|
Radiokontakt med natugler
Forskeren Peter Sunde undersøger, hvad der gør en god eller dårlig ynglesæson for natugler, og hvordan uglerne spreder sig i landskabet Som en lille rygsæk på bare 13 gram sidder radiosenderen fast på uglen. Senderen, der er helt dækket af fuglens bløde fjerdragt, skal hjælpe til at kaste lys over uglernes ellers mørkelagte livsbaner.
De seneste fire år har forskeren Peter Sunde fra Hillerød sat radiosendere på 120 natugler i Gribskov i Nordsjælland.
Sunde, der laver sin forskning med base i det skånske på Universitetet i Lund, er manden bag et radiomærkningsprojekt godkendt af Ringmærkningscentralen på Zoologisk Museum i København.
Radiosenderne er helt afgørende redskaber, når der i felten skal høstes resultater, som samlet og bearbejdet hjemme på kontoret kan blive til konklusioner.
En sender gør forskeren i stand til hver dag at spore sit mål meterpræcist. Hver en ugles bevægelse kan registreres, og når det ender med et dødsfald, vil også årsagen til dét komme for en dag.
- Netop natuglen egner sig fortrinligt til radiomærkning, telemetri. Uglen lever så skjult, at det i praksis er umuligt at spore den uden en sender. Og så er den meget stedtrofast. Et føderigt natugle-territorium er på under én kvadratkilometer. Det betyder, at radiosendere, der har 2-5 kilometers rækkevidde, i reglen kan give mig de oplysninger, jeg skal bruge for at finde ud af, hvordan natuglerne spreder sig i landskabet, fortæller Peter Sunde.
I gennemsnit flyver unge natugler ikke længere end fem-seks kilometer væk fra det redehul eller den kasse, de blev født i. Der findes et eksempel på en ung dansk mærket natugle, der nåede 140 kilometer væk fra sit fødested. Men den slags maratontræk er undtagelsen hos natuglerne.
- De voksne natugler har deres skarpt afgrænsede territorier, og fremmede ugler bliver jaget ud. Når de unge ugler, der kan yngle allerede i deres andet leveår, skal ud for at finde deres eget, shopper de så at sige omkring i nabolaget, indtil et territorium bliver ledigt. Jeg kan se, at forældrefugle ofte tolererer deres eget afkom i flere måneder i deres eget revir. Tolerancen over for eget blod giver sandsynligvis de helt unge ugler en ekstra chance for at finde føde i de første vanskelige måneder. Men på et tidspunkt bliver de unge smidt ud af territoriet, og så er de med i den pulje, som kommer i venteposition til et fast levested. Uglerne må i denne periode ofte tage til takke med de næstbedste skovområder. Disse ”buffer-habitater” kan nok sikre uglerne føden, men de er ikke føderige nok til at yngle i. Jeg har et eksempel på en han, der som unge blev ringmærket i 1999. I to år sad han i sådan et andenklasses terræn set fra en natugles synsvinkel, før et territorium blevet ledigt, så han kunne rykke ind og stifte familie, fortæller Peter Sunde.
Fire-fem uger gamle forlader natugleungerne deres redehul. Straks de er udenfor, indtræffer fuglenes absolut mest farefulde fase i livet.
- Afhængigt af de levevilkår et år giver uglerne, vil 30-75 procent af de udfløjne unger overleve til de bliver selvstændige, altså hvor forældrefuglene holder op med at fodre dem, så de helt må klare sig på egne vinger og finde deres egne jagtterræner.
- To ud af tre natugleunger, der dør, omkommer i løbet af de første 3-4 dage i det fri. Mange af dem sidder ofte synligt fremme eller dumper ned på jorden, hvor de bliver taget af en ræv eller en rovfugl, siger natugleforskeren.
Natuglen kan lægge æg allerede midt i februar. Jo tidligere et kuld unger forlader reden, desto større er chancen for at uglerne vil overleve, har Peter Sunde fundet ud af.
- Jeg har set natuglekuld flyve ud 1. april. Disse meget tidlige kuld klarer sig statistisk set langt bedre end kuld, der først flyver ud et stykke ind i maj. Også selv om ugleungerne i april ofte er meget synlige, fordi der endnu ikke er kommet løv på træerne, siger Sunde, der i år har noteret en meget sen udflyvning.
Først omkring midten af maj kravlede de første unge natugler ud af deres huller. Og kun godt og vel hver fjerde unge overlevede.
Natuglen, der får ét årligt kuld på mellem to og seks unger, er en såkaldt overlevelses-strateg. Den er tidligt i sæsonen i stand til at regne ud, om året vil byde på meget eller lidt føde. Og så lægger den bogstaveligt talt sine æg efter fødeudbudet.
