|
Bemærk den dummy 
Wildlife Image: Michael Sand
Man behøver ikke en kummefryser med nedfrosset vildt for at træne en hvalp op til at blive en effektiv apportør. Et par dummyer - som man tilmed selv kan lave - er faktisk alt, hvad man behøver, siger jæger og retrieverejer Jens Paaby fra Guldborg på Lolland.
Klapjagt sidst på sæsonen. En fasan vingeskydes. Jens Paabys gule labrador bemærker fuglen og venter på at blive sendt af sted. Jo hurtigere jo bedre. Et højt hegn spærrer dog hundens vej til den anskudte fasan, der givetvis allerede bener gennem skoven - væk fra nedfaldsstedet. Apporteringen kan blive vanskelig, og mange vigtige sekunder går tabt, mens hunden følges til hegnet og hjælpes over på modsatte side.
Heldigvis har hunden ikke glemt, hvor fasanen faldt, og i samme sekund, den har jordforbindelse, styrer den målbevidst mod det sted, hvor den anskudte fasan ramte skovbunden. Et par gange snurrer den rundt om sig selv, inden den med snuden i jorden forsvinder i et tæt egekrat. Ventetiden er lang. Sekunder bliver til minutter, og først fire-fem minutter senere er den gule atter tilbage med den vingebrækkede fasankok i flaben.
Forklaringen på den vellykkede apportering skal søges i en kombination af anlæg og træning. Gode anlæg og god træning vel at mærke. En mere præcis forklaring skal uden tvivl findes i hundens evne til hurtigt at finde det sted, hvor den anskudte fasan bumpede ned i skovbunden. En evne, som Jens Paaby har opbygget gennem utallige kast med dummyer. I dag har den fire år gamle tæve således tillagt sig en ganske imponerende evne til at markere og huske, hvor fasanerne, dummyerne eller tennisboldene går i jorden.
Gennem tiden har Jens Paaby erfaret, at det er særlig vigtigt at træne hundens evne til at bemærke og huske det præcise sted, hvor vildtet faldt. - Jo bedre hunden er i stand til at markere, jo hurtigere er den fremme ved det sted, hvor den så eller hørte vildtet falde. Og jo mindre tid og terræn skal den bruge, siger Jens Paaby og kaster en tennisbold ned gennem nygranerne.
Wildlife Image: Michael Sand
Den gule labrador ved hans side rejser ørerne og stirrer mod det sted, hvor den lille bold forsvandt i skovbunden. Der er ingen grund til at træne på urealistisk lange afstande. Langt det meste vildt falder jo inden for 30 meter. Til gengæld er det vigtigt, at man træner hundens hukommelse, og at man arbejder i områder, hvor hunden lærer at skifte terræn.
En markering på 30 meter kan derfor være særdeles vanskelig, hvis hunden skal skifte terræn to eller tre gange, inden den finder frem til apporten. Generelt har utrænede hunde vanskeligt ved at forcere en grøft eller et skovspor, siger Jens Paaby, inden han med et knibseslag sender den gule labrador ud efter bolden.
På en brøkdel af et sekund forvandles den anonyme klaphund til et arbejdende muskelbundt. Hunden styrter efter bolden, som gjaldt det liv eller død, og da næsen fanger færten af den lille tennisbold, slår den bremserne i, så den visne underskov sprøjter ud til alle sider. Sekunder senere er bolden atter i hånden på Jens. Bolden stoppes i lommen, og i det samme pacificeres den gule labrador. Turboen får ikke lov til at gå i tomgang og køle af. Det er sluk, tænd og sluk inden for sekunder. Alt i alt en ganske enestående selvbeherskelse.
- En apporterende hund er bøssens tjener, og en rolig hund er altafgørende, siger Jens Paaby. - Stærkt stressede hunde har problemer med at koncentrere sig om en vanskelig opgave. Ikke mindst når det gælder om at følge sporet af en fugl, der er løbet fra nedfaldsstedet. Her skal den stressede hund bruge en halv tønde land til at finde hver fugl - dødskudt eller ej.
Det er særdeles vigtigt, at den apporterende hund har så meget selvkontrol, at den evner at afpasse farten til terrænet. I korte træk kan retrieverens arbejde defineres som: Find nedfaldsstedet, stik snuden i jorden, find fuglen og returner til ejeren. Retrievere skal ikke som spaniels og stående hunde søge ikke skudt vildt. Derfor må man forlange, at de mestrer denne ene opgave til fuldkommenhed. Man siger om en god retriever, at den skal være i stand til at kvæle sig selv i bestræbelserne på at få fat i det vildt, den er sendt efter.
