Storkens fald fra bondens tag 
Wildlife Image: Jan Skriver
Storken er emigreret, og har efterladt sine danske allierede med abstinenser. Danmarks førende storkeekspert må rejse til udlandet for at opleve suset og finde ynglefugle at være ekspert i.
Af Jan Skriver, den 30.7.2001
På bondens tag stod de. På græsmarkerne og engene jagede de. På himmelen tegnede de silhuetter af dragende skønhed.
Der var storke overalt i landskabet. For det var juni i Litauen, og Hans Skov var rejst mod øst for at opleve et sommerligt sus fra storkens vingefang.
Han var Dansk Ornitologisk Forenings udsendte medarbejder i marken. Han skulle hente storke-fiduser hos litauerne. Og advare dem om at marken kan blive for mager, selv for storke.
Nu er Danmarks førende storkeekspert tilbage i sit fædrene landskab, der ikke just reder op til lidenskabelige stævnemøder med storke, selv om sommeren er kæphøj.
Fire storke-ungkarle, et ungt par og en sæson uden afkom for første gang i 500 år. Sådan ligger landet.
Som storkenation er Danmark gået fallit. Hans Skov føler sig som direktør for en nationalbank, der er ved at lukke og slukke efter bankerotten.
- Det er yderst vemodigt. Siden 1975 har jeg på nærmeste hold fulgt nedturen for de sidste 40 par danske storke. Jeg kender deres livshistorier. Jeg kender deres kvaler. År for år har jeg set fugle miste fodfæstet på grund af fødemangel i vort landskab, siger den 41-årige storkekender.
Han har oplevet reder, der har været beboet i flere end 100 år, blive forladt som gamle slægtsgårde uden arvinger.
- Mit yndlingssted på gården Bremsmaj syd for Åbenrå lå med udsigt til et åbent landskab. Storkereden, der osede af tyngde og traditioner, var anbragt på tagryggen af en lade. Fra 1870 til 1980 var reden hvert år beboet af storkepar. Så var epoken pludselig forbi. Det gav en underlig tomhed i det landskab, der var blevet for fattigt for storke, fortæller Hans Skov.
- Det er trist, at man som dansker skal rejse til udlandet for at opleve storkens storhed, men jeg må ærligt talt minde om, at vi ligger, som vi har redt, siger Hans Skov, der er formand for storkegruppen i Dansk Ornitologisk Forening (DOF).
Siden 1987 har han været storkens stemme i en nation, der for 150 år siden talte en af verdens tætteste bestande. Op imod 10.000 par hvide storke havde dengang rede her til lands.
Med sin familie bor Hans Skov i landsbyen Søvind nord for Horsens Fjord. Med tidligere tiders storkerigdom i baghovedet og med Litauens vrimmel af storke i frisk erindring tager han os med ud i fædrelandet, så vi kan komme på sporet af årsagen til storkens fald. Sprøjtesporet.
Wildlife Image: Jan Skriver
- Hjulsporene i de kæmpemæssige kornmarker fortæller om en udbredt brug af kemiske giftstoffer i landbruget. De ensformige kornflader, der er sprøjtet, drænet og gødet efter alle kunstgødningens regler, giver den væsentligste del af forklaringen på storkens vantrivsel i dette land. Der er ikke fugls føde af frøer, firben og insekter tilbage i det sterile, industrielle danske landbrugsland, siger Hans Skov, der har taget sin kikkert med for et syns skyld. Det er længe siden, der har været en seriøs stork i sigte.
- Forgangne forår kom der faktisk en stork trækkende over mit hus. Den kiggede ned på den rede, som jeg mest for sjov har sat op på tagryggen, men snart fløj den videre. Når der mangler føde i et landskab, bliver en stork ikke hængende, siger Hans Skov.
Junis rejse til Litauen, hvor balternes daglige ordforråd endnu ikke tæller gloser som sprøjtespor, gyllelagune, dræning og industri-landbrug, bragte mentalt den danske storkeekspert tilbage til sine rødder.
Det var i 1975, at han som 15-årig knallertdebutant for alvor satte kursen mod den ultimative viden om Danmarks storke. Med afgang fra Vejen, hvor han boede dengang, drog Hans Skov på sin tre-gears Puch af sted på flere dage lange, vindomsuste jyske storke-ekspeditioner.
- I løbet af et par dage kunne jeg på min knallert nå rundt til alle beboede storkereder i den centrale og nordvestlige del af Jylland. Først besøgte jeg parret i Randers, så var det videre nordpå til Hobro, Nørager, Vegger og over Limfjorden til Vesløs og Frøstrup. I Frøstrup overnattede jeg på kroen, inden jeg næste dag kørte sydpå over Lemvig, Tarm, Ølgod, Ansager og Varde, fortæller Hans Skov.
