Skarv med egen fiskerihavn
Wildlife Image: Jan Skriver
En dykkende kunstner viste sin overlegne teknik i at overleve på alt godt fra fjorden.
Af Jan Skriver, den 22.5.2002
Jeg bor på en nymodens havn, en marina, hvor måger helst ikke må skide på pælene, så sejlerfolk kan smudse sig til. Derfor sidder der et søm på toppen af alle pæle, så måger kun med det yderste besvær kan tømme sig fra et lokum med udsigt.
I år er skarven blevet et indslag af utæmmet natur i den ellers polerede marina. I næsten ti år har en af Limfjordens skarv-kolonier haft adresse få kilometer fra havnen.
Men det er først her i 2002, at skarver for alvor har taget mod til sig og er begyndt at fiske i selve marinabassinet.
Ja, måske er det slet ikke mod, vi har med at gøre, men sult. Måske er vi nået dertil, at fjordens skarver må ud i de yderste afkroge og ind under bådebroernes skygge for at finde fisk nok.
En håndfuld skarver stempler regelmæssigt ind i marinaen. Aldrig på helligdage og i ferier, hvor der er godt med sejlere og publikum på brædderne.
Men på rolige hverdage kommer de sorte fiskere for at prøve lykken. Det var på sådan en dag, at jeg opdagede skarven neden for mit stuevindue.
Som en russisk ubåd ud for en svensk kyst i den kolde krigs 1960’ere lå den lavt i vandet og spejdede efter fjendtlige landkrabber på broen.
Der var fri bane. Sejlerfolket var på arbejde. Og så dykkede skarven.
Jeg havde mit kamera klar. Tilbage var bare at håbe på, at fiskeren havde heldet med sig og dukkede op et sted, hvor jeg havde lyset i ryggen, og hvor mit sigte var i orden.
Underet skete. Skarven kom op med sin fangst og den befandt sig præcist på stedet, hvor jeg helst ville have den.
En ålekvabbe på 20 centimeter, vil jeg tro, slangede sig om skarvens skarpe, spidse næb.
Sprælleriet var forgæves. Snart var ålekvabben et komma i den store fortælling om mesterfiskeren over alle, ålekragen.
|