- En art som sløruglen sikrer sin overlevelse ved at få flere kuld og fantastisk mange unger hvert år. En høj produktion af yngel er denne uglearts investering i fremtiden. Natuglen vælger fra år til år, hvor mange anstrengelser hun vil lægge i sin yngel. Efter oldenår, der giver masser af mus, lægger hunnen op til seks æg. I magre sæsoner vil hun helt springe over yngelen. Det hænger formentlig sådan sammen, at hunnen tidligt på sæsonen får et indtryk af territoriets fødemuligheder i kraft af hannens leverancer af føde. I et natuglepar er hannen skaffedyret. Hvis hunnen oplever, at hannen ikke bringer ret mange mus med hjem først på ynglesæsonen, kan hun droppe æggene. For en natugle er det ufornuftigt at pukle med yngel i et dårligt fødeår, for det udsætter immunforsvaret for en unødvendig belastning, som vil forringe uglens overlevelseschancer. Det er bedre at passe på sit eget skind og så tage en ordentlig tørn næste museår, siger Peter Sunde.
Det er og bliver bestandene af gnavere, som afstikker kursen for natuglens familieliv.
- Det er kun i ringe grad temperaturen eller nedbøren, der afgør, hvornår natuglen yngler, og hvor mange anstrengelser, der bliver investeret i talstærke kuld. Først og fremmest fødegrundlaget bestemmer, siger Peter Sunde.
Meget mad bringer ikke alene uglerne i en god kondition, der er selve fundamentet for frugtbarhed, meget mad sikrer også fuglene et velfungerende immunforsvar. Peter Sunde tager som led i sin forskning blodprøver af natuglerne for at finde ud af, hvordan parasitter påvirker fuglene.
- Så at sige alle natugler har blodparasitter, der er flere arter af encellede organismer. Ligesom malaria svækker et menneske, vil parasitterne svække en ugle, fordi de æder blodceller. Unge natugler fra kuld i dårlige fødeår har flere parasitter end artsfæller fra gode, muserige sæsoner. Det er ligeså tydeligt, at har en ugle først fået parasitterne, vil den hele sit liv døje med dem. Og så er vi igen tilbage ved fødegrundlaget, som er det afgørende for en natuglebestands trivsel. Masser af føde giver formentlig overskud af energi til at sikre et immunforsvar, siger Peter Sunde.
Musebestandene vil altid køre op og ned i fede og magre sæsoner. Natuglens territorium kan bidrage til at afbøde effekterne af svingningerne.
- De bedste natugle-terræner er dem, som kan give føde til et par natugler selv i de dårligste musevintre. Natugler æder også padder og fugle, ja selv flodkrebs har jeg fundet i gylpene. Derfor er et territorium i et varieret terræn med vandhuller, grøfter, enge og skovbryn det optimale. I kraft af radiokontakten til uglerne har jeg oplevet, at fuglene har siddet i den klassiske højstammede bøgeskov i oldenår, hvor skovbunden har vrimlet med mus, mens uglerne året efter, da det var småt med gnavere, rykkede ud til grøfter og vandhuller, hvor de jagede frøer og spidsmus, fortæller Peter Sunde.
Et ekstremt grundigt kendskab til sit territorium er en anden del af natuglens strategi for at overleve. Natugler kender hver en kvist og gren i deres leveområder.
- Mange tror, at uglernes nattesyn gør dem til særligt gode jægere, men natuglens evne til at se om natten er ikke mere end to en halv gang bedre end et normalt menneskes tilsvarende evne. Og der findes formentlig mennesker, som ser ligeså godt i mørke som natugler. Det er den fantastisk veludviklede høresans, der i en kombination med lokalkendskabet, udgør uglens bedste våben. Da natugler jager på baggrund af et nøje kendskab til terrænet, er det ekstra vigtigt for overlevelsen med et fast territorium, siger Peter Sunde.
Forskeren har kendskab til 30 par natugler i Gribskov, som formentlig huser mindst 40 par. Cirka halvdelen af de 30 par, hvis territorier han kender, har han fulgt meget nøje. Det er disse par som er kilderne til den ny viden om natuglernes spredning og overlevelse.
- Dagens batterier i radiosenderne kan holde i omkring to år. Selve senderen sidder i en lille sele, så jeg skal fange uglen og afmontere radioen, når jeg er færdig med at høste mine oplysninger. Uglen har dog ingen gene af senderen, siger Peter Sunde.
Forskeren fra Hillerød er sendt i felten med økonomisk støtte fra Carlsbergfondet. To års løn og alle udgifter til radiosendere er betalt.
Og der er udsigt til masser af signaler det næste års tid. Et oldenår er på vej. Med dét kommer musene. I hælene på dem følger natuglerne. Skygget af Peter Sunde.
|
