Brugernavn:
Password:

Glemt dit password?

Opret dig som bruger






Frie fugle til tjek for salmonella

Wildlife Image: Jan Skriver

 

 

 

Ringmærkere fra Zoologisk Museum fanger fugle som led i et projekt, der skal afsløre, hvor meget Danmarks vilde fauna betyder for spredningen af salmonella-smitte.

 

Af Jan Skriver, den 18.2.2002

 

I flere år har vilde fugle, dyr og insekter været under mistanke for at sprede salmonella-smitte fra gård til gård.

 

Nu skal mistanken afløses af kendsgerninger. I løbet af 2001 og 2002 vil der blive fanget fugle, rotter, mus, fluer og biller på et dusin danske gårde.

 

Den vilde fauna, der færdes omkring fire fjerkræ-besætninger, fire svinefarme og ligeså mange kreaturgårde, vil blive tjekket for salmonella.

 

Også de vilde dyrs og fugles campylobacter-bakterier, der kan inficere fødevarer og i sidste ende gøre mennesker syge, er under nøje opsyn i projektet.

 

Wildlife Image: Jan Skriver

 

 

 

Ringmærkere fra Zoologisk Museum vil i løbet af de to år fange og undersøge 3000 fugle.

 

Foreløbige resultater viser en overraskende beskeden forekomst af salmonella-bakterier i vilde fugle.

 

- I januar-februar fangede og undersøgte vi 705 fugle. Kun tre af dem, det vil sige under en halv procent, havde salmonella. Men vi vil ikke konkludere noget, før vi har fanget fugle på alle årstider, og før alle 3000 prøver er analyseret, siger Jesper Johannes Madsen, der er biolog på Ringmærkningscentralen.

 

Wildlife Image: Jan Skriver

 

En norsk undersøgelse af salmonella i spurvefugle har vist, at fire-fem procent af de vilde fugle var bærere af de bakterier, som er blevet synonymt med risiko for smitte af fødevarer. På den baggrund er de foreløbige danske resultater overraskende.

 

- Vi går efter at fange fuglearter som gråspurve, skovspurve og  svaler, der færdes i nær kontakt med staldens dyr.

 

En anden kategori er vipstjerter, solsorte, gulspurve og finker, som bevæger sig nær møddinger, gylletanke og vandpytter. Også fugle som sangere og mejser, der holder til i haver og levende hegn nær gårdene, bliver undersøgt, fortæller biologen.

 

Wildlife Image: Jan Skriver

 

Hver undersøgelse indbefatter to prøver fra fuglens kloak. Først tages med en svaber, en ganske lille vatpind, en fæcesprøve for salmonella. Derpå tages på samme nænsomme vis en prøve for campylobacter. Sluttelig analyserer Serumlaboratoriet i Århus prøverne og kommer med resultatet af arbejdet i felten.

 

Forskergruppen af biologer fra Zoologisk Museum, eksperter fra Statens Skadedyrlaboratorium og salmonellaforskere fra Statens Veterinære Serumlaboratorium har seks millioner kroner og tre år at gøre godt med, før facit af forskningen vil blive sendt ud til offentligheden.

 
Dagens billeder på Netnatur.dk
 
 
 
 


Nuværende situation
07 Jan 2009


Delvist skyet
1°C
Solopgang 8:35 am
Solnedgang 3:56 pm