Massakre på skarver

Wildlife Image: Jan Skriver
Naturrådet kritiserer regeringen for at foreslå en forvaltning af Danmarks skarvbestand, der bygger på forældede principper i strid med international naturtakt og tone.
Af Jan Skriver, den 05.2.2002
Stakkels skarver lyder det frit oversat fra Naturrådet, der spår en massakre på bestanden, hvis forslaget om en ny forvaltningsplan bliver ført ud i livet.
Planen er til høring indtil 25. februar. Den indebærer, at grundejere vil få udvidet muligheden for at bekæmpe fugle på deres rede, at visse områder vil blive åbnet for beskydning af rastende og overvintrende skarver, og at afstanden fra faststående fiskeredskaber, hvor skarven må skydes, vil blive øget fra 500 til 1.000 meter.
- Bortset fra sidstnævnte punkt er der tale om en forhastet overreaktion, som ignorerer eksisterende viden og på væsentlige punkter bryder med principperne for moderne naturforvaltning, siger Peder Agger, der er formand for Naturrådet, som regeringen netop har reguleret væk. Rådet er dog skudstærkt som en skarv. Det fortsætter med Peder Agger i spidsen, og har bebudet, at det vil følge regeringens naturpolitik nøje.
- Grundejere har i forvejen mulighed for at hindre skarven i at etablere kolonier. I øvrigt er grundejeren i mange tilfælde staten. Hensynet til grundejere er således ikke nok til at begrunde en skærpelse. Derimod synes ønsket om en generel reduktion af bestanden at kunne forklare både grundejernes øgede muligheder, og den foreslåede bekæmpelse af rastende og overvintrende fugle. Selv om planen benægter det, repræsenterer den et brud på det hidtidigt gældende forvaltningsprincip om ikke at definere enkelte arter som skadedyr, der bekæmpes overalt, men i stedet afværge de skader, som vildtet forvolder, hvor skaderne sker, siger Peder Agger.
Naturrådet mener, at forvaltningsplanen sigter mod en generel bekæmpelse af skarverne i Danmark.
- En forøget bekæmpelse er på kant med Danmarks særlige pligt til at passe på skarven som en ansvarsart. Og planen er meget tæt på at muliggøre jagt, som er i strid med vores forpligtelser i henhold til EF’s habitatdirektiv. Vi har også pligt til at gennemføre en vurdering af de miljømæssige konsekvenser i Nissum og Ringkøbing Fjord, hvor der bliver foreslået, at jagten på skarven genindføres, siger Peder Agger, der kalder planen forældet og forhærdet.
- Man skulle hellere koncentrere sig om at hjælpe fiskerne med at indføre afværgeforanstaltninger, så skarven kan blive holdt væk fra fiskeredskaberne, og så i øvrigt fremskaffe dokumentation for det samlede omfang af de faktiske skader, inden man griber til masseudryddelser, siger professor og naturvismand Peder Agger.
|