavere afskydning i de sidste 6 uger. Derimod vil arealbegrænsningen uden tvivl give en reduktion i afskydningen af især yngre hjorte op til 4 – 5 år.
Disse hjorte færdes som regel i rudler, og der kan ofte på selv små arealer skydes flere hjorte af en sådan rudel. Det uetiske i en sådan afskydning kræver en særskilt diskussion. Det har ingen betydning for populationsstrukturen, hvor et givet antal hjorte bliver skudt – bare de bliver skudt.
Bliver der ved sådan en lejlighed kun skudt 1 hjort i stedet for flere, reduceres afskydningen naturligvis, og har man kun en hjort til afskydning i de 6 uger, vil man nok afveje muligheden for senere at skyde en større hjort, før man skyder den mindre.
I tabel 2 og graf 2 har jeg derfor ændret den årlige afskydning fra 33% til 20% i alle aldersklasser.
Det øger hjortebestanden til 492 og antallet af voksne hjorte til 123. De udgør her 25%!
Den økonomiske bæreevne er det antal dyr, et område kan huse uden nævneværdige skader på land- og skovbrug.
Den økologiske bæreevne er det antal dyr, der kan leve i et område uden nedslidning af vegetationen. Det betyder, at dyrenes ernæringstilstand – lettest konstateret ved kalvevægtene – er konstant.
Begge definitioner af bæreevne er efter min bedste overbevisning allerede overskredet i Hjardemål Klit, bl.a. på grund af en dåvildtbestand, der formentlig allerede er større end kronvildtbestanden.
Med en forøgelse af hjortebestanden med 60% vil forholdene for land- og skovbrug, for den naturlige vegetation og for kronvildtbestanden selv blive helt uholdbare.
En skæv kønsfordeling skal, efter min mening, de fleste steder løses ved at bringe hindantallet ned på antallet af hjorte. Ikke som her det omvendte.
Hvorfor en helt ubureaukratisk ordning med 3 mdr. jagttid uden for brunsten, der under de her herskende forhold har fungeret godt, skal indskrænkes med halvering af jagttid og arealbegrænsninger er helt uforståeligt.
Hvis der er områder, hvor man ikke når op på et tilstrækkeligt antal voksne hjorte, kan man jo her indskrænke jagttiden til f.eks. 2 mdr. Det kunne måske gælde Østvendsyssel, hvor man ikke har de store statsejede arealer.
En dermed følgende uønsket forøgelse af bestanden må håndteres på anden vis, som jeg senere i artiklen vil komme ind på.
SØNDENFJORDS
Tabel 3, graf 3 og tabel 4, graf 4 viser efter mit bedste skøn henholdsvis de nuværende og de foreslåede forhold.
Tallene er her ved de nuværende forhold med 5 mdr. jagttid (1/9 – 31/1) uden arealbegrænsning en hjortebestand på 271 med 3 voksne hjorte – altså 1,1% at den samlede hjortebestand.
Dette er baseret på en afskydning af 25% af 2- og 3-års hjorte og 60% af resten.
Reduktionen til 6 ugers jagttid inklusive brunstperioden (1/9 – 15/10) med arealbegrænsninger, skønner jeg vil øge bestanden til 326 – altså med 20%. Det vil kun give en marginalt større procentdel voksne hjorte – nemlig 6, hvilket så udgør 1,8 procent af hjortebestanden.
Her er afskydningen på grund af kortere jagttid og arealbegrænsning vurderet til 20 % af 2- og 3-års hjorte, stigende til 60% for 6 årige og ældre.
En arealbegrænsning på 1 fri hjort op til 100 ha., vil også her betyde, at jægerne vil være varsomme med at skyde en 2–3-års hjort, hvis der overhovedet er en chance for senere at skyde en (lidt) ældre brølende hjort.
BRUNSTJAGT
Det kan ikke understreges tydeligt nok, at brunstjagten er fuldkommen ødelæggende for at opnå en større andel voksne hjorte i bestanden. 8 – 10% bør være målet.
Grunden er jo den, at hjorte med stigende alder fra ca. 4 år og op bliver stedse mere erfarne og forsigtige. De uerfarne og mest letsindige unghjorte, er de nemmeste at skyde.
Nordenfjords – uden brunstjagt – er hjortene sværere at skyde, jo ældre de bliver. De har en adfærd, der gør det vanskeligt at få dem for under jagterne og de finder nogle opholdssteder, hvor jagttrykket er lavt eller ikke eksisterende.
