Vrimmel af vintersnepper

Wildlife Image: Jan Skriver
Når marts bliver lun og fugtig og vinden går i sydvest, vil skovsneppen indlede sit træk mod ynglepladser i nord og øst.
Af Jan Skriver, den 11.04.2001
Den vinter, vi netop har lagt bag os, vil blive husket som en sneppevinter langt over det normale. En af dem der kan gå ti år imellem. Sine steder har det vrimlet i underskoven med skovsnepper.
- Der er næppe tvivl om, at skovsnepper i titusindvis er blevet hos os denne vinter, siger Ib Clausager, der er sneppeforsker hos Danmarks Miljøundersøgelser (DMU), Kalø.
- Skovsneppen er en såkaldt vejrfugl. Dens træk er ikke bestemt af et indre instinkt, der sender den af sted næsten på dato. Den flyver først, når vejret ansporer den til at trække. Da vi havde ekstraordinært mildt vejr i Nordvesteuropa helt op til jul, blev mange snepper hos os. Deres drift til at trække videre mod sydvest var da så svækket, at fuglene holdt stand, selv om der i flere perioder kom hård vinter i januar og februar, fortæller Clausager.
Efteråret 2000 var præget af usædvanligt mange ungfugle blandt skovsnepperne. Det øgede vrimlen.
- I kraft af de sneppevinger, som vi fik ind fra jægerne i oktober, november og december, kunne vi se, at skovsnepperne sidste ynglesæson havde fået flere end dobbelt så mange unger på vingerne som normalt. Det gav i efteråret et ekstra talstærkt rykind af fugle fra Sverige, Finland og Nordvestrusland, siger Clausager.

Wildlife Image: Michael Sand
De fleste skovsnepper trækker om foråret gennem Danmark fra 25. marts og en måned frem. Når temperaturen stiger og himmelen skyer til, mens vinden går i retninger mellem syd og vest, kommer signalet til det store træk mod nordøst. Det er præcis modsat om efteråret, da der skal klar himmel, kuldegrader og ringe vind til at sætte et skub i snepperne mod sydvest.
Kolossale mængder af snepper vil de kommende uger i ly af natten flyve nordøstpå. I betragtning af at Europas bestand bliver skønnet til at tælle mellem 15 og 37 millioner skovsnepper, kan det synes besynderligt, at vi så få gange oplever disse skønne fugle på nært hold. Men skovsnepper er udelukkende til natmad, nattræk og natteroderi, medmindre klimaet tvinger dem til at blive aktive om dagen.
Det skete for eksempel i foråret 1971, da landene syd for Danmark oplevede en mildning i vejret, som sendte store mængder af skovsnepper på træk. Da fuglene ankom til Danmark, satte vinteren imidlertid ind og overraskede snepperne. Dengang blev der set rigtig mange skovsnepper på usædvanlige steder ved højlys dag. Så man kan aldrig vide, hvad april vil bringe for en dag.
Den danske ynglebestand af skovsnepper er i disse år i fremgang. Den menes at tælle godt 2000 par. Et lille komma i den store bog om underskovens troldfugl.
|