Brugernavn:
Password:

Glemt dit password?

Opret dig som bruger






Fasanen er livsfarlig for duehøgen

 

Wildlife Image: Michael Sand

 

Ikke fordi hønsefuglen er aggressiv, men fordi skytter og opdrættere hader høgen

 

Af Jan Skriver, den 19.6.02

 

Fasan-forretninger fører til illegal jagt på duehøgen.

Sådan lyder konklusionen fra en af dansk naturs frontlinier i en ny rapport fra DMU.

 

I rapporten ”Danske duehøges populationsøkologi og forvaltning” har biologen Jan Drachmann trukket linierne op i konflikten mellem opdrættede fasaner, der er tænkt som bytte for jægere, og vilde duehøge.

 

Biologen har været manden bag skrivebordet, mens skovarbejderen og rovfugleeksperten Jan Tøttrup Nielsen fra Tolne har været manden i felten.

 

I et kvart århundrede har Tøttrup Nielsen undersøgt Vendsyssels bestand af duehøge.

 

Det er på baggrund af hans felt-arbejde, at DMU-rapportens konklusioner er blevet til.

 

Wildlife Image: Michael Sand

 

- Når fasanen bliver en faktor i landskabsbilledet, bliver duehøgen en fjende, der skal bekæmpes med alle midler. Den forretning, der hedder jagt på udsatte fasaner, har ført til en moderne hadekampagne mod duehøgen, siger Jan Tøttrup Nielsen.

 

Nøgne tal over duehøgens ynglebestand i Vendsyssel dokumenterer situationen. Før alle arter af rovfugle i 1967 blev fredet, talte bestanden af duehøge i landsdelen, der er på størrelse med Fyn, 20-25 par. Jagt havde holdt duehøgen nede.

 

Da loven begyndte at holde hånden over høgene, steg bestanden til 72 par midt i 1990’erne. På det tidspunkt begyndte udsætning af fasaner så at blive en del af skovbilledet i det nordjyske. Dette traditionelt østdanske fænomen havde tidligere været ukendt i Vendsyssel. Med fasanens ankomst opstod balladen.

 

Wildlife Image: Michael Sand

 

- Det var yderst markant, at de professionelle skytters og dermed fasanernes indtog i Vendsyssel i store træk førte til en halvering af duehøg-bestanden i løbet af ganske få år. Fra 1994 til 1999 faldt bestanden fra 72 til 43 par. I dag råder selvtægten i mange skove. Jeg har de seneste forår fundet adskillige duehøg-reder, hvor hunnen er blevet skudt, mens hun har ligget og ruget. Og jeg finder jævnligt ulovlige fælder, der er sat op for at fange duehøge, siger Jan Tøttrup Nielsen.

 

Duehøg-rapporten, der er faglig rapport nr. 398 fra DMU, koster 75 kroner.

 

Den kan ses på hjemmesiden www.dmu.dk




Nuværende situation
20 Nov 2008


Delvist skyet
6°C
Solopgang 7:55 am
Solnedgang 3:55 pm