Bingo for Pingo
Foto: JTV Film & TV Produktion.
I andet forsøg kom lomvien Pingo af sted til havs. Efter et halvt år med landsbyliv i Langholt blev havfuglen sig selv igen
Af Jan Skriver, den 11.6.2002
Nær Limfjordens munding ved Hals kom lomvien Pingo flot fra land og fik dybde under bugen.
Svend Erik Mikkelsen, Langholt, der i et halvt år har plejet og passet fuglen, som han i juledagene 2001 fandt olieskadet på stranden ved Hirtshals, tog afsked med sin logerende.
Der blev holdt reception med hav-udsigt, hvor Pingo fik sild med indvolde, mens vi andre fik fyldte chokolader.
I den flotte aftenstund svømmede Pingo mod øst og ud i Kattegat, hvor han formentlig et stykke tid vil delikatere sig med alt godt fra de indre farvande. Næste år vil fuglen måske yngle et sted i Norge, Storbritannien eller på Færøerne.
- Jeg må indrømme, at afskeden var en vemodig stund, for man kommer til at holde rigtig meget af sådan en fugl, som man hver dag fodrer og træner op. En lomvie har sjæl og livlige øjne, siger Svend Erik Mikkelsen.
- Men det er vigtigt at erkende, at havfugle hører til på havet og ikke i haver. Det er ligeså vigtigt at erkende baggrunden for den ulykke, som gjorde Pingo til en plejekrævende fugl.
- Det er og bliver svineriet i vores farvande, hvor skibe lukker olie ud, som er hovedproblemet.
Tilsyneladende sker der fra samfundets side alt for lidt for at finde og straffe de skyldige olie-syndere.

Foto: JTV Film & TV Produktion.
Hvis vi virkelig ville, tror jeg sagtens, at man kunne forebygge de olieudslip, som tusinder af havfugle hvert år lider under. Der findes mange Pingoer derude, som vi aldrig ser. Desværre opfører mennesket sig på havet, som om vi var det eneste væsen med ret til livet på Jorden, siger Svend Erik Mikkelsen.
Afskeden med Pingo gik godt, og minderne står stærkt tilbage. Men er Svend Erik Mikkelsen parat til nok en plejefugl, hvis efteråret skulle bringe en ny olieskadet havfugl for en dag?
- Jeg vil til enhver tid gøre det om. Til andre vil jeg dog sige, at man skal gøre sig klart, at sådan en opgave er yderst tidskrævende. Når man tager en fugl i pleje, skal man være bevidst om, at man påtager sig et moralsk ansvar. Man skal være klar til at passe fuglen i måneder, før dens skadede fjerdragt igen er tæt nok til livet på havet, siger Svend Erik Mikkelsen, der flere gange efter udsætningen af Pingo har været på stranden for at se, om hans fugl har fortrudt.
Men det har den ikke. Én gang havfugl, altid havfugl. Medmindre mennesket blander sig og sviner med olien.
|