Brugernavn:
Password:

Glemt dit password?

Opret dig som bruger






 Det er godt at man kan få dressur med K på

Wildlife Image: Michael Sand

 

Kontakt, konsekvens, koncentration og kærlighed er de fire basale k'er i jagthundens dressurmenu. Har hunden tillige det femte k - nemlig en kolossal jagtlyst - har man opskriften på en selvstændig jagthund, der vil elske at gå på jagt for sin fører. 

 

Når man er på jagt, har de fleste problemer nok med at styre sin hund. Men når Jørgen Lycik går på jagt, går han med et helt kobbel. Og han har tilsyneladende ingen problemer. De mange hunde følger ham som en skygge. Selv når han skyder fasaner, så de rasler ned gennem trækronerne, sidder de omkring ham: stille, roligt og uden snor. De mange spaniels og labradors kender deres plads, og først når deres navn lyder, stryger de ud efter de skudte fasaner - én for én. Resten bliver tilbage! Hvad gør han, som vi andre ikke gør? Og kan han lære os noget? Jæger har besøgt troldmanden fra Sakskøbing en kold vinterdag sidst i januar.

 

1. k: Kontakt

- Det er vigtigt, at en jagthund kender sit navn, siger Jørgen Lycik og smider en lille håndfuld foder ind til hundene, der alle opholder sig i hver sin bås.

 

- Kennel, hvisker han til hundene, der uden protester hopper op i hundesengene og venter på nye instrukser. Da den sidste håndfuld er smidt, udløser han de mange hunde - én for én og hver på sit navn; Bob, Sal, Herron, Dot o.s.v.

 

- Når man træner jagthunde, forsøger man altid at få en hund, der gerne vil gå på jagt med sin fører, siger Jørgen Lycik, der mener, at en jagthund uden jagtlyst er lige så værdiløs som en jagthund, der kun vil gå på jagt for sig selv. Kunsten er at kontrollere hunden uden at hæmme jagtlysten. Navnlig spaniels har ofte et blødt og dresserbart temperament, samtidig med at de har stor jagtlyst og ikke mindst stor pågåenhed over for hårdt terræn, siger Jørgen Lycik, der var en af de første, som hentede field trial spaniel til Danmark. Og det var netop kombinationen af det bløde sind og den kolossale jagtlyst, der fascinerede ham, da han første gang mødte en springer spaniel på en jagt i England. Dog understreger han, at det er vigtigt, at man arbejder med hundens medfødte anlæg for at behage sin fører. Men ellers er Jørgen ikke den, der smider om sig med skråsikre kenneltips.

 

- Man skal ikke gøre hundetræning videnskabelig. Og slet ikke vanskeligere end det er, selv om der stadig er divergerende opfattelser inden for hundeverdenen. Der hersker endnu stor uenighed om de helt fundamentale træningsprincipper, og generelt er folk meget forudindtaget. Jørgen hører således til den fraktion, der udelukkende baserer træning på lyst. Og hans metoder virker. Jørgen Lycik er en af Europas mest vindende med springer spaniels og labradors. I de 25 år, han har gået med hunde, har han "lavet" 20 brugschampionater med de to typer. ( 8 labradorer og 5 springere)

 

2. k. Koncentration

Jørgen lægger stor vægt på, at hunden lærer at koncentrere sig. - En hund er først færdig, når den er omkring to år. Desværre har mange uerfarne hundeejere vanskeligt ved at se så langt frem i dressuren, siger Jørgen Lycik, der gennem tiden har fundet sin egen måde at forme træningen på. Han er for længst holdt op med at kigge i opskrifterne. Selv siger han, at hans træning kan virke rodet og ustruktureret, og han er tydeligvis ikke meget for faste regler og rammer. Han føler sig frem og smager til, efterhånden som hundene bliver ældre og dressuren skrider frem.

