Roomservice til skovstorken
Wildlife Image: Jan Skriver
Redeplatforme i gamle ege skal friste en fast bestand af sorte storke her til lands. Danmark var den sky skovstorks land længe før den folkekære hvide bosatte sig i vort nabolag.
Af Jan Skriver, den 13.6.2002
En tagdækker og en storkeekspert drog en grå dag i februar 2002 til skovs. Et hemmeligt sted i et roligt hjørne af en sumpet sønderjysk skov kravlede tagdækkeren op i en ældgammel, knortet eg.
I otte meters højde byggede han på storkeekspertens opskrift en rede af granrafter og pilegrene og forede den med lyng.
Så forlod de stedet for at lade den fuldkomne fred sænke sig over storke-egen det næste halve år.
- Vi håber nu at kunne friste den sorte stork, der er skovens sky stork, til igen at etablere sig som fast ynglefugl i Danmark, siger Jørgen Jensen, der for Dansk Ornitologisk Forening (DOF) holder et særligt vågent øje med den sorte stork.
Mens den hvide stork i fuld offentlighed og under massiv mediedækning i årtier har været i krise, og nu næsten har forladt os, hører den sorte storks kvaler til langt ude i skoven.
Wildlife Image: Jan Skriver
I modsætning til den hvide stork, der først blev dansk i 1400-tallet, da landet åbnede sig og blev et dyrket kulturlandskab, har skovstorken i årtusinder ynglet i Danmark.
Vikingerne kendte den. De kaldte den Odins Svale, for den lignede en gigantisk landsvale med et vingefang på halvanden meter, når den i et majestætisk glimt viste sig over skoven.
I 1953 døde skovstorken ud i Danmark. Men i 1980’erne vendte den tilbage. Lige siden har der formentlig yngler et par eller to hvert år.
Sandsynligvis er det mangel på egnede redepladser, der forhindrer den sorte stork i for alvor at finde fodfæste i sit gamle skovland mod nordvest.
Skovstorken kræver 100-årige ege eller bøge med lange sidegrene, der stikker ud under træernes mægtige krone. Den type træer er sjældne i et land, hvor skovdriften er ligeså intensiv som landbrugsdriften.
Wildlife Image: Jan Skriver
Den sorte stork kræver luft i skoven. Den skal kunne flyve under trækronerne, inden den lander på en sidegren.
Der skal være rum over reden, så de høje fugle kan parre sig i hjemmet. Og når ungerne vokser til, skal de kunne spadsere ud og lave deres første flaksende flyveøvelser på grene nær reden.
I Tyskland har skovstorken fremgang. Omkring 400 par er der registreret. Bare 50 kilometer syd for den dansk-tyske grænse har et par sorte storke deres rede.
- 7 ud af 10 par skovstorke i det nordtyske landskab bor i kunstreder. Det nytter at give storken en håndsrækning, siger Jørgen Jensen.
- Den sorte stork kræver ikke nødvendigvis dybe skove på størrelse med Rold eller Grib Skov. Den kan sagtens yngle et lille sted.
- Men fred og ro omkring reden er altafgørende. I Tyskland går man målrettet til værks og sikrer den sorte stork en zone med en radius på mindst 200 meter, hvor ingen skovgæster eller skovarbejdere må komme. Det betyder, at skovstorken har det privatliv, som er fundamentet for dens trivsel.
Wildlife Image: Jan Skriver
Larmende skovarbejdere betyder intet, bare de har deres rutiner, som storken kender. Men en enkelt forstyrrelse helt tæt på redetræet på det forkerte tidspunkt, kan få storke-parret til at forlade reden én gang for alle, siger Jørgen Jensen.
Skovstorken er en mester i at stykke et livsrum sammen af rolige pletter i landskabet. Den færdes i en mosaik af små nicher, hvor næsten ingen mennesker kommer. Og den flyver til og fra sin rede i naturens korridorer, hvis linier kun storken ser. For mange er det en gåde, at så stor en storkefugl er i stand til at færdes så diskret, at kun trænede observatører bemærker den.
