Skestorke i syne
Wildlife Image: Jan Skriver
Skestorken er på vej til at blive mere almindelig i vort landskab end den folkekære, hvide stork.
Af Jan Skriver, den 10.2.2001
I fjerne vådområder i Mauretanien i Vestafrika, hvor kun få hvide mænd har sat deres spor, skimmer flokke af skestorke i denne tid det lave vand med deres spøjse næb. På evig jagt efter alt godt fra verdens våde natur.
De hvide fugle er så småt ved at få uro i kroppen. Om få uger begynder deres træk fra de tropiske vinterkvarterer mod ynglepladserne i Nordvesteuropa.
Omkring 1000 par af denne sjældne ibis - skestorken er en ibis og slet ikke nogen stork - yngler i Holland. Nu har også Danmark fået en filial af den sky, eksotiske fugl.
En håndfuld par har de seneste fem år ynglet på en fredet ø i Limfjorden. Og på Møn holdt en flok til i sommeren 2000. De kommende år er der udsigt til flere par danske skestorke. Fjordlandets og de lavvandede braklaguners stork er ved at afløse den folkekære hvide stork, som ikke længer kan finde fodfæste på industri-bondens tag.
Ligesom hos rovfugle og ugler er der i kuld af skestorke stor forskel i ungernes størrelse. Skestorke-hunnen begynder at ruge, straks et æg er lagt. Den strategi giver størst chance for, at de stærkeste i et kuld altid vil overleve.
- På mange måder er skestorken i dagens danske landskab en mere naturlig beboer i vores natur end den hvide stork. Vort næringsrige fjordmiljø passer fortrinligt til skestorken, siger Poul Hald-Mortensen, der er biolog i reservatet Vejlerne, som gennem tiderne har været artens vigtigste vådområde i Danmark.
Biologen mener, at vi i disse år er ved at vinke farvel til den hvide stork, mens vi i stigende grad vil tage imod dens halvfætter skestorken. Skiftet sker af helt naturlige og bogstaveligt talt jordnære årsager.
- Danmark er det land i EU, der har den højeste grad af opdyrkning af sit landbrugsareal. 85 procent af jorden bliver pløjet og dyrket intensivt. Næsten alle permanente græs-arealer og føderige, våde områder, som den hvide stork er afhængig af, er væk. De samme er de slyngede åer og bække. Blot 850 ud af 40.000 kilometer vandløb bugter sig naturligt i landskabet. I fuld offentlighed har den hvide stork måttet betale prisen for tørlægninger af vore ådale, hvis livsnerver er blevet rettet ud til dovne kanaler, siger Poul Hald-Mortensen.
Men kystmiljøets natur er ifølge biologen ikke blevet forarmet i en grad, som det har været tilfældet med fastlandets oaser for flora og fauna. Derfor kan den beskedne danske bestand af skestorke måske vokse til 50-100 par de kommende år, spår Hald-Mortensen.
- Hvis vi levner skestorken fred på de rovdyr-fri småøer, hvor den bygger sin rede, kan vi måske få en fast og talstærk bestand. De fleste vil yngle ved Limfjorden og i de vestjyske lagunefjorde. Måske vil også Saltbækvig ved Kalundborg kunne friste skestorke, siger Poul Hald-Mortensen.
Blot i en håndfuld perioder har skestorken ynglet i Danmark. Egentlig hører den lysende hvide fugl hjemme i troperne og subtroperne, men i Holland har den etableret en forpost mod nordvest. I det flade vadehavsland yngler i disse år flere end 1000 par skestorke.
De danske ynglefugle er, så vidt man ved, altid afhoppere fra de hollandske kolonier.
- Skestorken fik fodfæste i Holland i 1930’erne og 40’erne, da varme somre skabte gode vilkår for arten. Hvis drivhus-effekten gør klimaet varmere i Danmark, bliver skestorken sandsynligvis en af de arter, som vil høste fordele af det, siger biologen i Vejlerne.
Den lysende hvide skestork er i flugten let som en sommersky. Nær sit ynglested er den yderst forsigtig og sky. Den er i nær familie med egypternes hellige ibis og en slags halvfætter til storken på bondens tag.
|
