Brugernavn:
Password:

Glemt dit password?

Opret dig som bruger






Fugle i fare på fuglefjeldet

Wildlife Image: Jan Skriver

 

Sjældne ynglefugle på Danmarks eneste stejle fuglefjeld, Bulbjerg, er udsat for hærværk og vandalisme. Skov- og Naturstyrelsen appellerer nu til publikum om at vise større hensyn til klintens enestående natur.

 

Af Jan Skriver

 

Fuglene på Danmarks eneste stejle fuglefjeld, Bulbjerg, er i fare for at blive forstyrret og jaget væk fra klinten.

 

Denne sommer har mallemukkerne, der er Nordatlantens svar på den sydlige halvkugles albatrosser, forladt den 47 meter høje kalkklint.

 

Disse robuste havfugle begyndte ellers at yngle på stedet i sommeren 2000, efter i adskillige år at have taget tilløb til at stifte hjem på stedet.

 

De hvide havmåger, riderne, som på det danske fuglefjeld ved Jammerbugten har en koloni på godt 420 par, har været udsat for stenkast og riffelskud.

 

Wildlife Image: Jan Skriver

 

- Vi har de seneste somre haft store problemer med publikum, der overtræder færdselsreglerne på Bulbjerg, som besøges af op imod 100.000 turister hvert år, siger Mogens Sonne Hansen, der er vildtkonsulent i Skov- og Naturstyrelsen, Han Herred Distrikt.

 

- Nu er også hærværk mod fuglekolonien, der ellers er en publikumstræffer, blevet et problem. I sommer fandt vi 15 døde rider, der havde fået hovederne knust af sten. Og vi er netop blevet informeret om, at en besøgende i juli så to unge mænd i bil køre ned til den østlige fod af Bulbjerg, hvorfra de med rifler skød rider. Flere blodige fugle blev fundet på stranden. Den slags kan kun betegnes som vandalisme, siger Mogens Sonne Hansen.

 

Der er ikke bevis for, at riffelskuddene, som vildtkonsulenten kalder drengestreger, har fordrevet de sjældne mallemukker, som i sommeren 2000 blev kaldt en ornitologisk sensation som ynglefugle i Danmark.

 

Fugletællere fra Danmarks Miljøundersøgelser talte midt i juni i år 16 mallemukker på Bulbjerg. Og i hvert fald tre par så ud til at have rede netop de steder, hvor fuglene ynglede sidste år. Men pludselig i juli var mallemukkerne væk. De er ikke siden set på klinten.

 

Wildlife Image: Michael Sand

 

- Måske er fuglene flygtet, fordi en halv snes paraglidere en dag skabte skræk og rædsel blandt fuglene på Bulbjerg. Vi ved af erfaring, at netop paraglidere forårsager voldsomme forstyrrelser blandt ynglefugle. Derfor beder vi paraglidere om at drage til bakkerne ved Svinkløv, hvor flyvningerne ikke skader fuglelivet, som det er tilfældet på Bulbjerg, siger vildtkonsulenten fra Skov- og Naturstyrelsen.

 

Han Herred Statsskovdistrikt har sat skilte på toppen af Bulbjerg, så publikum er informeret om grænserne. Hvis besøgende overtræder færdselsreglerne, kan det ikke alene skade fuglene. Også selve Bulbjerg lider nød. Kalkklinten har efterhånden fået en skaldet isse.

 

- Vegetationen er slidt væk på toppen nærmest havet. I sin yderste konsekvens kan slitagen åbne for livsfarlige kalkskred. Kommer der til at stå vand i de huller, som den ulovlige færdsel medfører, bliver klinten svagere. Og pludselig har vi ulykken, siger Mogens Sonne Hansen.

 

Skovdistriktet forebygger ulovlig og farlig færdsel med skilte. Desuden er en bom blevet sat op, så man ikke i bil kan køre tæt på østsiden af Bulbjerg, som de to riffelskytter gjorde, da de i juli skød på fuglefjeldets beboere.

 

- Vi vil nødigt til at spærre klinten af med hegn, der skæmmer naturen. Man besøger trods alt Bulbjerg for at få en smuk naturoplevelse. Derfor håber vi, at vores appel til publikum vil resultere i større selvjustits, så både fugle og folk kan være på stedet, siger vildtkonsulenten.

 

Han opfordrer folk til at kontakte Han Herred Statsskovdistrikt, hvis de er vidner til uregelmæssigheder på kalkklinten og fuglefjeldet.




Nuværende situation
20 Nov 2008


Delvist skyet
6°C
Solopgang 7:55 am
Solnedgang 3:55 pm