Næste gang gjaldt storketogtet så Jyllands søndre halvdel. Alle reder blev fotograferet og studeret. Og parrene blev bogført. Systematikken blev storkemandens faste makker. I selskab med en aldrig svigtende nysgerrighed og en grænseløs kærlighed til fuglene.
- I et kvart århundrede har jeg registreret, hvornår danske storke ankom til deres reder, og hvornår de i det gryende efterår trak sydpå med deres unger. De første år skulle jeg ringe rundt til alle storkeværterne og spørge til deres logerende. Senere, da det blev kendt, at jeg holdt styr på landets storke, ringede flere og flere til mig og fortalte nyt, siger Hans Skov, hvis telefonregning stort set ikke længer giver udslag på storkekontoen.
Fascinationen af den store fugl, der sådan slår sig ned på menneskeboliger, og lader sig betragte på klos hold, har været hans drivkraft siden drengeårene.
- Da jeg var 12 år, blev storkehannen i Gesten vest for Kolding skudt. Der stod enken så tilbage med fem unger i reden. Den hændelse virkede meget stærkt på mig. Kort efter begyndte jeg at samle på udklip med storke-historier. Og jeg blev mere og mere opsat på at finde ud af alt om fuglene. Selv der midt i 1970’erne lå det i luften, at storken var på vej til at forsvinde som en klassisk dansk fugl. Fra den pure begyndelse var jeg helt på det rene med, at det gjaldt om at få så meget som muligt dokumenteret omkring storke-parrene, inden det var for sent, siger Hans Skov.
Den folkelige interesse for den hvide stork er ikke kølnet, selv om vi landskabeligt set har givet den langbenede skønhed en kold og kemisk skulder.
Storken er ikke for ingenting H. C. Andersens yndlingsfugl. Den er indbegrebet af guldalderens landskab, og med Shubiduas ord er den en dejlig flyver.
- Lokal-aviserne er stort set holdt op med at ringe, fordi der ikke er lokale storke-par at skrive udførligt om. Men historier om storke tænder fortsat alle journalister. Storkens folkelige appel lever i bedste velgående. Man kan stadig i prydhaver finde plastikstorke, der vel må tolkes som desperate råb på en svunden tid. Kører man omkring i landskabet, ser man jævnligt en storkerede, der byder sig til. Det er ikke boligmangel, der afholder storken fra at bosætte sig hos os. Flere end 300 reder er restaureret og er klar til indflytning, hvad øjeblik det skal være.
- Næh, jeg må konstatere, at vi var for få til at stoppe struktur-udviklingen i landbruget. Kun et mere naturvenligt og fugtigt landskab kan skaffe os storken tilbage, siger Hans Skov.
Storkeeksperten, der er uddannet arkæolog og i det daglige arbejder som museumsinspektør på Moesgaard Museum syd for Århus, skal ud på sommeren en smuttur til Sydslesvig, hvor de sjælelige storke-batterier kan blive ladet op. Bare 50 kilometer syd for den dansk-tyske grænse er der en landsby, hvor der yngler 14 par storke.
- Det gør mig i godt humør at tage til Sydslesvig og opleve, at man sagtens kan drive landbrug så nænsomt, at der også er plads til store fugle, siger Hans Skov, der dybest set stadig tror på storken i Danmark.
Men en politisk kovending og måske navnlig svinevending må der til, hvis den folkekære frøæder skal fristes til at blive dansk statsstork på ny.
Et industrilandbrug, der lægger alle sine guldæg i intensiv kornavl og svinefabrikker, har økologiske omkostninger, som storken betaler i fuld offentlighed.
I et kvart århundrede har Hans Skov samlet oplysninger om Danmarks storke. Han er blevet storkens stemme i et land, der ikke længer levner plads til den folkekære fugl. Wildlife Image: Jan Skriver
- I dag er vi så fantastisk rige, at vi har råd til at bruge overskudskorn som brændsel. Det er storkens landskab, der giver plads til denne overproduktion af korn, der er fulgt med svinefabrikkerne. Hvis der var politisk vilje til det, kunne man fra næste sommer lægge tilskuddene om, så storkens ådale og enge med høj grundvandstand, høslæt og græsning kom tilbage, hvor kornet i dag bølger. Da ville vi også få storkepar i rederne. Og ny sundhed i landskabet. Tænk på at storken er et tegn på en verden, der er i harmoni med sig selv. Dens forsvinden er et faresignal, siger Hans Skov.
Næste forår vil storken lægge an til landing på bogform om ikke andet. Hans Skov er for GAD’s Forlag forfatter til et værk om den hvide stork, hvis Danmarkshistorie til sidst blev ét langt sort kapitel.
|
