Fremgang mod vest
Wildlife Image: Jan Skriver Af Jan Skriver 27.06.2002
|
Verdens bestand af sorte storke tæller rundt regnet 12.000 par. Ved de store fugletræksteder Bosporus og Gibraltar ser man hvert år i september de metalglinsende skovstorke trække mod syd i hundredtallige flokke. Kun fra disse geografiske nøglepunkter kan man få overblik over antallet af den hemmelighedsfulde fugl, der er gjort af et stof, som skaber myter.
De senere år er flere og flere skovstorke begyndt at yngle i landene ud mod Atlanterhavets kyster. En tredjedel af verdens sorte storke yngler i De baltiske Lande og Hviderusland.
Det er skæbnens ironi, at menneskets trang til at skalte og valte med naturen for knap 100 år banede skovvejen for en rigere bestand af sorte storke.
Mange skove i det tidligere Sovjetunionen blev forsøgt drænet i 1920’erne og 30’erne. Der blev gravet grøfter, som skulle lede vandet væk, så Østeuropas skove kunne blive ligesom Vestens.
Men entreprenørarbejdet mislykkedes. Tusindvis af kilometer våde grøfter lå tilbage i de store naturskove. Et spisekammer var blevet åbnet for skovens stork.
I 1930’erne blev bæveren indført i De baltiske Lande efter at have været udryddet af jagt. Gnaveren blev prikket over i’et for den sorte storks miljø. En bæverbestand, der i 1988 alene i Letland var vokset til 40.000 dyr, skabte ekstremt gode levevilkår for skovstorken. En mosaik af grøfter, små søer, sumpede skovpartier, bække og enge blev scenen for skovstorkens ny fremgang.
Størsteparten af de sorte storke overvintrer på sydsiden af Sahara. Her står de og æder fisk, der spræller forgæves, når vandhullerne i udkanten af ørkenen langsomt tørrer ud.
Det fandt tjekkiske forskere ud af i 1995, da de satellit-mærkede en skovstork. Før det teknologiske isenkram med den himmelske forbindelse satte verden på sporet af skovstorkens vinterkvarterer, vidste ingen, hvor fuglene blev af, når de nåede ned i Afrika.
Herhjemme synes chancerne for, at den sorte stork etablerer sig igen, at være steget. I statsskovene er partier udlagt som naturskov, bæveren er inviteret indenfor i skovbilledet, og redeplatforme er på vej mod passende storke-adresser. Tilbage er kun at vente på hovedaktøren selv.
|
