Brugernavn:
Password:

Glemt dit password?

Opret dig som bruger






Gør natur til råstof

 

Sejlflod Kommune i Nordjylland kan blive hjemsted for en af Danmarks første nationalparker. Borgmesteren tror på natur-turisme som en kilde til kommunale indtægter og egnsudvikling.

 

Af Jan Skriver 05.11.2002

 

Kronhjortene brøler i efterårsbrunst fra pladser i Lille Vildmose. Danmarks største bestand af vildsvin lever derude i mosen bag et 30 kilometer langt vildthegn.

 

Om foråret kan man se traner danse, mens en af Danmarks største kolonier af skarver slår en stemning af urtid an.

 

Og oven over mosens mystik svæver kongeørnen, der har sin eneste danske yngleplads et hemmeligt sted i Lille Vildmoses skove.

 

Vi befinder os i Sejlflod Kommune i Østhimmerland.

 

Knap en fjerdedel af kommunens 208 kvadratkilometer består af naturskove, gyngende højmoser og åbne vidder med flere end 1.000 år gammelt moseland. I en del af mosen producerer Pindstrup Mosebrug spagnum til brug i blomsterpotter, haver og på planteskoler.

 

På rådhuset i Storvorde, hvor Sejlflod Kommunes borgmester Kristian Schnoor (S) har base, er vildmosens naturværdier med jævne mellemrum blevet heftigt diskuteret i hen ved et dusin år.

 

Siden 1989 har Sejlflod Kommune med borgmesteren i spidsen arbejdet på at få Lille Vildmose fredet. Sammen med Nordjyllands Amt og Danmarks Naturfredningsforening, der rejste fredningssagen, har kommunen kæmpet for at få papir på, at samfundet vil værne om værdierne i Vildmosen.

 

- Vi gik ind i forløbet omkring fredningen for at sikre, at de lokale interesser blev varetaget. Lille Vildmose har altid spillet en afgørende rolle for folk i vores kommune, siger Kristian Schnoor.

 

Fredningssagen nærmer sig nu sin afslutning med udsigt til endnu et skridt i naturens retning. Måske vil Lille Vildmose, der er Nordvesteuropas største højmose, som en ørnefjer i hatten få status af Danmarks første nationalpark.

 

Det såkaldte Wilhjelmudvalg, som den tidligere regering nedsatte til at fostre en dansk naturpolitik, har foreslået at ophøje den nordjyske vildmose til et nationalt klenodie hvad angår landskab og dyreliv.

 

 

- Vi håber afgjort på at blive hjemsted for en nationalpark, hvor familien Danmark kan opleve store og besværlige dyr som vildsvin og kronhjorte. Danmark er det eneste land i Europa, der ikke har udlagt naturområder til nationalparker. I Sejlflod Kommune findes et areal med indhegnet højmose, der i årtusinder har været uberørt af menneskehånd, selv om vores vestlige kommunegrænse ikke ligger mere end 15 kilometer fra centrum af Aalborg. Egner rummer enestående græsningsskove, hvor vildsvin og kronvildt lever stort set som de har gjort siden tidernes morgen her i landet. Naturturisme kan blive et af fremtidens erhverv i vores kommune, hvis vi spiller vores kort rigtigt. Og hvis vi får opbakning fra landspolitisk hold, siger Kristian Schnoor.

 

I 1999 købte Sejlflod Kommune Vildmosegård for 3 millioner kroner. Gården, der ligger centralt i moselandskabet, skal forvandles til et formidlingscenter, hvorfra turisme kan udgå.

 

Med tilskud fra Friluftsrådet har kommunen ansat en fuldtids naturvejleder på Vildmosegård.

 

- Vi er i øjeblikket ved at søge fonde og EU om cirka 20 millioner kroner, der skal bruges til at lave udstillinger og  publikumsfaciliteter på Vildmosegård. Centeret har en kæmpe fordel; det ligger midt i den natur og i den kulturhistorie, det skal formidle, fortæller Kristian Schnoor.