Det er tankevækkende, at der i to af de statsplantager, der er beliggende i det område, hvor jeg optager mine videoer, kun er skudt 1 hjort ud af en kvote på 4. Og disse 2 plantager er altså beliggende i det område, hvor der i brunsten er omkring 30 – 40 hjorte over 6 år.
I en anden stor statsplantage i nærheden er der på 2 år ud af en kvote på i alt 6 hjorte (ulige 10-endere og opefter) ikke skudt en eneste.
Omvendt i brunsten. Her er det jo netop disse ældre hjorte, der er mest aktive og brøler mest. Det gør dem til langt nemmere bytte og derfor er brunstjagt så skadeligt for målet om at højne andelen af voksne hjorte.
Man skyder hjortene fra toppen af alderspyramiden, og derved bliver der effektivt lagt låg på hjortenes mulighed for at blive over 8 år. Fra hjortene begynder at brøle som brunsthjorte i 4-års alderen og opefter, vil udtaget, selv med 6 ugers jagt, nok være mindst 50% om året. Det vil reducere en bestand på 100 4-års hjorte til kun 6 hjorte, der når 8 år. ( 0,5 x 0,5 x 0,5 x 0,5 = 6.25).
Her i Hjardemål Klit er der et stort udvalg af 6-13 årige hjorte, som deltager i brunsten. Der finder altså en naturlig selektion sted mellem hjorte, der med deres alder og styrke har bevist deres værd. Vi ser normalt en stor spredning af hjorte på hindrudlerne, så selv store hjorte kun har mellem 10 og 20 hinder. Holder hjorte undtagelsesvis op til 50 hinder i brunsten, er det en meget stærk hjort, der har måttet kæmpe hårdt for det.
Omvendt hvor man har brunstjagt. Her vil langt de fleste jægere, der har mulighed for at skyde en brølende brunsthjort, (naturligt nok) skyde den trofæmæssigt stærkeste. Det vil mange steder være en 4 – 6-års hjort. Dens plads vil så straks blive taget af en svagere eller yngre hjort. D.v.s. den naturlige selektion er stort set sat ud af spillet Søndenfjords.
SPROSSER OG JAGT
I DCE’ rapport ”Bæredygtig kronvildtforvaltning” 2014 (Sunde og Haugaard) finder man denne figur, der viser sammenhængen mellem alder og antal sprosser fra Djursland og Oksbøl. De tre blå linjer er lagt ind i figuren af mig.
Figuren viser, at der er en vis korrelation mellem alder og sprossetal, men med stor variation for det enkelte alderstrin. F.eks. viser figuren fra Oksbøl, at 3 års hjortene gennemsnitligt er 8-endere, men med en spændvidde fra en hjort med 3-ender til en 14-ender.
Det fremgår også, at enkelte hjorte sandsynligvis aldrig bliver mere end 6– og 8-endere.
Endvidere ses at der er væsentlig forskel på de to bestande.
Der har i årevis i kronvildtforvaltningen været en tro på, at såfremt man fredede 8- og 10-endere, fredede man ”mellemhjorte”, og så ville man naturligt få voksne hjorte.
Det er helt forkert.
Som det fremgår af figuren, vil en fredning af 8 – 10-endere bevirke at gaffelhjorte og seksendere bliver skudt. Fint med det.
Men det viser også, at for den mængde af 8– og 10-endere, som man freder op til 5 – 6 års alderen, er der lige så mange 11 – 20 endere, der må skydes.
Med andre ord freder man de 3-årige 8 – 10-endere og skyder de 3-årige 12-14-endere.
Så man kommer nemt i den situation, hvis man fortsætter med en sådan fredningspraksis, at bestanden af f.eks. 5-årige hjorte hovedsageligt består af 8– og 10-endere fordi alle 12 – 18-endere bliver skudt.
Så i mange tilfælde, f.eks. i Thy, vil 8– og 10-endere i de fleste tilfælde være 2-3 års hjorte, og det har ikke noget med fredning af ”mellemaldrende” hjorte at gøre. Mellemaldrende hjorte er efter min definition 5 – 8 årige hjorte. Og hjorte i den alder, der kun er blevet 8 -10 endere, skal ikke fredes men skydes.
Så fredning af 8 – 10 endere som middel til at opnå voksne hjorte er dødsdømt. De bliver senest skudt som 12-endere eller mere, når de bliver 4 – 8 år.
Med mindre altså alle hjorte i bestanden efter mange års fredning kun består af 8– og 10-endere!