 

På græsplænen bag kennelen giver han en lille opvisning med en ung spaniel. - Øvelsen "sit og bliv siddende" fortæller meget om hunden, siger Jørgen Lycik og sætter den unge spaniel på græsset. En hund, der sidder uroligt og kigger i alle mulige retninger, er ikke koncentreret nok, og må "presses" til at koncentrere sig. En hund skal mærke, at den er under træning, og det drejer sig om - i positiv betydning - at variere træningen, så hunden hele tiden føler, det er interessant at koncentrere sig om sin fører. Såfremt man ikke allerede er en spændende person for hunden, må man gøre sig interessant, siger han, mens han kalder hunden "heel" og kræver, at den unge spaniel holder sig tæt til sin fører, der konstant flytter sig. Men øvelsen virker efter hensigten. Hunden er opmærksom og fuldstændig fokuseret på at følge benene, der ét øjeblik går til venstre, næste øjeblik til højre. Hunden når aldrig at vænne sig til gangarten, da tempoet svinger mellem langsomt og hurtigt og mellem meget hurtigt og meget langsomt.

 

- Når de er vænnet til at gå heel eller hinter, udbygger man træningen med stop og dirigering. Ved at smide en dummy umiddelbart efter at hunden er fløjtet "stop", forbindes stopsignalet hurtigt med noget positivt. Og det fremmer spontaniteten. Træneren skal altid gøre sig til den nøgle, der gi'r adgang til oplevelser. For hunde såvel som for mennesker er det oplevelser, der mere end noget andet gør livet interessant. Derfor skal hunden lære, at det sjove går gennem træneren. Men omvendt skal hunden mærke, at den er under træning, og i de fem minutter, man træner, skal man kræve 100% koncentration. Lektion for lektion opbygger man hundens mentale kondition og evne til at beherske sig. I begyndelsen skal hunden f.eks. kun vente et sekund, inden den sendes efter en udkastet dummy. Senere strækkes perioden til flere sekunder. Til sidst skal man først sende hunden ud efter dummyen, når den søger øjenkontakt. Eller sagt med andre ord; når den spørger om lov. Når man træner labradors og spaniels, er det nemlig hundens arbejdsiver, der er skelettet i hele dressuren, slutter Jørgen Lycik brat, idet træningen afbrydes af råb fra gårdpladsen. - Der er telefon, råber Jane Lycik gennem den kolde vintervind. 

 

- Sig at jeg ringer tilbage, svarer Jørgen Lycik og vender sig atter mod den unge hund. Det viser sig dog, at det er selveste Prins Richard, der venter i telefonrøret og træningen afsluttes. Prins Richard har købt flere hunde fra Kennel Lycik, og når han ringer nu, er det for at høre til sin seneste bestilling af to labradorhvalpe, forklarer Jane Lycik…

 

3. k Konsekvens

Kort tid efter er Jørgen atter tilbage. Opvisningen fortsætter med en tre år gammel springer spaniel kaldet Bob. - Når jeg siger noget til mine hunde, er det fordi, jeg mener det. Jeg kommanderer ikke med mine hunde for at genere dem, men fordi det er mest praktisk, at de gør, hvad jeg siger. Der er ikke noget formål med disciplin for disciplinens egen skyld, men hundene skal vide, at jeg altid er villig til at forfølge min vilje. Og normalt er det ikke nødvendigt at bruge fysiske afstraffelser, når først hundene har erfaret, at der altid er vilje bag ordene.

 

- Skal jeg træne en ældre, forkælet hund, der ikke er vant til træning, må jeg ofte tage lidt hårdere metoder i brug. Værst er det, hvis hunden er begyndt at gå på jagt for sig selv. Dermed har den erfaret, at de sjove oplevelser ikke nødvendigvis går gennem føreren. Hos sådanne - ofte meget selvsikre hunde - kan det være svært at etablere den spontane og naturlige form for kontakt, som er så afgørende for et vellykket samarbejde. Det siger sig selv, at en hund, der forsvinder i tre dage, så snart man åbner stuedøren, kræver en anden form for træning, siger Jørgen Lycik.

