Brugernavn:
Password:

Glemt dit password?

Opret dig som bruger






Så til søs i Lovns

Foto: JTV Film & TV Produktion.

 

I 1925 blev Lovns Sø tørlagt. Knap 70 år senere kom vandet tilbage med tak for lån af søbunden

 

Af Jan Skriver, den 11.6.2002

 

Det var i de brølende tyvere, at Lovns Sø, en af Vesthimmerlands største ferskvands-oaser, blev tørlagt. Det skete i en tid, da landbruget hungrede efter al disponibel jord.

 

Op gennem 1980’erne løb tiden så småt fra den græsning i de drænede enge, der var resultatet af søens tørlægning.

 

Og i 1994 blev pumpen, der sendte vandet fra de lave arealer ud i Lovns Bredning, stoppet. I løbet af bare tre måneder vendte Lovns Sø tilbage i sin oprindelige skikkelse.

 

- Engang lå der 20 ejendomme med kreaturer omkring søen. I 1994 var kun fire kvægbrug tilbage. Og tiden var kommet, da det var blevet for dyrt i forhold til udbyttet at vedligeholde pumpen, som skaffede vandet væk fra engene, siger Svend Ovenskou, der er formand for I/S Lovns Sø, som tæller områdets 16 lodsejere heriblandt Nordjyllands Amt. Ovenskou er i dag sidste kvægavler på Lovns-halvøen.

 

Amtet var fødselshjælper og rådgiver i projektet. Myndigheden investerede op imod 300.000 kroner i søsætningen.

 

Men ligesom vandet, der fra undergrunden føder Lovns Sø, er også initiativet til genskabelsen kommet nedefra, fra de lokale.

 

Foto: JTV Film & TV Produktion.

 

- Det har betydet meget for lodsejernes motivation, at vi har været med hele vejen i projektet, siger Svend Ovenskou, der har fået seks hektar eng oversvømmet.

 

De ligger derude, hvor søen er næsten 1,75 meter dyb. Det er Lovns Søs svar på Marianergraven.

Hvor Svend Ovenskou tidligere havde kreaturer, fanges der i dag ål.

 

- Ingen lodsejere har fået erstatning for at invitere søen tilbage, men vi er sluppet af med udgifterne til pumpen. Og det er slut med at rense grøfter op. De to udgifter løb årligt op i næsten 30.000 kroner, siger formanden for I/S Lovns Sø.

 

De ubetalelige værdier, de såkaldte rekreative, er steget kraftigt i sølandet ved Hvalpsund. Lovns Sø giver området en særlig karakter, og den minder os om, at Danmark engang var de titusinde søers land.

 
Dagens billeder på Netnatur.dk
 
 
 
 


Nuværende situation
07 Jan 2009


Delvist skyet
1°C
Solopgang 8:35 am
Solnedgang 3:56 pm