Kaviar er hva’ vi har
Foto: JTV Film
Når stenbideren ankommer til vore farvande for at gyde, er det forår. I kvabsøernes kølvand sejler kaviarfiskeren for at få rogn på dækket.
Af Jan Skriver, den 19.3.2002
I Det Kaspiske Hav og den højt besungne Volga svømmer støren i denne tid strømlinet af sted med sin dyre rogn, der vil blive spist på de bedste lokaliteter i Paris, London og New York.
I Limfjorden og ved den nordjyske østkyst tøffer stenbideren omkring og ligner en fodbold, der er pumpet skæv. Den leder efter et skjul bag en sten, hvor den kan gyde sine 200.000 æg, medmindre den bliver fanget. For eksempel af Jens Anker Andersen der er bierhvervsfisker med båd og base i Øster Hurup.
Stenbideren er leveringsdygtig i dansk kaviar, der henvender sig til enhver pengepung, og som passer fint til en æggemad, når den gydes på et leje af majonæse.
Foto: JTV Film
Det er denne rogn fra kvabsoen, som hunnen kaldes, fjernt fra mondæne spisesteder, kræsne ganer og den russiske kaviar-mafia, fiskere som Jens Anker Andersen tragter efter i det tidlige forår.
Både hannerne og hunnerne går i nettet. Men selv om hannen er en flot og trind charmør med basunkinder, negroide læber og en bugkølur som et glas væltede rødbeder, er han ikke i høj kurs blandt fiskerne. For han rummer selvsagt ingen rogn.
Han står dernede i dybet og vogter aggressivt over de mange æg, som kvabsoen har lagt i reden, hvis altså ikke hun er blevet fanget til et liv i kaviarens tjeneste.
Foto: JTV Film
Stenbiderens han, som måske burde kaldes kvab-ornen, er mere fast i kødet end soen. Hendes konsistens er som slasket vingummi, der har ligget for længe i solen. Hun står i reglen nederst på menukortet oven i købet skrevet med ganske små bogstaver.
Men for folk, der er bange for at få et fiskeben galt i halsen, er stenbideren en udmærket begynderfisk. Den rummer ikke et eneste ben. Stenbiderens skelet består af brusk.
|
