Grævlingegris på friland
Wildlife Image. Jan Skriver
I sommerens vrimmel af dyrebørn sker det, at man får nærkontakt med nattens sky væsener ved højlys dag.
| Af Jan Skriver 13.08.2002
|
Pludselig stod den frit fremme på skovvejen, den ganske unge grævling, som formentlig for første gang i sit korte liv var kommet lidt væk fra det fædrene gravkompleks.
Det var højlys dag og den unge grævlings ansigtsmaske hjalp den på den ingen måde til at flyde ud i det tusmørke, der er dens allierede.
Den lignede en bankrøver, der er kommet til at trække en alt for pikant nylonstrømpe over hovedet.
Jeg steg ud af bilen og grævlingen flygtede ned i grøften. Her lå den og snøftede lidt og stak sin snude ned mod jorden. Grævlingen lod mig komme ind på tre meters afstand.
Wildlife Image: Jan Skriver
Den troede fuldt og fast på tricket med at stikke snuden i jorden sådan på strudsemanér.
Derhjemme var grisen sikkert blevet opdraget til at fryse fast i kritiske situationer og lade masken sørge for resten.
Detaljen med den højlyse dag, der gjorde den brogede mini-bjørn yderst synlig i det grønne, havde den i sin urutine glemt at tage højde for.
Jeg snøftede lidt tilbage og grævlingen kiggede op på mig. Så kan det nok være, at den flygtede.
I løbet af et splitsekund lærte den, hvad livet drejer sig om: at undgå kontakt med klodens farligste rovdyr, mennesket.
Bare den nu på sin vej gennem livet husker, at rovdyrets køretøjer er endnu farligere
|
