banner_985x232_nyvraa

De rundnæsede kugler som f.eks. Lapuas Mega og Normas Alaska taber deres energi meget hurtigere end de samme firmaers Scirocco og Accubond, der har en betydelig fladere skudbane og højere kinetisk energi. Så hvorfor overhovedet bibeholde den rundnæsede form?

Af Ib Nordentoft Andersen (arkiv)

Da de Europæiske militære magter omkring 1890 skiftede fra sortkrudtvåben til de røgsvage krudttyper valgte de alle, med Frankrig som undtagelse, en rundnæset kugle af høj vægt.

At man valgte rundnæsede kugler skyldes bl.a. nok et ønske om høj kuglevægt, som man var vant til fra sortkrudtvåbnene. Netop denne form tillod høj kuglevægt i samme patronlængde, så man undgik lange bevægelser af låsen ved repetering. Hvilket jo også er et af fortrinene, der fremhæves ved de nye ultrakorte magnumpatroner som f.eks. de forskellige Winchester Short Magnums –WSM-.

Da militæret overgik til den spidse kugle sænkedes kuglevægten og man mistede noget energi på de korte afstande, men fik en væsentlig fladere skudbane og højere energi på de lange afstande.

Ændrede lettere kuglebanen

De opdagede dog, at de nye kugler havde en tendens til lettere at ændre kuglebane, hvis de ramte selv en lille kvist og generelt væltede i målet og kom ud andre steder end forventet og ofte med bagenden først!

Den rundnæsede kugle har altså en væsentligt bedre retningsstabilitet, hvis den rammer en kvist eller lignende og holder også en meget bedre retningsstabilitet i selve målet, men hvad skyldes det?

Hvad er bedst; rund eller spids riffelkugle?

Her ses en typisk rundnæset kugle, der har næsten parallelle sider det meste af kuglens længde. Derfor ender tyngdepunktet op med at være næsten i midten af kuglen. Hvis denne kugle træffer en forhindring som en gren eller selv en tynd kvist “A”, som skytten ikke kan se, påvirker grenen kuglen med to forskellige kræfter. En bremsekraft “B” og en væltekraft “D”, der får kuglen til at ændre retning i luften.

Størrelsen af disse to kræfter afhænger af kuglens hastighed, vægt og form, således at en let og hurtig kugle påvirkes med en forholdsvis større kraft end en tung og langsom. Desuden har forhindringens styrke og stivhed også betydning, da en tyk træstamme selvfølgelig påvirker med større styrke end et tyndt græsstrå. På denne rundnæsede kugle ser man, at stødkraften “C” er en kombination af bremse- og væltekraften og virker vinkelret på kuglens overflade.

Hvad er bedst; rund eller spids riffelkugle?

På den spidsnæsede kugle giver de kombinerede bremse- og væltekræfter et lidt andet billede.

Først og fremmest sidder tyngdepunktet på denne kugletype væsentligt længe tilbage og væltekraftens arm “E”, bliver derfor længere.

Grundet den meget strømlignede næse, hvor stødkraften “C” stadig virker vinkelret på kuglens overflade bliver bremsekraften “B” væsentligt mindre, hvorimod væltekraften “D” øges væsentligt. Altså samme kuglevægt og -hastighed der rammer den samme forhindring. Men grundet forskellen i form, og kun den, bliver resultatet helt forskelligt.

Men hvilken virkning har disse “tegnebordsøvelser” så på det virkelige liv? Forskellen på de to reaktioner blev først beregnet eller observeret af især det engelske militær. De havde problemer med, at deres nye rundnæsede kugler røg lige gennem en modstander, uden at gøre særlig skade og derfor havde besvær med at uskadeliggøre ham.

Da man skiftede til de lidt lettere torpedoformede kugler var resultatet et helt andet. Pludseligt fór kuglen ikke altid lige igennem en fjende, men derimod væltede den ofte og gav voldsomme indre skader. Desuden kunne den finde på helt at ændre retning og komme ud uventede steder.

Denne forskel i kugleformen på fuldkappede kugler blev udnyttet af blandt andre Karamojo Bell, der kunne nedlægge elefanter med en rundnæset kugle, der gik i en lige linje igennem elefantens enorme kranie, hvorimod en spids FMJ ville have ændret retning.

Ifølge Sydafrikas nye kaliberregler må elefanter, næsehorn og bøfler i dag kun skydes med denne kugletype.

Denne forskel på kuglens opførsel i byttet gælder dog kun fuldkappede kugler, da ekspanderende kugler jo skifter form, så snart byttet rammes og kuglen derfor generelt forsætter i en lige linje. Medmindre den da træffer en kraftig knogle.

Mindre påvirkelig

På vejen fra riffelmunding til bytte betyder forskellen i form selvfølgelig, at den rundnæsede kugle meget hurtigere taber hastighed, energi og højde. Så hvorfor overhovedet fremstille projektiler som Alaska og Mega? Den væsentligste grund er nok disse kuglers evne til bedre at holde retningen efter at have truffet mindre forhindringer undervejs.

Så ved jagt i åbent terræn og over lange afstande er den spidse kugle at foretrække, men i tættere bevokset områder er den runde næse at foretrække, især på de kortere afstande.

 

Facebook kommentarer
Del gerne artiklen hvor du ønsker...