|
Sælportræt af Limfjorden
Da der var et fiskeri, var sælen en fjende, der blev bekæmpet. I dag er Limfjorden et farvand for sjov, så nu er sælen velkommen. Som regel da Sælens historie i Limfjorden er kort set i historisk perspektiv. I Stenalderhavet var der sæler. Formentlig flest af de mægtige gråsæler hvis hanner kan veje over 300 kilo. Gråsælen er Danmarks største indfødte pattedyr.
Da landet hævede sig efter Istidens åg, og Limfjorden dukkede frem som en nordjysk rende fra øst til vest og blev fersk, svømmede sælerne formentlig ud i havet.
I nyere tid er den spættede sæl først flyttet ind i Limfjorden efter 1825, da havet brød igennem ved Agger Tange og Thyborøn, så det ferske farvand blev salt.
Efter 1825 opstod hurtigt en bestand af sæler i Limfjorden, der nu strengt taget var blevet til et sund med en åbning i begge ender, østpå ved Hals og Egense, vestpå ved Thyborøn. Men fiskerne anså snart dyrene som konkurrenter. Og i 1850 blev der indført sæljagt.
Frem til 1927 var dyrene næsten fredløse. Der blev udbetalt skydepræmier for sæler overalt i Danmark. Alle kneb gjaldt i kampen mod de fiskeædende pattedyr. Dyrene blev fanget i ruser, så de druknede. De blev spiddet på spyd, som de kunne kravle henover, når de gik på land, men som vendte front mod dem, når de blev skræmt i vandet. Ofte tangerede sæljagten det bestialske.
Bestanden af spættede sæler i de danske farvande blev stort set udryddet i løbet af cirka 150 år.
I 1977 blev sæljagt forbudt. Og en række reservater blev oprettet.
Langsomt steg antallet. Men så i 1988 opstod en epidemi blandt Nordvesteuropas spættede sæler. 18.000 dyr døde.
I Danmark bukkede 6 ud af 10 sæler under. I Limfjorden fandt man knap 400 døde sæler i 1988/89.
Sælpesten i 2002 har kostet 23.000 spættede sæler livet i hele Nordvesteuropa. I Danmark bliver det skønnet, at 3.500 dyr er døde. I Limfjorden er der fundet cirka 360 sæler.
I gennemsnit bliver de spættede sæler i Limfjorden 12-15 år, men arten er i stand til at blive i hvert fald 36 år.
De senere år har særligt fritidsfiskere klaget over sælerne og har opfordret til at genindføre jagten.
Dyrene bliver beskyldt for at ødelægge fiskeriet.
Om der skal drives jagt eller ej på sælen vil altid være et spørgsmål om holdning, men der er ikke sagligt belæg for at beskylde sælen for at stå bag sammenbruddet i Limfjordens fiskeri. Hovedskurken i dén sammenhæng er og bliver mennesket og vores kultur, der altid har ladet landets behov gå forud for vandets.
Det er først da det klassiske erhvervsfiskeri i farvandet dør ud op gennem 1980’erne, at sælen – og skarven med for den sags skyld – bliver mere og mere talrige i farvandet.
Fiskeriet efter spisefisk var kort og godt holdt op, da naturens fiskeædere rykkede ind. Skarver og sæler ville næppe have fået lov til at blive almindelige, hvis der havde været en erhvervsmæssig opinion af ålefiskere og skrubbefiskere imod dem.
Før sæler og skarver flyttede ind i farvandet, havde mennesket lavet så store ulykker med dræninger, inddæmninger og tab af miljøgifte og næringsstoffer, at Limfjordens naturlige vegetation var forsvundet og dens årlige cyklus smadret med iltsvind, der aldrig levner vækstvilkår til stabile miljøer.
Fiskeæderne rykkede ind i et dødsbo, hvor de i dag ofte får tildelt rollen som syndebukke, selv om de i realiteten må tage til takke med det, vi så poetisk kalder for skidtfisk.
I vores kultur er det altid de andres skyld. Og det er langt lettere at hade en skarv eller en sæl, end det er at forholde sig til kvælstoffets forbandelse eller industrifiskeriets grådighed.
Når man tænker på, at der hvert år i Nordsøen smides 500.000 tons spisefisk som affald tilbage i havet, synes det ude af proportioner at diskutere sæler og skarver som de store problemer for fiskebestandene i de danske farvande. Lokalt kan naturens fiskeædere naturligvis genere enkelte fiskere, men fiskerne kan så med loven i hånden regulere og bekæmpe de dyr, der virkelig gør skade. Men at udnævne en hel art til et skadedyr ligger på linie med at påstå, at alle finner er voldelige, at tyrkere stjæler og tyskerne er krigsgale.
Spildet af spisefisk i Nordsøen svarer til 50 tons pr. sæl om året med en dansk bestand på 10.000 dyr. Det er nu engang mennesket, der er det store rovdyr i åbenbaringen, så fri mig venligst fra de evindelige hadekampagner mod naturens fiskere, der altid kun tager til eget forbrug.
|