FORSLAG
På baggrund af ovenstående, vil mit forslag til fremtidens forvaltningsmodel være følgende:
1) Målsætningen om at 8 – årige og ældre hjorte skal udgøre f.eks. mellem 5 – og 10% af hjortebestanden over 2 år opnås ved, at man indfører en maksimal jagttid på 3 mdr. uden for brunsten. Altså november, december og januar. Inden for denne ramme kan den lokale hjortevildtgruppe vælge den afkortning af jagttiden, der er nødvendig for at opnå den tilsigtede virkning. Det kan altså være 3 måneder i et område og 1 måned i et andet område.
2) En drastisk afkortning af jagttiden for at opfylde målsætningen, kan til gengæld give store problemer med at holde den samle hjortebestand nede på et rimeligt og konstant niveau. Dette sikres ved at hjortevildtgruppen kan give 4 måneders jagttid (1. oktober til 31 januar) på hjorte op til og med 6- endere, 8-endere eller 10-endere, alt efter behovet for forøget afskydning.
Dette sikrer, at den øgede afskydning sker blandt de yngste dyr og de trofæmæssigt svageste af de øvrige. I figuren er med tre linjer vist henholdsvis grænserne for 6 – 8 – og 10-endere, og det er så blandt hjortene under linjerne, afskydningen skal foregå.
Man kan ikke bruge sprossefredning til noget fornuftigt i hjortevildtforvaltningen, da selv 3 – 4 års hjorte kan være 14-endere, men man kan bruge sprosseskydning til noget fornuftigt, hvis der skal ske en reduktion blandt unge og trofæmæssigt svage dyr. Denne afskydning skal ligesom spidshjorteafskydningen, tjene til at indsnævre alderspyramidens basis.
Alene afkortningen fra 5 til 3 måneders jagttid, vil give en væsentlig reduktion i afskydningen af navnlig yngre hjorte.
Den helt store gevinst kommer imidlertid ved at flytte jagten ud af brunsten. Herved sikres det, at det især er hjortene fra 4 års alderen og op der skånes, og det er helt afgørende, hvis målet om en væsentlig andel af voksne hjorte skal opfyldes.
Man vil altså få to håndtag at skrue på, nemlig en generel jagttid af så kort varighed, at den sikrer opfyldelsen af det overordnede mål om tilstrækkelig stor procentdel af voksne hjorte, samt en fleksibel udvidet jagttid baseret på sprossetal fra bunden, hvis det skønnes nødvendigt for at holde bestanden på et bestemt niveau.
I Tabel 5 og Graf 5 er vist et eksempel herpå. Der er valgt en så kort jagttid, at afskydningen begrænses til 25% i hver årgang. Her kommer så en udvidet jagttid fra bunden baseret på sprossetal. Det er for overskuelighedens skyld gjort ved at øge afskydningen af 2- og 3-års hjorte til 40%.
Resultatet er en bestand på 297 hjorte med 36 hjorte, der er 8 år og ældre. De udgør altså 13,1% af den samlede hjortebestand.
Jagttid på hinder, kalve og spidshjorte bør være 1/10 – 31/1 og jægerne bør oplyses om, at kalve så vidt muligt altid skal skydes før hinden.
Konklusion
1) Jeg finder, at mit fremlagte forslag til forvaltningsmodel vil være en smidig og særdeles effektiv måde at opnå den nationale målsætning om flere voksne hjorte på.
2) Man undgår bureaukratiske arealbegrænsninger/kvoteordninger.
3) Man tager højde for variationer i de forskellige landsdele (Store statsskove/små privatskove/godser).
4) Man kommer ud over det etiske problem, at mange brunsthjorte vil blive kasseret som menneskeføde.
5) Man sikrer den naturinteresserede jæger/ikke jæger nogle fantastiske oplevelser i kronvildtbrunsten.
Efterskrift
1) Man kan efter min mening ikke bruge sms – fotos af nedlagte hjorte til en bare nogenlunde præcis vurdering af dyrets alder.
2) Det er umuligt, at bestemme størrelsen af en fritlevende hjortevildtbestand ved direkte optælling.
3) I en fritstående hjortevildtbestand, der ikke fodres, er kalvevægten den mest fintfølende indikator på bestandens kondition. Begynder kalvevægten at vise faldende tendens år efter år, er den økologiske bæreevne overskredet, og afskydningen bør øges. Det skal nævnes, at den økonomiske bæreevne da formentligt allerede er overskredet væsentligt, med omfattende skader på land- og skovbrug.
Bilag
Tabel 1