Brugernavn:
Password:

Glemt dit password?

Opret dig som bruger






Træf med troldfugle

 

 

Foto: JTV Film og TV Produktion

 

58-årige Knud Thomsen har skudt 1430 skovsnepper på Læsø, hvor han er født og altid har boet og jaget.

 

Af Jan Skriver 20.11.2002

 

Klokkerne ringer for Knud, mens Perle bevæger sig gennem en af de utallige lysåbne skove på Læsø. I kraft af klokkelyden ved han altid, hvor hunden er.

 

Terrænet et klassisk for skovsnepper. Skovbunden er fugtig og lodden uden at være alt for langhåret. Og der er grøfter hvor en sneppe kan finde føde med sit følsomme næb.

 

Den 9-årige breton er ivrig. I ny og næ lidt for meget.

 

Knud Thomsen fløjter hende tættere på, for det er sjældent til nogen nytte, når hun spæner af sted uden for hans synsvidde.

 

Foto: JTV Film og TV Produktion

 

Pludselig flyver en skovsneppe op. Den siksakker mellem træstammerne og når så op over kronerne, hvor den flyver lige hen over os.

 

- Pokkers, siger Knud.

 

- Hvis I ikke havde været med, ville jeg have skudt på fuglen. Snepper skal bare lige strejfes med et hagl, så falder de ned. De er meget lidt skudstærke, siger Knud Thomsen.

 

Imens tager Perle stand. Hun har ikke bemærket, at sneppen for længst er fløjet op og forbi os. Perle har fuglens friske fært i næseborene. Hun står stille og forsøger med sit kropssprog at fortælle Knud om en sneppe lige i nabolaget.

 

- Normalt er hun god til at tage stand og holde sneppen på jorden, til jeg er klar, siger Knud Thomsen, men altså ikke denne gang.

 

Den 58-årige læsøbo er inkarneret sneppejæger. Fasaner, ænder, råvildt og småvildt må andre gerne have for sig selv.

 

Bare Knud træffer troldfuglen.

 

- Jeg kan ikke forklare, hvad det er, men der hersker en helt særlig stemning over sneppejagten. Det er en stærk naturoplevelse og en stor tilfredsstillelse, når samarbejdet med hunden lykkes, siger jægeren.

 

Og noget er afgjort lykkedes, selv om dagens første sneppe snød os. 1430 gange har Knud Thomsen på sin fødeø truffet en troldfugl, så den endte på tasken.

 

Foto: JTV Film og TV Produktion

 

Otte gange har han doubleret, som det hedder, når to snepper falder efter at jægeren har brugt begge patroner i sit haglgevær i løbet af samme sekund eller to.

 

I kategorien af spøjse snepper har Knud Thomsen nedlagt tre af de kortnæbbede. Ingen ved, hvorfor enkelte skovsnepper har et næb kun halvt så langt som normalt. Teorierne har gået på, at disse kortnæbbede snepper stammer fra en særlig bestand et sted langt mod nord, men det har aldrig kunnet bevises.

 

- Det er i det hele taget fantastisk, så meget snepper kan variere i både fjerdragt og størrelse. De fleste er ret mørke på ryggen, men jeg har også skudt ganske lyse snepper, siger Knud Thomsen, der arbejder som murerarbejdsmand.

 

I sneppesæsonen har han stille perioder på jobbet. For Knud er det ikke nogen sag at blive sæsonfyret om efteråret.

 

- I år begyndte sneppesæsonen 20. oktober. Den første frost nordpå sender snepperne fra Nordskandinavien og Sibirien på træk mod mildere egne i sydvest. Formentlig slår tusinder af snepper ned på Læsø hvert år. Rykindet varierer utroligt. På gode dage kan skovene vrimle med snepper, på andre kan de være tomme. Klar nattehimmel sender i reglen snepperne videre fra Læsø, mens tungt vejr holder dem på øen, siger Knud Thomsen.

 

På gode dage skyder sneppejægeren 15-20 af de skattede fugle. Engang i løbet af en oktober-weekend nedlagde han 31 skovsnepper.

 

Denne novemberdags facit kommer til at lyde på tre snepper. Perle fik styr på sin stand. Og Knud skød sikkert.

 

Han er Læsøs sneppekonge. I Danmark kan kun kollegerne på Fanø og få andre kyndige hamle op med Knud i kunstens at træffe troldfuglen.




Nuværende situation
20 Nov 2008


Byger
7°C
Solopgang 7:55 am
Solnedgang 3:55 pm