Brugernavn:
Password:

Glemt dit password?

Opret dig som bruger






Sæler ser rødt

Wildlife Image: Jan Skriver

 

Spættede sæler er næppe gode til at se farver, men de kan se rødt og blåt. Og dyrene er i stand til at skelne former, viser forskning på Kattegatcentret i Grenå

 

Af Jan Skriver, den 19.2.2002

 

Sild fremmer forståelsen i sælernes skole. Så der er altid spandevis af sild indenfor rækkevidde, når der kaldes til træning af de spættede sæler på Kattegatcentret i Grenå.

 

Her med udsigt til havet i øst har den 22-årige biologistuderende Ingunn Riddervold lavet forsøg, der skal bidrage til at afsløre, om sæler kan se former og farver.

De to år gamle spættede sæler Molly og Sally har været de altid sildesultne deltagere i forskningen.

 

Dyrene, der er født på Anholt i juni 1999, hvor de blev fundet efterladt på stranden, har været motiverede til at lære. Takket være sildene.

 

Molly og Sally lagde i flere måneder appetit, krop, sælsjæl og synssans til den forskning på centret, som nu har vist, at sæler er i stand til at skelne mellem symboler, der er trekantede, firkantede og runde, mens det kniber mere med farvesynet.

De slanke pattedyr ser næppe farver, som de fleste mennesker gør, men i et vist omfang er de i stand til at se forskel på rød og blå.

 

- Sæler er lærenemme i stil med hunde. De husker godt, men måske er havets sælhunde ikke så hurtige til at tage ved lære som deres firbenede fjerne slægtninge på landjorden, siger Ingunn Riddervold.

 

Wildlife Image: Jan Skriver

 

- I første fase lærte jeg Molly, at en rød cirkel var hendes mærke, mens Sally fik en blå trekant som sit personlige symbol. Da jeg i næste fase blandede de to sælers mærker med symboler i andre former, var dyrene altid i stand til at udpege deres eget, hvis form de var dus med. Min konklusion er derfor, at sælers evne til at se skarpt og se forskel på former er udmærket, siger den 22-årige studentermedhjælper på Kattegatcentret.

 

Wildlife Image: Michael Sand

 

Sæler hører til den gruppe af pattedyr, som både skal være i stand til at se under vandet, når de jager, og over vandet, når de for eksempel ligger på sandbanker og hviler. Øjnenes hornhinder er flade, mens et sæløjes sorte linse er rund som en golfbold.

 

Når et øje er bygget sådan op, formodes dets indehaver at være ekstremt nærsynet. Men sæler har tilsyneladende så kraftige muskler i øjenregionen, at de kan kompensere for nærsynetheden, når dyrene kravler på land. Ingunn Riddervolds forskning har været med til at stille skarpt på den kendsgerning, at sæler ikke er så nærsynede, som man hidtil har troet.

 

- Desværre kan vort projekt endnu ikke konkludere afgørende nyt om sælers farvesyn. Mens Sally og Molly sagtens kunne kende forskel på trekantede, firkantede og runde former uanset symbolernes farve, kneb det mere for dyrene at skelne farver. De kunne ikke i hvert tilfælde kende forskel på blå og rød. Men oftest valgte de rigtigt. Derfor tyder det på, at de i et vist omfang har et farvesyn, siger sælforskeren.

 

Wildlife Image: Jan Skriver

 

Forskerne har hidtil været delt i to lejre, når talen er faldet på sælers farvesyn. Nogle mener, at sæler i store træk ser farver ligesom mennesker gør, fordi dyrenes øjne indeholder synsceller, der svarer til dem, som giver os vort farvesyn. Andre hælder til den teori, at sæler oplever verden i sorte, grå og hvide nuancer.

Sælerne er alene om at kunne afgøre spørgsmålet ved sælsyn.




Nuværende situation
20 Nov 2008


Delvist skyet
7°C
Solopgang 7:55 am
Solnedgang 3:55 pm