Brugernavn:
Password:

Glemt dit password?

Opret dig som bruger






Første rykind af snepper

Wildlife Image: Michael Sand

 

Hold et vågent øje med vejrmeldingen for det mellemste og nordlige Skandinavien. Næste periode med frost vil sende titusinder af skovsnepper til Danmark.

 

Af Jan Skriver, den 10.11.2001

 

De er her så småt, skovsnepperne. De første spæde fald har fundet sted. Nu venter alle på det helt store rykind fra de gigantiske sneppeterræner i Skandinavien og Rusland.

 

- I dagene omkring 20. oktober ankom tilsyneladende denne sæsons første snepper nordøstfra i antal, så fuglene blev bemærket. Da blev der skudt snepper i Thy og på Djursland og Sjælland. De fleste faldt dog i Oksbøl-området i det vestjyske, fortæller Ib Clausager, der er sneppeekspert hos Danmarks Miljøundersøgelser (DMU), Kalø.

 

Han har fra oktober modtaget knap 40 sneppevinger, som jægere har sendt fra deres nedlagte storvildt i skovbunden.

 

Clausager understreger, at det endnu er alt for tidligt at spå om sneppesæsonens beskaffenhed. Først når jægerne har sendt i hundredvis af vinger fra nedlagte skovsnepper ind til DMU, Kalø, vil han kunne fortælle, hvor stor andelen af de unge snepper er. Og dermed hvordan frugtbarheden i ynglesæsonen 2001 har været.

 

- Jeg tror dog roligt, jeg kan fastslå, at det vil blive næsten umuligt at nå op på niveau med sneppesæsonen 2000, da det største antal snepper i flere årtier slog ned i Danmark, siger Clausager.

 

I gennemsnitlige år bliver der her i landet nedlagt cirka 25.000 skovsnepper. 95 procent af dem bliver skudt fra midt i oktober og november ud. Kun 5 procent nedlægges i årets sidste måned.

 

- I december 2000 blev der skudt ekstremt mange snepper i forhold til normalt, fordi måneden var så mild, at skovsnepperne blev her i landet året ud. Vi er først nu ved at gøre udbyttestatistikken op for sidste sneppesæson. Jeg vil ikke blive forbavset, hvis vi når op på 35.000-40.000 skudte skovsnepper i 2000-sæsonen, siger Ib Clausager.

I Europa bliver der årligt nedlagt 3-4 millioner skovsnepper. Frankrig bidrager med 1 million skudte snepper. Også England og Spanien er store sneppenationer.

 

Verdens bestand af skovsnepper menes at tælle mellem 15 og 37 millioner individer.




Nuværende situation
20 Nov 2008


Delvist skyet
6°C
Solopgang 7:55 am
Solnedgang 3:55 pm