Når man træner, skal man altid tænke i jagt. Alligevel bruger jeg ikke mange kræfter på at træne disciplinen søg. Min prioritering hedder markering, dirigering og søg. De fleste hunde lærer hurtigt at søge, når først de kommer med på jagt. Vigtigst er det, at hunden er under kontrol og har lært at koncentrere sig, siger Jens Paaby. For ham er det altafgørende, at man kan fjernstyre hunden ud mod det sted, hvor vildtet faldt. I de situationer, hvor hunden ikke ser eller hører, hvor vildtet falder, finder han denne egenskab særdeles vigtig.
- Når det gælder dirigering, skal man ligeledes tænke i jagt. Dirigering med hvide handsker og viftende lommetørklæder, som man af og til ser, har jeg ikke meget til overs for, siger jens Paaby. Det drejer sig om at træne jagtrealistisk, og derfor kan det være en god ide at træne med haglbøssen i den ene hånd. På den måde erfarer man, at man ikke kan dirigere med begge hænder, når man er på jagt. Og hvorfor så gøre det under træningen.
Selvfølgelig skal man tilrettelægge sin træning, så den minder mest muligt om jagt. I den forbindelse skal man naturligvis sikre sig, at man i sidste ende får en hund, der arbejder selvstændigt. Den hund, der klarer opgaven selvstændigt, er bedre end den, der konstant søger hjælp hos føreren. Alligevel er det vigtigt, at man lærer hunden at lystre førerens signaler; venstre, højre og ud. Dirigering skal bare ikke overdrives.
Dirigering er et middel og ikke et mål i sig selv. Falder der eksempelvis en and på en ø, må man være i stand til at styre hunden ud til øen. Først når den når målet, meddeler man den (med et fløjtesignal), at den nu må klare sig selv. I sådanne situationer er det afgørende, at hunden er styrbar, for jo hurtigere man kan få hunden frem til nedfaldsstedet, jo større er chancen for en vellykket apportering. Derfor er dirigering naturligvis en vigtig del af min træning. Til gengæld er det ikke nødvendigt at bruge mange kræfter på at træne slæb, selv om evnen til følge færten fra en bortløbet fugl eller hare er altafgørende.
Når jeg ikke træner denne disciplin, skyldes det, at jeg ikke mener, man kan udvikle denne evne gennem træning. Jeg tror, forklaringen på den gode vildtfinder findes i hundens medfødte anlæg snarere end i dens træning. Under alle omstændigheder er der stor individuel forskel på, hvor godt hundene klarer en løber, selv om de modtager et identisk træningsforløb siger Jens Paaby og mener, at hunden hurtigt lærer at følge op på færten af en bortløbet, anskudt fugl. Især hvis man af og til lader hunden apportere en bold, som er trillet ned ad en bakke. Derved er hunden klar over, at emnet KAN flytte sig fra nedfaldsstedet. Belønningen får den, hvis den følger færten.
For Jens Paaby og mange andre trænere er bolden i det hele taget et uvurderligt redskab. Den er altid i lommen, fylder lidt og er dertil elsket af langt de fleste hunde. Ved at træne med bolde lærer hunden, at emnet ikke altid ligger lige på nedfaldsstedet.
- Det drejer sig altid om, at hunden lærer at koncentrere sig om nedfaldsstedet, siger Jens og knytter en klump afrevet græs. Græsbolden kastes ned ad skovsporet, alt imens hunden stirrer efter "dummyen". Efter et par minutter sendes hunden af sted, men til hundens store overraskelse finder den ikke apportemnet på skovsporet. Den giver dog ikke op og fortsætter sin ihærdige søgning omkring det sted, hvor den med egne øjne så emnet gå i jorden.
Cirklerne bliver kun langsomt større og større, og da hunden søger ind i nygranerne, smides en bold ned i området. Hunden hverken ser eller hører, da den bløde tennisbold lægger sig til rette i skovbunden. Og det er heller ikke meningen. Til gengæld er hunden tydeligt tilfreds med sig selv, da den fanger boldfærten. Denne øvelse er med til at lære hunden, at bolden (eller dummyen) ALTID findes i nedfaldsområdet, med mindre færten fra en hoppende bold eller bortløbet, skadet vildt fortæller den noget andet. Den lærer med andre ord at søge snævert i området.