 

4. k. Kærlighed

Jørgen mener dog, at der ofte er en tobenet årsag til, at en hund bliver umulig at være sammen med. - En hund har brug for faste rammer, og når en ulydig og forvirret hund flyttes til et nyt miljø, hvor der er kærlighed og orden i tingene, falder den oftest til ro. Hunde trives ikke i et ustruktureret hjem og har brug for en chef, der fortæller, hvad den må, og hvad den ikke må. I begyndelsen kan man lægge pres på den spolerede hund og "stresse" den, indtil den erfarer, at den nødvendigvis må indrette sig efter husreglerne. Når man senere begynder at løsne grebet, vil man automatisk blive den respekterede leder, som hunden føler sig tryg ved, og som den vil gøre alt for at behage, slutter Jørgen Lycik.

 

5. Kolossal jagtlyst

De fleste vil sikkert være i stand til at træne målrettet med begreberne kontakt, konsekvens, koncentration og kærlighed. Det er dog sammensætningen, der bestemmer resultatet. For lidt og for meget fordærver som bekendt alt. 

 

- Ens første hund bliver ofte en god hund, påstår Jørgen Lycik. - Men med hund nummer to skal man rette de fejl, man lavede med den første, og resultatet bliver tit, at man får en hund, der kører på fire flade dæk. Vel er de fleste jægere bedst stemt med en hund, der altid er under kontrol, men kunsten er at få en selvstændig, kontaktsøgende hund, der samtidig arbejder med stor jagtlyst. Bliver hundens kontaktbehov på et tidspunkt så stort, at den ikke vil søge væk fra føreren, må man naturligvis slække på kontrollen og gi' den lidt snor. Måske skal man lade den prelle lidt. Har hunden en gang vist, at den er stabil, kan man altid stramme op på stabiliteten, når hunden begynder at slå sig løs. Under alle omstændigheder er det en kendt sag, at man ofte løser et problem ved at skabe et nyt.

 

Hvem er Jørgen Lycik

Allerede da Jørgen Lycik startede med at gå med hund for 25 år siden, var han fokuseret på at få en lydig hund. I begyndelsen gik han kun med labradors, men da han første gang så en field trial spaniel springe gennem krattet, så fasanerne sprøjtede ud til alle sider, var han solgt. I dag er Jørgen Lycik således en af de mest succesfulde opdrættere af spaniels og labradors af ren jagtlig afstamning. Nu er det jo en kendt sag, at kun en ekspert kan vurdere en ekspert, og derfor har vi bedt spanielentusiasten Niels Egelund Faddersbøll sige et par ord om Jørgen Lycik:

 

Jørgen er en utrolig dygtig hundetræner med øje for kvalitet. Jørgens dressur og avl er ikke socialt eller kommercielt begrundet. Jørgen interesserer sig først og fremmest for at finde de virkelig "store" hunde; altså ekstra hårdtgående hunde med stor udstråling. Og den evne har han. I øvrigt har Jørgen en tør og sort humor, og han kan svinge sin tunge med en bidende sarkasme. Nogle kan tage det, mange kan ikke. I 1987 skulle jeg starte en springer på markprøve. På den samme prøve startede Jørgen Lycik, som jeg på daværende tidspunkt kun kendte overfladisk. Mens jeg står med min hund på parkeringspladsen, kører en bil op på siden af mig, og Jørgen Lycik stikker hovedet ud af vinduet og giver mig 50 øre. Hvad skal jeg med dem, spørger jeg. Giv dem til hunden, så den kan ringe hjem, når den bliver væk, lød svaret. Sådan er Jørgen også. Og som nævnt: Nogle kan tage det, mange kan ikke, slutter Niels Egelund Faddersbøll, der i parentes bemærket er en af dem, der kan tage Jørgens direkte facon. 

 

Tekst: Michael Sand, den 1.1.2000