Brugernavn:
Password:

Glemt dit password?

Opret dig som bruger






Sæl kørt over af bil

Wildlife Image: Jan Skriver

 

Danmarks første trafikdræbte sæl lagde vandvejen bag sig, og mødte sin skæbne på landevejen

 

Af Jan Skriver, den 6.12.2001

 

En ny art er kommet på listen over dyr, der er blevet dræbt i den danske trafik.

 

Noget så vandbårent som en spættet sæl mødte døden på landevejen et kikset stenkast fra sit fædrene vand, Limfjorden.

 

Danmarks første trafikdræbte sæl kom af dage på Virksund-dæmningen, der øst for Skive deler Hjarbæk Fjord fra Lovns Bredning.

 

Ulykken skete en tidlig morgen, da sælen var ved at mave sig over landevejs-dæmningen mellem Lovns Bredning i nord og Hjarbæk Fjord i syd.

Området tiltrækker i dusinvis af sæler, der jager stimer af fisk i den stærke strøm omkring slusen i dæmningen.

 

Men sluse-portene var lukket den for sælen så fatale morgen. Personalet på Virksund-dæmningen lukker for vandtrafikken, når strømmen i Limfjorden går kraftigt mod syd, så vandmasser nordfra fosser mod Hjarbæk Fjord.

 

Sælen fandt lukningen højst upassende. Den droppede søvejen og tog landevejen, for den ville over i Hjarbæk Fjord til en mage eller en makker måske. Dyret kravlede møjsommeligt op ad Virksund-dæmningens stejle stensætning og græsdige, en ganske imponerende bjergbestigning for et buttet havpattedyr, som betjener sig af luffer og hale.

 

Den spættede sæl nåede op på kørebanen, men her stødte den på et for sæler ukendt fænomen, den jyske morgentrafik.

 

Den vandrende sæl fik sit hoved kørt over af en bil, der dog fortsatte. Måske har bilisten tænkt:

- Folk tror, jeg er beruset, hvis jeg påstår, at jeg har kørt en sæl over.

 

Men der var tale om den sælskinbarlige virkelighed. Den næste bilist på dæmningen kørte ind i det cirka 100 kilo tunge dyr, der allerede var omkommet. Sammenstødet var så kraftigt, at bilen  blev lettere skadet.

 

Falck i Skive hentede den døde sæl.

Formentlig er der tale om et enkeltstående trafikalt tilfælde. Der er ikke planer om at sætte et advarselsskilt op før Virksund-dæmningen, så bilister kan blive advaret mod havpattedyr på kørebanen.

                  




Nuværende situation
20 Nov 2008


Delvist skyet
6°C
Solopgang 7:55 am
Solnedgang 3:55 pm