Kronede dage
Det skønnes, at op imod 14.000 krondyr lever i Danmark. For ti år siden blev bestanden vurderet til omkring 5.000 dyr.
| Af Jan Skriver 25.09.2002
|
Fra dybet af vore uforstyrrede skove og klitplantager eller fra dyrehaver lyder brølene fra det eneste storvildt, der er tilbage i Danmark, kronvildtet.
Uroksen er for længst uddød, mens ulvene og bjørnene er forvist til vildmarker langt borte i andre lande.
Men krondyrene lever og trives. Den vilde bestand er flerdoblet de seneste 100 år.
Skov- og Naturstyrelsen skønner, at der i dag lever op imod 14.000 krondyr i Danmark. For bare 10 år siden blev bestanden anslået til omkring 5.000 dyr.
Kun Jylland huser herhjemme vilde kronhjorte. Dyrehavens dyr nord for København er vant til mennesker. Deres dagaktive adfærd ligger langt fra den, som de sky og årvågne hjorte praktiserer på den frie vildtbane, hvor kronvildt næsten udelukkende er aktive i ly af mørket.
I Høstemark Skov i den nordlige del af Lille Vildmose i Østhimmerland lever cirka 170 krondyr i en naturskov, hvis rødder går tilbage til stenalderen.
Bag 13 kilometer hegn, der holder den altfortærende civilisation ude, er kampen om hunnerne i gang i september og et stykke ind i oktober. Ligesom den er det i klitplantagerne ude vestpå, i Rold Skov, i de midtjyske kronvildtpastorater og ude på Jyllands næseryg, Djursland, hvor kronvildtet har fremgang i disse år.
Brunstens spilleregler er de samme som i tidernes morgen. Den stærkeste har altid ret. Det er vind eller forsvind.
I Høstemark kan man opleve spillet, der er ramme alvor.
Monarken er ustandseligt i bevægelse. Han kan råde over et halvt hundrede hinder på sin brunstplads, hvis han er stærk nok.
Nogle af hinderne dier deres kalve, men han ænser ikke de yngste, der måske er hans eget blod. De repræsenterer sidste års fornøjelse.
I et søle nær parrings-arenaen gør han sig lækker. Hjorten vælter sig i mudder og triller sig i slam. Sæd og urin tapløber af ham og giver Kongen dén odør, der kan skaffe ham en frugtbar åbning til næste generation.
Hans brøl runger truende mod rivalerne, der tålmodigt venter på deres chance. En hjort nærmer sig pladsen. Måske er det kronprinsen. Hans manke er sort efter en tur i hans private søle.
Man da det gælder, da Kongens ånde er indenfor lugtevidde, flygter udfordreren. Ikke vildt og panisk. Men roligt og værdigt som det nu engang er beskåret en taber der ved, at hans tid en dag vil komme.
Kronhjortene spilder ikke kræfter på unødige opvisningskampe. Kun hvor to helt jævnbyrdige rivaler mødes, går brunsten over i den ultimative eksamen: kampen.
Engang i efteråret 1952 døde to stærke og stædige hjorte i en brunstkamp i Høstemark Skov. Deres gevirer blev viklet ind i hinanden, og dyrene døde af stress og udmattelse.
Når Kongen står på toppen af sin karriere, har han rundet et tiår og 200 kilo. Siden marts har hans smalle, muskuløse krop bygget et gevir op, der her på sit højeste vejer seks-otte kilo. Det er kronen på hans livsværk. Geviret er hans største aktiv i kampen om hunnerne.
Alligevel hænder det, at svagere hjorte får held til at så deres sæd. Et uopmærksomt kongeligt øjeblik og en af hinderne smyger sig væk fra hoffet. Straks skifter en maskulin undersåt gangart og løber af sted på frierfødder.
Hjortene bag hegnet omkring Høstemark Skov repræsenterer formentlig nogle af de første indfødte i hovedlandet Jylland. Dyrenes forfædre ankom med mennesket i hælene for mange årtusinder siden.
Høstemarks hjorte er vilde og flygter, straks de får færten af besøg. Men de er langt lettere at iagttage end deres artsfæller i skove uden skærmende hegn. På den frie vildtbane er det de fleste steder i praksis umuligt at overvære alle detaljerne i brunstens spil.
I plantagerne ude vestpå skal man være udrustet med held og en anseelig viden om dyrenes veksler og brunstpladser for at opleve deres storhed.
Krondyr er kløgtige, men sarte. De er gode til at finde fred, men hvis mennesker krydser gennem deres domæner, skifter de i reglen opholdssted.
Egentlig er det utroligt, at så mægtigt et dyr kan færdes stort set ubemærket i en natur, der er friseret med tættekam. Kronvildtet har sorteret dagen fra til hvile og venten i skjul. Om natten kommer dyrene frem for at æde.
I løbet af oktober ebber brunsten ud. Ved indgangen til november vil Kongen forlade sit harem og begynde at dyrke sine enspænder-tendenser igen. Måske vil han mødes med sine tidligere rivaler og de vil blive kammesjukker og glemme gammelt had.
Han vil sørge for at samle nye kræfter og bygge op, hvad han har mistet. I løbet af fire-fem ugers brunst med snesevis af parringer har han tabt et halvt hundrede kilo.
I en god sags tjeneste. Dét, der gjorde ham til en vinder, vil leve videre.
|
