Dansen med blindebukken
Wildlife Image. Jan Skriver
Et tre måneder gammelt rålam kunne hverken se en bjergfyr eller en skovgæst for sig, men det kunne lugte, hvad der nærmede sig.
| Af Jan Skriver 13.08.2002
|
Pludselig stod vi ansigt til ansigt med et rålam, der virkede vaklede på sine bambi-ben, som det præsenterede sig der i skovbrynet bare en halv snes meter væk.
Vi stivnede, som man jo gør og skal. Og vi fik øjenkontakt, men der var noget ved kontakten, som var i uorden.
Rålammets blik var sløret. Dets sorte øjne var grumsede i en lyseblå tone. Ofte kneb det øjnene sammen, så det til forveksling lignede et vagtsomt dyr uden handicap.
Wildlife Image. Jan Skriver
Men der var ingen tvivl; rålammet havde et sanseproblem af de uoverstigelige. Selv ikke den største armbevægelse kunne det se.
- Lad os prøve at fange det, sagde Pia. Det må undersøges.
Det gjorde vi så. Prøvede at fange det.
Rålammet lod os komme ind på 4-5 meters afstand. Så spurtede det af sted. Over lyng og lysninger, over stok og sten bogstaveligt talt. Flere gange løb det ind i små bjergfyr, der ragede op på den åbne klithede.
Rålammet snublede, slog en kolbøtte og sekundet senere var det på letbenet flugt igen.
Dets kondition fejlede intet. Den var i hvert fald bedre end vores.
Wildlife Image. Jan Skriver
Dyrets pels, der stadig havde antydning af pletter på bagpartiet, så en anelse slidt ud, men forhutlet kan man ikke sige, at rålammet var. Det lignede ikke en forladt skæbne i sensommeren.
Rålammet færdedes i små cirkler, for så bragte den lette vind hele tiden vores fært ind i dyrets næsebor og det kunne straks regne ud, præcis hvor vi var. Tvunget af omstændighederne levede rådyret et liv i ring.
Lugtesansen var dens eneste allierede i en sløret verden. Det virkede heller ikke som om, at dens hørelse var i orden.
Den reagerede overhovedet ikke på klikkene fra kameraet, som vilde dyr næsten altid gør, når man er meget tæt på dem i gerningsøjeblikket.
Ej heller når vi snakkede højlydt om det, syntes det at registrere noget som helst.
Wildlife Image. Jan Skriver
Flere gange var vi få meter fra rålammet, men det lykkedes ikke at få det fanget, så gåden om blindebukken kunne blive løst.
Efter en times selskab, der var mere besynderligt end behageligt, tog vi afsked med rålammet. Da lå det skjult i lyngen på heden.
Hvordan ville historien ende?
Der var frit slag for et gæt. Måske øjnene ville blive klare i morgen med daggryet. Måske ræven ville slå til med månen som vidne.
Måske vi havde taget rålammets sidste kræfter.
Måske råen var flygtet én for alle.
Naturen vil under alle omstændigheder gå sin gang. Der er rigeligt råd til en blindebuk, der bukker under.
|