Mange af den apporterende hunds vigtigste egenskaber kan således trænes med simple remedier på et forholdsvis lille areal. Og som med det meste træning er det de små 5-10 minutters lektioner, der er de mest effektive, siger Jens Paaby. Der er ingen grund til at træne det, hunden allerede kan, og man bør have en klar ide om målet med hver lektion. Går det ikke som ønsket, skal man aldrig være bange for at gå tilbage i dressuren. Husk på, at man altid skal slutte godt.
Det er vigtigt, at man arbejder meget med lydigheden og virkelig sikrer sig, at hunden er godt i hånd, inden den skal med på jagt. Naturligvis skal man værne om hundens selvstændighed, men det gør ikke noget, hvis hunden kun kører i 2. eller 3. gear, når man træner. På jagt vil den altid lægge til, og den kan hurtigt nok komme op i fjerde eller femte gear, hvor ulydigheden er lige om hjørnet.
På samme måde er der ingen grund til at smide omkring sig med flere kilo tunge dummyer. Selvfølgelig skal hunden være i stand til at apportere en fuldvoksen hare, men så længe det kun drejer sig om at træne hunden, er det formålsløst at bruge så tunge emner.
Til gengæld er det vigtigt, at man vænner hunden til at arbejde i al slags terræn. Ikke mindst vand bør man prioritere højt. I den forbindelse skal der naturligvis anvendes flydedummyer, og markeringer ved hjælp af plask er særdels vigtige, da andejagt ofte foregår i dårligt lys. Har man adgang til en sø, omkranset af rør- eller sivskov, bør man vænne hunden til, at det ofte er her, den finder de anskudte ænder. Alligevel skal man også fra tid til anden dirigere hunden ud mod emner på åbent vand.
Der kommer ikke noget godt ud af tvang, og enhver apporteringstræning bør bygge på hundens lyst. Skulle jeg på et tidspunkt være uheldig at få en retriever, der ikke vil apportere, vil jeg skille mig af med den. Heldigvis viser retrievere allerede på et meget tidligt tidspunkt deres anlæg for at apportere. Forleden så jeg eksempelvis en otte uger gammel hvalp hente en havlit.
Den slags opvisninger gør altid indtryk, selv om der naturligvis skal træning til, før hunden er klar til jagt. Til gengæld er det ikke nødvendigt, at man altid anvender dødt vildt under træningen. De fleste hunde tænder på dummyerne, og først senere, når de har deltaget på rigtig jagt, kan det blive nødvendigt at anvende den rigtige vare under træningen eller finpudsningen. Mange hunde bevarer dog lysten til dummyer hele livet.
Inden hunden skal til apporteringsprøve eller med på jagt, skal den dog testes 3-4 gange på fuglevildt og aflivede kaniner. Et hare- eller kaninskind viklet omkring den vante dummy kan lette overgangen. Det skal dog understreges, at man ikke behøver en hel fryser fyldt med vildt for at træne en retriever færdig til jagt og jagtprøve. Såfremt hunden har vist, at den spontant opsamler vildt og ellers har en pæn vildtbehandling, behøver det ikke at indgå i den daglige træning.
Til gengæld siger det sig selv, at der er behov for ekstra træning, hvis hunden tygger eller ligefrem knuser vildtet. Og denne ofte medfødte fejl ser man ikke altid, når man træner med dummyer. Man skal være opmærksom på de hunde, der gerne vil skifte greb eller vende vildtet, mens de returnerer til føreren. Dette behøver dog ikke at være et problem i sig selv, og under alle omstændigheder skal man være klar over, at man aldrig må skænde på hunden, når den har noget i munden.
En decideret vildtknaser efterlader ikke altid synlige tegn på hårdmundethed, men ved at mærke på fuglens ribben, når man modtager duen, eller hvad man nu anvender, kan man ofte få sin mistanke be- eller afkræftet. Er ribbenene trykket, har man et alvorligt problem, og jeg tror ikke, der findes nogen løsning. En hårdmundet hund, der ødelægger vildtkødet, er ubrugelig til jagt.
Overdreven ophidsende træning på rigtigt vildt kan være med til at fremme den yderst uheldige behandling af det nedlagte vildt. Træning på 20-30 udlagte emner kan ligeledes være med til at stresse hunden og dermed direkte eller indirekte medføre hårdmundethed. I øvrigt har den slags apporteringer ikke megen jagtrelevant værdi. Dødt fuglevildt kan man altid selv samle op. Det er den koncentrerede indsats omkring de enkelte apporteringer, der udvikler den gode og effektive apportør, slutter Jens Paaby.
Wildlife Image: Michael Sand
Tekst: Michael Sand, den 1.1.2000
|
