Svaner ændrer vaner
Wildlife Image: Jan Skriver
100 svanesagkyndige fordelt over hele Danmark tæller sangsvaner og kortlægger fuglenes måder at søge føde på i landskabet.
Af Jan Skriver, den 12.01.2002
For få årtier siden blev sangsvanen betragtet som den sky beboer af utilgængelige moser højt mod nord i Skandinavien og østpå til Sibirien.
Den var svanen fra arktiske ødemarker, hvor korte, hektiske somre gør det til et kapløb med tiden at få ynglesucces.
Wildlife Image: Jan Skriver
I disse år er svanen, der melankolsk synger i mol, i færd med at vise mennesket tillid og udvide sit livsrum mod sydvest. Den bevæger sig syd om Østersøen for at finde redesteder.
Den yngler i dag i De baltiske Lande, Polen, Tyskland og i det sydlige Sverige. I Danmark er der registreret to par sangsvaner på rede.
- Sangsvanen er ikke nødvendigvis så højnordisk og arktisk, som man tidligere troede. Den vil dog aldrig herhjemme komme til at udkonkurrere vores nationalfugl, knopsvanen, men vi kan formentlig få en beskeden bestand af sangsvaner, siger Bjarke Laubek, der er biolog og svaneforsker.
Han koordinerer for Danmarks Miljøundersøgelser (DMU) den tælling af alle svaner med gule og sorte næb, der finder sted i denne weekend.
100 fuglefolk er i felten med teleskopkikkerter for at tælle samtlige individer i flokkene af sangsvaner. Også den mindre og sjældne pibesvane vil blive bogført.
Tællerne må ud i landbrugslandet for at få styr på flokkene. På de vintergrønne marker og uhøstede arealer, der er blevet våde af tøbruddet, ligger en del af forklaringen på, at den arktiske svane i stigende grad har fået smag for det nordvesteuropæiske kulturland.
- Midt i 1980’erne opdagede vi, at op imod 80 procent af sangsvanerne forlod de søer og fjorde, der traditionelt havde udgjort deres spisekamre, når de holdt vinter her i landet, fortæller Bjarke Laubek.
Wildlife Image: Jan Skriver
- Vandområderne var da så forurenede af spildte næringsstoffer, at søernes og fjordenes vegetation af vandaks, kransnålalger, havgræsser og ålegræs mange steder forsvandt over store arealer. Af nød gik fuglene på land og åd af de vintergrønne marker. Svanerne fandt snart ud af, at uhøstede rapsmarker, spildte kartofler og vintersæd på lave arealer tilbød fremragende fødekilder rige på protein. I dag har vi en situation, hvor sangsvanerne bogstaveligt talt ikke er til at drive tilbage til de spisesteder, der af os bliver betragtet som fuglenes naturlige. Vi kan se, at svanerne ofte bliver på de intensivt dyrkede marker, selv i områder, hvor søer og fjorde har fået det miljømæssigt bedre, så de på ny serverer vandplanter for fuglene, siger svaneforskeren.
Ikke alene har sangsvanen udvidet sit yngleområde og fundet nye græsgange, den er også blevet talrigere, og den har flyttet sin tolerance-tærskel over for mennesket.
- Bestanden af sangsvaner er vokset markant i nyere tid. Driftsformerne i det moderne landbrug, der er præget af store flader med masser af næring, har givet svanerne så gode fødebetingelser om vinteren, at de er i god foderstand, når de ud på foråret skal yngle. Nu om dage ser man kun få sorte, pløjede marker i landskabet. Der gror afgrøder året rundt. Det giver svaner og adskillige arter af arktiske og højnordiske gæs store fordele. Også gæssene oplever fede tider i kraft af det næringsoverskud, som vort landskab byder på. Hvad der er et kæmpe problem for vandmiljøet mange steder, er tilsyneladende en fordel for nogle af de store vegetarer som sangsvaner og visse arter af gæs, der søger planteføde på landjorden, siger Bjarke Laubek.
I kraft af deres gode kondition og solide foderstand opbygget i grønne vintre er sangsvanerne i disse år bedre rustet til trækket mod deres nordlige sommerkvarterer, end de var tidligere. Flere ungfugle overlever, og ynglefuglene lægger sandsynligvis flere æg pr. kuld. En god spiral af frugtbarhed er sat i gang.
- Flere faktorer end rigdommen på føde i det nordvesteuropæiske landbrugsland forklarer fremgangen, påpeger Bjarke Laubek.
- De seneste årtiers mange milde, grønne vintre har haft en yderst gunstig virkning på bestanden af sangsvaner, der heller ikke bliver jagtet længer. Går vi tilbage til 1930’erne, var sangsvanen af en voldsom jagt presset helt ud i arktiske ødemarker, hvor somrene er så korte, at ynglesuccesen er et lotterispil, fordi dårligt vejr i en kritisk periode kan få kuldene til at bukke under.
- Dengang i 1930’erne ynglede kun få hundrede par sangsvaner i de nordligste egne af Norge, Sverige og Finland. I dag tæller de samme lande op imod 10.000 par sangsvaner, der har taget deres tabte land i besiddelse. Selv højt mod nord har det moderne samfunds spild af næringsstoffer begunstiget svanerne. Der er eksempler på, at nogle af de næringsfattige højmoser, som hører til artens klassiske ynglesteder, har fået større plantevækst i kraft af menneskets tab af gødende næringsstoffer. Det har fuglene lukreret på, siger Bjarke Laubek.
Wildlife Image: Jan Skriver
Selv om sangsvanen fortsat er mere sky end sin slægtning, knopsvanen, har den vænnet sig til mennesker. De senere år har sangsvanen bosat sig i søer og kystlandskaber, hvor den tidligere var ukendt. Den er ikke længer nødvendigvis de utilgængelige mosers svane.
Efter denne weekends tælling vil biologerne vide, hvor mange sangsvaner fra bestanden i Skandinavien og Vestrusland, der aktuelt holder vinter i Danmark.
Denne regions samlede bestand tæller cirka 60.000 fugle, der i disse måneder fordeler sig i knap en snes af Europas lande.
Danmark er i milde vintre sangsvanens vigtigste europæiske spisekammer. Flere end 20.000 individer er tidligere talt hos os netop på denne årstid
|
