Svanesangens strofer
Wildlife Image: Jan Skriver
Af Jan Skriver, den 12.01.2002
Vi synes, at sangsvanernes sang går i mol, men fuglenes tilsyneladende ensformige og sørgelige melodi rummer talrige strofer, som byder på hele registeret af følelser fra gensynsglæde over irritation, udfordring, advarsel til farvel og tak.
- Sangen er svanernes måde at kommunikere på, siger biologen Bjarke Laubek, der formentlig er en af de danskere, som ude i vinterterrænet har lyttet til melodierne i flest timer. Han har forsket i fuglenes adfærd i mere end ti år.
- Sangsvaner er knyttet til hinanden i familieflokke. Hvis to familier kommer for tæt på hinanden, kan der opstå stridigheder om føden, hvorpå fuglene bryder ud i et højlydt skænderi, fortæller biologen.
I ynglesæsonen skal sangsvanerne have masser af plads omkring sig. De kræver vældige territorier, og de tåler ikke synet af konkurrenter.
I vinterkvartererne er de derimod sociale, hvis altså ikke netop to familier kommer op at toppes om den samme menu.
- Svanesangen fra vinterflokkene handler ofte om sammenhold. Fuglene ligger og fortæller hinanden, hvordan de har det. Sangen er for eksempel med til at vise i hver god form, en fugl er. Styrken afspejler sig i tonen, siger svaneforskeren.
Det tætte liv i en våge, når isvinteren strammer til, er med til at sætte ekstra skub i sangsvanernes forestilling. Jo tættere fuglene ligger, desto lettere opstår der stridigheder. Det er også tydeligt, at der ofte finder massehysteriske optrin sted i vågesamlingerne.
- Måske er det en af de nervøse sangsvaner, der som en hysterisk kælling kæfter op og trækker de andre med i utrygheden. Det er faktisk en kendsgerning, at hunnerne larmer mere end hannerne, siger Bjarke Laubek.
Der kan dog også være tale om en advarselssang med bund i livets barske realiteter. Ræve har det med at patruljere omkring våger med mange fugle. Får en sangsvane øje på et rovdyr, bliver der sunget for fuld svanehals af den ubudne gæst.
Når sangsvaner skal til at flyve, snakker de sammen før afgangen. Korte kald bliver fulgt af vippende hovedbevægelser. Når alle har meldt sig klar, går flokken samlet på vingerne.
Også sangsvanernes mindre slægtning, pibesvanen, kan synge. Det foregå med en lysere stemme. Pibesvanen, der er en fåtallig gæst i vort landskab, byder dog på væsentligt færre forestillinger end sangsvanen.
Den danske nationalfugl, knopsvanen, er ikke til sang, selv om dens brusende lyd nok kan høres derude. Knopsvanen nøjes med at småknurre fra halsregionen. Den lader sine mægtige vinger om at synge.
|
