Fra rogn til kaviar
Foto: JTV Film
Af Jan Skriver, den 19.3. 2002
Fiskere fra hele Kattegat-området står bag den rå rogn, som Launis Fiskekonserves i Aalbæk syd for Skagen via auktionerne modtager fra tusinder af forårskåde stenbidere. Fabrikken er en af en håndfuld i Danmark, som forvandler rogn til kaviar.
Når forarbejdningen går i gang, er det af med bukserne, som hinderne, der holder de op imod 200.000 æg fra kvabsoen sammen til poser af rogn, hedder.
Den proces finder sted i en maskine, der slynger rognen nænsomt, men bestemt.
Når hinderne er taget af, bliver millionerne af æg saltet ned en tid, hvorpå rognen udvandes, farves, tilsættes smags- og farvestoffer og sluttelig ender som kaviar på glas. Der er små glas til den enkelte forbruger og op til 1,5 kilos glas til restauranter.
Og hvis det står til Kim Ravn, der er leder af kaviar-afdelingen på Launis Fiskekonserves, må opskriften på en velsmagende ret af dansk kaviar, gerne være yderst enkel:
Læg en portion kaviar i naturens egne rødlige farver på ristet franskbrød med smør. Spis dertil hakkede rødløg og en kølig creme fraiche. Det er en delikatesse fra den danske kystnatur, bedyrer Kim Ravn.
|