Til glæde for sit brede publikum har den sorte stork for vane at skifte sindelag mod slutningen af juli, da ungerne er store. Da træder hele storke-familien ud fra skovens stille ro og viser sig ofte i ådale. Skyheden er forduftet som mosekonebryg ved 12-tiden.
Skovstorkens tilstedeværelse er et blåt stempel på naturkvalitet og lødighed i landskabet.
- Den slår sig kun ned, hvor skovnaturen er mest varieret og rig på rene vandløb med de fisk, padder og insekter, den lever af. I tilgift repræsenterer den en storhed i stil med havørnen og tranen. De fleste skovejere synes nu om dage, at det er en stor ære at have den boende, siger Michael Grell, der er biolog i Dansk Ornitologisk Forening.
Sådan har det langtfra altid været. Den sorte storks appetit på fisk er formentlig en del af forklaringen på, at den i løbet af 1800-tallet forlod næsten alle de omkring 150 lokaliteter, man dengang kendte skovstorken fra i Danmark.
- Den sorte stork kom i pulje med fiskehejrer, skarver og rovfugle, der blev voldsomt efterstræbt af mennesker, fordi de blev betragtet som konkurrenter. I takt med forfølgelsen af de store vingefang blev de danske skove naturmæssigt forarmede. Ligesom landbrugslandet blev skovarealet tørlagt og drænet. 80 procent af alle søer, moser og enge i skovene forsvandt, så skovens stork ligesom sin fætter i det åbne land mistede muligheder for at finde føde, siger Michael Grell.
Wildlife Image: Jan Skriver
Den intensive drift af ensartede skovene bevirkede også, at uforstyrrede skovpartier med kæmpetræer blev sjældne.
For i det mindste et rette op på en eventuel boligmangel under trækronerne, har Dansk Ornitologisk Forening planer om at sætte endnu flere redeplatforme op i danske skove, hvor den sorte stork bliver set i ny og næ.
- De mulige ynglesteder for den sorte stork vil blive holdt hemmelige. Den sky stork egner sig ikke som havørnen, hvis terræner vi har sat fokus på de senere år, til den store offentlige beskuelse. I storkenes yngletid må vi nøjes med at tænke på, at skovens kronjuvel er tilbage, siger biologen.
Den sorte stork vil altid høre den våde naturskov til. Tørre produktionsskove, hvor juletræer er afgrøden, vil aldrig blive dens domæne.
I Tyskland hjælper man skovstorken ved at lade de statsejede skovparter, hvor den holder til, være uden dræninger og afløb.
Wildlife Image: Jan Skriver
Skovbunden skal helst sjappe af væde om foråret.
Og så skal der være rene, fiskerige vandløb i nabolaget. Et par sorte storke skal have op imod 50 kilometer vandløb og grøfter til rådighed som spisekammer inden for en radius af fem kilometer fra redestedet.
Sådan et landskab giver en forsyningssikkerhed for et kuld unger.
Storkesagkyndige mener, at den sorte stork kan brede sig nordpå i Danmark med Den jyske Højderyg som ledelinie. Højderyggen er et vandskel, hvor bække risler østpå mod de indre farvande og vestpå mod havet.
- I et 5-10 kilometer bredt bælte på hver side af Den jyske Højderyg vil der være føderige og skovnære vandløb til den sorte stork. Hvis vi efter aftale med skovenes ejere sætter kunstige reder op i passende terræner, hvor fuglen bliver levnet fred og ro, kan vi få 5-10 par sorte storke i løbet af de næste årtier, spår Jørgen Jensen.
Snart vil skyggefuglen eller guldalderskovenes sorte juvel, som skovens stork også er blevet kaldt, blive fristet med flere platforme til fri indflyvning og efterfølgende privatliv.
|
