Københavns grågæs har personnumre
Wildlife Image: Michael Sand
I fire årtier har en zoolog kodet de ynglende gæs i Utterslev Mose ved hjælp af ringe om benene. Derfor kender man i dag fuglenes familieforhold og rejsevaner.
Af Jan Skriver, den 23.05.2001
I løbet af knap 40 år har rundt regnet 4500 grågæs fra Utterslev Mose i København fået tildelt et personnummer i form af en let metalring på det ene ben og tre farvede plastikringe på det andet.
Ringmærkningen har givet folk og forskere en detaljeret viden om mosens grå gæs, der er blevet berømte verden om.
Det er unikt, at den sky grågås, der normalt vælger afsides rørsumpe til sin rede, yngler få kilometer fra centrum af en millionby.
Zoologen N. O. Preuss er manden bag mærkningen af grågæssene i Utterslev Mose. Hans ringmærkning af hovedstadens gæs, der begyndte i 1959, har afsløret fuglenes ruter på deres træk til og fra vinterkvartererne. Og den har givet ny viden om gæssenes familieliv.
- Når ynglesæsonen er forbi, forlader de fleste grågæs Utterslev Mose i juli. Enkelte bliver hængende et stykke ind i august. Fra København går trækket i sensommeren via Saltholm og Borreby Mose ved Skelskør sydvestpå mod rastepladser i Slesvig-Holsten, Holland, Frankrig og til det sydlige Spanien. Her holder de fleste danske grågæs vinter. I de senere år er et stigende antal af vore grågæs dog begyndt at overvintre i Holland, fortæller N. O. Preuss.
Ringmærkningen har dokumenteret, at en grågås kan blive mindst 25 år. Størsteparten af gæssene når dog ikke at runde ti år.
De små ringe om benene har fortalt en historie om gæs, der er til livslange parforhold, men hvor kernefamilierne ofte overtager hinandens afkom.
- Grågæs, der er født i Utterslev Mose, kommer måske ikke tilbage i deres første leveår. Hvis de gør det, er de altid alene. Men i grågåsens andet leveår vender de fleste i februar tilbage til fødemosen. Da har gåsen som regel en partner med. Da er den blevet forlovet. Parret holder sammen, indtil en af fuglene dør, fortæller N. O. Preuss.
Zoologen har fundet ud af, at stærke grågåse-par er i stand til at overtage adskillige kuld af gæslinger.
- Man kan ikke sige, at de dominerende par tyvstjæler kuld. Næh, de duperer sig til dem. Ved at vise styrke og en form for aggressivitet, trækker de gæslinger fra svagere par til sig. Jeg har i Utterslev Mose set en gåsefamilie bestå af 36 gæslinger. Da en grågås lægger 4-10 æg, må storfamilien have talt adskillige kuld, siger Preuss.
Næsten samtlige kuld i mosens grågåse-bestand, der i dag tæller et halvt hundrede par, er blevet ringmærket i det næsten 40 år lange projekt.
- Når man forsker i form af ringmærkning, er det vigtigt, at så mange fugle i en afgrænset, lokal bestand som muligt bidrager med brikker til det samlede billede. Det gør det for eksempel muligt at regne ud, hvor mange unger der dør i en årgang, siger N. O. Preuss.
I Utterslev Mose er det visse år konstateret, at blot 10 procent af de helt unge gæs vender tilbage. Dødeligheden har været massiv. Andre sæsoner returnerer 80-90 procent af ungfuglene.
- Hvis konkurrencen om føden på rastepladserne i vinterhalvåret er for hård, måske fordi der er født mange og talstærke kuld på alle ynglelokaliteter, risikerer urutinerede gæs at dø af svækkelse og sult. Ringene med de individuelle koder er vores redskaber, når vi skal belyse, hvordan bestanden af grågæs trives, siger N. O. Preuss.
|