Kragen over ålekragen

Wildlife Image: Jan Skriver
I Skarv-kolonien på Vorsø i Horsens Fjord er krager blevet specialister i at stjæle æg fra skarver.
Af Jan Skriver js@netnatur.dk 07.06.2002
Da skarven letter fra sin rede og blotter et kuld mathvide æg, slår den altid vågne krage til.
Målrettet stiler den mod den forladte rede i træets krone, og lynsnart har kragen ydet sit bidrag til tidens tendens om regulering af Danmarks skarver.
- Krager lever jo af at regne den ud. Flere af de 15-20 par krager, som yngler på Vorsø, har fundet ud af, at så snart en rugende skarv bliver skræmt op, er der fri bane til reden, fortæller Jens Gregersen, der bor i huset på øen, hvor han blandt andet er guide for Silkeborg Statsskovdistrikt, som har tilsynet med den fredede ø i Horsens Fjord.
- Det betyder intet for skarvernes samlede bestand, at krager i ny og næ stjæler et æg. Men derfor kan man jo godt tage hensyn til skarverne ved at undlade at skræmme dem af rederne, mens de har æg, siger Jens Gregersen.
Rundt regnet 2.600 par skarver yngler på Vorsø, der er den nyere tids danske vugge for arten. I år er kolonien ved Toft Sø i Lille Vildmose i Østhimmerland med sine 4.045 par Danmarks største kollektiv for ynglende skarver.
|