Brugernavn:
Password:

Glemt dit password?

Opret dig som bruger






Sælerne er tilbage i Limfjorden

Wildlife Image: Jan Skriver

 

Tælling fra fly afslører, at Limfjordens bestand netop nu tæller mindst 1143 spættede sæler. Halvdelen af de 700 dyr, der sidste sommer flygtede ud af farvandet, er tilbage.

 

Af Jan Skriver

 

Så er der stort set styr på sælerne igen. Sælrevisionen i skikkelse af vildtkonsulent Anton Linnet fra Thy Statsskovdistrikt har to gange i august været på vingerne over et dusin sælbanker for at tælle solbadende dyr.

 

Han tager ud, når Bellevue-effekten, som Anton Linnet kalder det, er størst blandt fjordsælerne. På varme, stille dage i august slikker de fleste sæler sol og lader varmebatterierne op.

 

20. august talte vildtkonsulenten 1143 spættede sæler på 11 lokaliteter mellem Aalborg og Thyborøn.

 

Erfaringer fra blandt andet Vadehavet siger, at man skal lægge 20-25 procent til det antal sæler, man registrerer på sandrevlerne. Først da har man et nøjagtigt billede af den samlede bestand. Men det regnestykke lader Anton Linnet andre om at lave. Han forholder sig til de nøgne tal.

 

- I hvert fald halvdelen af de 700 sæler, som pludselig manglede under tællingerne i sommeren 2000, er tilbage. Det var en gåde for os, at dyrene med ét var væk sidste sommer, for vi fandt ingen døde. Det var ikke sygdom, der ramte bestanden. Teorierne gik på, at en akut mangel på føde drev sultne sæler ud af fjorden. En kendsgerning var det, at der blev set ekstraordinært mange sæler langs Jyllands vestkyst, fortæller Anton Linnet.

 

Wildlife Image: Jan Skriver

 

Tendensen i sælernes udbredelse i farvandet går i retning af flere dyr vestpå. Venø ved Struer og Munkholm Odde sydvest for Mors har udviklet sig til vigtige rastepladser for sælerne. For få år siden var Blinde Røn, Ejerslev Røn og Livø Tap i Løgstør Bredning dyrenes absolutte hovedstæder. Det er de fortsat, men tallene fra især Blinde Røn og Ejerslev Røn er ikke så massive som tidligere.

 

Også i Nibe og Gjøl Bredning er der med Rønholm som et fast  tilholdssted opstået en bestand af spættede sæler. Østpå i Limfjorden har sælbilledet tidligere kun talt strejfende dyr eller få i flok.

 

- At sælbestanden efter et dyk i 2000 igen er på vej op, kan måske forklares med, at tilstanden i Limfjorden har ændret sig til det bedre. Der må jo være fisk at fange, når sælerne er her, siger Anton Linnet.

 

Sælernes fremgang i Limfjorden tog fart i 1990’erne, efter at en virus-sygdom i 1988 havde toldet kraftigt af bestanden. 391 døde sæler blev fundet på fjordbredderne efter epidemien, der var en slags sælernes svar på menneskets mæslinger. Sygdommen ramte hele den nordvesteuropæiske bestand af spættede sæler. 18.000 dyr – det var 60 procent – døde i løbet af få måneder.

 

Med de stærke sæler, der klarede skærene, fik hurtigt gang i frugtbarheden. Efter epidemien talte Limfjordens bestand næppe flere end 400 dyr omkring 1990. Siden er det gået fremad hvert år. I 1998 var bestanden på 1400 sæler. I 1999 var der 1600. I 2000 oplevede man den store sælflugt, som fik bestanden ned på 900 dyr. Nu peger pilen på ny opad for den spættede sæl.  




Nuværende situation
20 Nov 2008


Mest skyet
8°C
Solopgang 7:55 am
Solnedgang 3:55 pm