Brugernavn:
Password:

Glemt dit password?

Opret dig som bruger






Nordjyske svanescener

Wildlife Image: Jan Skriver

 

Af Jan Skriver, den 12.1.2002

 

Nordjylland er en vigtig landsdel for sangsvanen. I perioder kan arten i landsdelen tælles i antal på omkring 10.000.

 

Store Vildmose, Try og Bolle Enge syd for Dronninglund, Ulvedybet, Nibe og Gjøl Bredning, Mariager Fjord, Lille Vildmose og Himmerlands ådale er klassiske steder.

 

- Sangsvanen yngler år efter år i ganske bestemte egne, og om vinteren er den ligeså trofast over for sine områder, siger biologen Bjarke Laubek, der forsker i svanevaner.

 

- For eksempel stammer de fleste af de svaner, som vi i disse uger oplever i Nordjylland, fra det nordligste Finland. Det ved vi på baggrund af ringmærkning, fortæller biologen.

 

De finske sangsvaner, som i vinterhalvåret slår sig ned i Vendsyssel eller måske i bredningerne ud for Nibe og Gjøl, bygger rede, lægger æg og opfostrer ællinger på kanten af det klimatisk mulige.

De yngler nord for Polarcirklen, hvor længden af den korte sommer afgør, om parrene får succes eller fiasko.

 

- Hvis den isfri og føderige Polar-sommer kun er 40 dage lang, ser det skidt ud for sangsvanernes yngel. Da risikerer parrene helt at mislykkes med ungerne. Har fuglene derimod 50 gavmilde dage til deres rådighed, tegner alt frugtbart. 10 dage gør altså en verden til forskel, siger Bjarke Laubek.

Sangsvanerne har det med at holde vinter næsten på de samme marker år efter år. Men tørre og våde vintre gør en stor forskel på fuglenes adfærd.

 

- I tørre vintre har sangsvanerne en tendens til at klumpe sig sammen på ganske bestemte steder. I sæsoner, hvor terrænet er meget vådt, fordeler de sig mere. Jo flere marker, der står under vand, desto mere føde vil der i reglen være til fuglene, som så spreder sig meget i landskabet, siger Bjarke Laubek.

 

Inddæmmede arealer med vintersæd tæt på fjorde, ådalene og våde brakmarker er kræs for sangsvaner. Særligt oversvømmede brakke arealer med frø af ukrudtsplanten pileurt frister de store hvide fugle, der til gengæld kvitterer med en sang.




Nuværende situation
20 Nov 2008


Delvist skyet
6°C
Solopgang 7:55 am
Solnedgang 3:55 pm