 

- Vi forventer nu at staten vil give tilskud til driften af det kommende turistcenter. Hvis en kommune huser et slot, der er af national betydning, er det ikke fair at overlade den lokale myndighed alle pligter til at passe på den kulturelle seværdighed og formidle dens betydning. Det samme bør gælde i et tilfælde, hvor en kommune lægger areal til et naturklenodie som Lille Vildmose. Indtil nu har alle parter i fredningssagen rost Sejlflod Kommune, fordi vi har involveret os så kraftigt i at fortælle om egnens naturværdier med den nationale betydning. I ord har vi fået vældig opbakning til vores visioner, men indtil nu har vi ikke modtaget én eneste krone i offentligt tilskud i vores bestræbelser på at gøre Lille Vildmose til et område, hvor alle danskere kan høste viden og hente oplevelser. Ingen kommune vil alene kunne løfte de opgaver, der ligger i at huse en nationalpark og give turister langvejs fra kvalitet, siger Kristian Schnoor.

 

 

Cirka 6.000 mennesker gæster hvert år Vildmosegård. Borgmesteren spår, at op imod 35.000 turister årligt vil besøge centeret, hvis Vildmosen får status af nationalpark og faciliteterne til publikum bliver bragt i orden.

 

- Jeg var for kort tid siden i Sverige for at besøge den naturskønne Hornborgasjöen øst for Göteborg, hvor traner i tusindvis samles forår og efterår. Her har man satset stort med udsigtstårne, stier, skilte og et meget flot publikumscenter, der fortæller om søens historie og natur. Flere end 200.000 mennesker lægger hvert år turen forbi Hornborgasjöen, der bliver markedsført internationalt for sin tranedans. Eksemplet fortæller noget om perspektiverne i en målrettet turisme på lokaliteter med høj naturkvalitet. Og Lille Vildmose har internationalt format som en højmose beboet af storvildt, siger Kristian Schnoor.

 

I Lille Vildmose er en række tårne, hvorfra man kan observere kronhjorte og traner, ved at skyde op. Tårnene vil blive bygget af de private, naturbevarende Aage V. Jensens Fonde, der ejer næsten halvdelen af Lille Vildmose.

 

Men et stisystem, der kan bringe publikum i kontakt med mosens sårbare natur, uden at trafikken vil skade og forstyrre, bør være en statsopgave, mener Kristian Schnoor.

 

 

- Gæsterne i vores natur stiller store krav i dag. De vil ledes hen til de bedste udsigtsposter, hvor der er oplevelser i vente. De vil vejledes og informeres. Også i forbindelse med den kostbare formidling bør staten træde til og støtte os økonomisk, siger borgmesteren, der tror, at Danmark er på vej til at blive et historiefortællings-samfund.

 

- Som kommune skal man kunne fortælle sin historie og skilte med sine grundlæggende værdier både hvad angår kultur og natur. I de cirka 13 år jeg har arbejdet med fredningssagen omkring Lille Vildmose, kan jeg se, at folk har ændret opfattelse af hele egnen. Tidligere var Vildmosen et sted præget af surt slid og knokkelarbejde med tørv og spagnum. I dag har befolkningen fået øjnene op for perspektiverne i at bevare naturværdierne og pudse dem op. Vi er i øjeblikket ved at samle et korps af frivillige ”Venner af Vildmosen”, der som kvalificerede guider skal kunne gå i spidsen for ture rundt i mosen. Det har ikke skortet på lokal opbakning til initiativet, siger Kristian Schnoor.

 

Om 15 år vil Pindstrup Mosebrug, der i årtier har udvundet spagnum af Lille Vildmose, forlade Østhimmerland.

 

Da hører tilladelsen til at skrælle af højmosens bløde råvarer op. 60-70 arbejdspladser vil forsvinde fra Sejlflod Kommune.

 

Erhvervsbilledet i området vil da ændre sig fra tørveudvinding til turisme, håber borgmesteren.

 

- Jeg tror på, at vi vil vinde flere arbejdspladser, hvis vi satser stort på naturturisme i en nationalpark. Ikke kun Sejlflod Kommune, der huser 1.000 sommerhuse og tre campingpladser, vil høste frugterne af et større besøgstal i Vildmosen. Også i Aalborg og i store dele af Himmerland vil hoteller og kroer kontant kunne fornemme, at der er et stort publikum til kongeørne, traner, vildsvin og krondyr i Lille Vildmose. Som samfund skal vi turde satse på naturen som et værdifuldt råstof, siger Kristian Schnoor.




Nuværende situation
20 Nov 2008


Delvist skyet
6°C
Solopgang 7:55 am
Solnedgang 3:55 pm