Lovns og lappedykkerne
Wildlife Image: Jan Skriver
Sorthalsede lappedykkere invaderede Lovns Sø, i årene efter den var genskabt. I dag har søen fundet sin balance og lappedykkernes nomader er væk
Af Jan Skriver, den 11.6.2002
87 par sorthalsede lappedykkere havde rede i Lovns Sø i sommeren 1998, da også 14 par gråstrubede, 12 par toppede og mindst to par af den lille lappedykker ynglede på stedet.
I dag har den sorthalsede lappedykker forladt søen. Det er der en naturlig forklaring på.
Den sorthalsede lappedykker er kendt for pludselig at optræde massivt i et område, for så helt at forsvinde efter nogle år. Den er tilpasset ustabile områder, hvor søer så at sige kommer og går.
Mønsteret er karakteristisk. Hvis en sø bliver genskabt, kan der opstå en meget rig vegetation af vandaks, tusindblad og kransnålealger.
Denne rankegrøde huser en mængde vandinsekter såsom guldsmedelarver og ferskvandstanglopper, som lappedykkerne er afhængige af.
For den sorthalsede lappedykker er det af afgørende betydning, at der nær dens rede findes kolossalt mange vandinsekter, for den fanger kun et ad gangen til sine unger. Derfor skal den kunne finde sin føde klos op ad hjemmet. Energimæssigt kan det ikke betale sig at flyve flere kilometer væk for at returnere med bare en tangloppe.
Erfaringerne viser, at den sorthalsede lappedykker efter nogle år, forlader den genskabte sø, som den massivt og pludseligt rykkede ind i.
Når den ny sø får en fast bestand af fisk, vil fiskene æde af de tanglopper, insektlarver og dansemyg, som de sorthalsede er afhængige af.
Den øgede konkurrence fra søens underverden vil mindske lappedykkernes fødemuligheder.
Når der begynder at komme mange toppede lappedykkere, er det et signal om, at søens økologi er ved at ændre sig, for den art lever af småfisk.
Wildlife Image: Jan Skriver
Jo flere toppede lappedykkere i en sø, desto færre sorthalsede vil der være. Ikke fordi den toppede tager føden ud af næbbet på den sorthalsede, men fordi den toppede lappedykker i modsætning til sin sorthalsede slægtning kun trives, hvor der er mange fisk.
Den sorthalsede lappedykker er vidt udbredt i verden. Den findes i Asien på steppeområder fra Kasakstan til Vestsibirien. I USA findes den i hele præriezonen.
Vores del af verden repræsenterer artens nordlige grænse. I 1870’erne indvandrede den sorthalsede lappedykker til det vestlige Europa. Tørke i Asien fik arten til at vandre vestpå i kæmpeflokke. Den fandt i Vesteuropa mange af de næringsrige søer med insekter, som den ledte efter.
At den sorthalsede lappedykker er en nomade understreges i det vesthimmerlandske også af, at rømningen af Lovns Sø har givet Brokholm Sø i Salling, bare en halv snes kilometer vestpå i luftlinie fra Lovns, et rykind af de smukke lappedykkere.
Brokholm Sø, der blev genskabt for få år siden, huser i dag dusinvis af reder beboet af sorthalsede lappedykkere. For her er insektlivet endnu rigt, da fisk ikke for alvor har koloniseret det nye vand.
Men også dette lappedykker-eventyr får formentlig en ende.
|
