Danmarks Naturfredningsforening (DN) har en klar holdning til vildsvinets gen-invandring: “Vi arbejder for accept af det gen-indvandrende vildsvin” …
Af Danmarks Naturfredningsforening
Vildsvin lever naturligt i frie bestande i det nordlige Tyskland. Herfra er de utallige gange gået over grænsen til Danmark. I Danmark vil der uden tvivl være biologisk grundlag for en bestand af vildsvin, og de vil sagtens kunne leve i Danmark.
Der er imidlertid fastsat et påbud om, at vildsvin i naturen skal skydes straks. Det skyldes en frygt for, at en vildtlevende bestand af vildsvin smitter tamsvin på svinefarmene med svinepest.
Svinepest smitter kun ved kontakt
Fødevareministeriet har udarbejdet en videnskabelig vurdering – se rapporten ‘Wildrisk‘ her – af risikoen for svinepest som følge af fritlevende vildsvin i Danmark.
Danmarks Naturfredningsforening fortolker rapporten sådan, at risikoen for et udbrud af svinepest er minimal, og i højere grad knyttet til menneskelige handlinger (inficeret mad, som efterlades i naturen) end til vildsvinet som sådan.
Svinepest smitter kun ved kontakt mellem syge og raske dyr. Dermed er smitte fra vildtlevende vildsvin til tamdyr i store lukkede farme meget teoretisk.
Smitte fra vildsvin til hegnede svin på åbent land er også minimal, da lovgivningen i forvejen kræver dobbelt hegning om de fritgående dyr, der skal holde vildsvin på den ønskede side af hegnet.
En ekspert i svinepest vurderer i rapporten, at man godt kan have en bestand af vildsvin uden svinepest.
Danmarks Naturfredningsforening mener, at vi vil have bred gavn af vildsvinet i vores natur. Gennem sit roderi i skovbunden er vildsvinet med til at øge mangfoldigheden og afveksling i vores natur ved konkret at øge antallet af blomsterarter i skovbunden.
Vildtskader fra vildsvin
Vildtskader forårsaget af vildsvin er derimod et reelt problem, hvor de rammer. Derfor bør der være en ordning, som kompenserer særligt hårdt ramte jordejere.
Goderne ved jagtindtægterne og byrderne ved markskader skal fordeles rimeligt. Risikoen for svinepest skal tages alvorligt. Langt størstedelen af de europæiske udbrud skyldes imidlertid tamsvin, der har smittet vildsvinene.
Fakta om vildsvinet
Størrelse
Vildsvinet måler 110-155 cm og op til 1 m. Vildsvinet kan veje helt op til 200 kg og blive 20 år gammelt.
Levevis
Vildsvinet lever i løvskove. Hvor der er vildsvin, kan man se, hvor vildsvinene med trynen har endevendt det øverste jordlag for at finde rødder, rodfrugter, bog og agern.
Vildsvinet er stort set altædende; insekter, orme, smågnavere og ådsler.
Vildsvinet er et flokdyr. Flokkene består af hunner og ungdyr af begge køn, mens de gamle orner går alene omkring uden for brunsttiden.
Yngleforhold
I parringstiden kan de ældre orner udkæmpe voldsomme kampe. Smågrisene fødes i en ”gryde”, som hunnen har foret med tørret græs, mos og lignende. De små grise er hurtigt på benene og følger hunnen i hendes fødesøgning.
Bevaringsstatus
Vildsvinet blev udryddet i Danmark i begyndelsen af 1800-tallet. Med mellemrum strejfer vildsvin fra Nordtyskland ind over grænsen. I dag udryddes vildtlevende vildsvin, straks de opdages, på grund af frygt for at vildsvin skal smitte tamsvin med svinepest.
Trøffelsvin
I udlandet bruges tæmmede vildsvin til at opspore de kostbare spisesvampe trøfler. Vildsvinet har en formidabel lugtesans, som viser vej til trøflerne, der vokser under jordoverfladen.