|
Opret dig som bruger 
|
Hvorfor bliver hunden gal ? Hvert år udånder et ganske stort antal hunde på dyrlægens klinikbord, fordi de i en eller anden sammenhæng har optrådt aggressivt. Om problemet med galsindede hunde er stigende, er der ingen, der ved. Mere spændende er da at spørge: Hvorfor optræder hunden aggressivt i en eller flere sammenhænge.
Vi kender alle parolen: "En hund skal vide, hvem der bestemmer, og hvis den viser tænder, knurrer eller bider efter mennesker eller andre hunde, skal den omgående afstraffes. Man skal i bogstaveligste forstand slå ned på enhver form for aggressivitet". Det er dog tvivlsomt, om denne jagthyttefilosofi virker efter hensigten. Aggressivitet kan nemlig være mange ting. Inden man anvender hårdtslående lussinger, skal man derfor spørge sig selv, hvorfor hunden er aggressiv. Problemet er nemlig mere komplekst, end man umiddelbart forestiller sig.
Desværre er der mange hundeejere, der ikke ved, hvad de skal stille op, hvis hunden pludselig viser tegn på aggressivitet. Mange vælger den hurtige vej til dyrlægen og får den aflivet første gang, den blotter gebisset. Mere end hver femte hund, der får dyrlægens dødssprøjte, aflives på grund af adfærdsmæssige problemer. Og af disse er 2/3 af motiverne oplyst som et aggressivitetsproblem, kan man læse i dyrlægerne Jørgen Mikkelsen og Jørgen Damkjærs undersøgelse, refereret i Dansk Veterinærtidsskrift.
Jørgen Mikkelsen har specialiseret sig i hundeadfærd og anbefaler, at man søger dyrlægehjælp, inden man forsøger at kurere en hund med et aggressivitetsproblem. Ikke mindst, da aggressivitet kan skyldes en fysisk, smertende lidelse, som ejeren ikke er opmærksom på. Hunden kan som bekendt ikke tale vores sprog. Og kan vi ikke læse dens signaler, kan der opstå situationer, hvor hunden vælger at bide for ganske enkelt at beskytte sig selv mod smertefuld berøring. Navnlig børn kan let overse hundens "hold afstand" mimik. Derfor er en præsis diagnose som i alle andre sammenhænge en afgørende forudsætning for en vellykket behandling. Jørgen Mikkelsen forklarer i en samtale med Jæger, at aggressivitetsproblemer kan være vanskelige at klassificere, men at aggressivitet groft sagt kan inddeles i dominans-, frygt-, forsvars-, og smertebetinget aggressivitet. Endelig er der det, der kaldes idiopatisk aggressivitet, som er en uforklarlig og ofte hæmningsløs aggressivitet, som hunden ganske pludselig kan rette mod andre hunde, mennesker eller inventar. Desværre ved man endnu ikke ret meget om sidstnævnte form for aggressivitet. Til gengæld ved man, at dominansbetingede aggressivitet er den mest hyppigt forekommende form for aggressivitet.
Et af de emner, der af og til bliver diskuteret i jægerkredse, er begrebet skarphed - herunder skarphed over for rovvildt. Navnlig kontinentale hunde skal generelt være konsekvent skarpe og skal uden tøven gå på en anskudt ræv. I Tyskland forsøger man at teste dette anlæg, og kun hunde, der er fundet tilstrækkelig skarpe, får lov til at blande sig i avlen. Spørgsmålet er, om rovvildtskarphed og aggressivitet over for mennesker og andre hunde er to sider af samme sag. Jesper Kærgaard, opdrætter af ruhår, henter i dag en stor del af sine avlshunde i Tyskland og mener, at en skarp hund meget sjældent vil være en aggressiv hund. - Den jagtlige egenskab, jeg vægter allerhøjest, er skarphed over for rovvildt. Ud af denne kommer alt det andet. Hvad skal man med en ruhår, der kan stå for en agerhøne, men ikke vil tage en anskudt ræv. En skarp hund er en mentalt stærk hund, da der skal en stærk psyke til at gå på rovvildt. Dermed ikke være sagt, at en skarp hund ikke også kan være aggressiv. Efter min erfaring er det dog dem, der ikke er konsekvent skarpe, der bider mest. Altså hunde, som ikke har en stærk psyke. I Tyskland har mange af de ruhårede været anvendt som brugshunde af skovfogder og lignende. Når skovfogderne kørte ud på natlige patruljer, satte de pris på en hund, der kunne beskytte dem. Dette har naturligvis påvirket avlen. I dag bruger man dog mange kræfter på at avle væk fra hunde, der er det, man kan kalde mandeskarpe, og selvfølgelig skal man passe på, at man ikke får en hund efter sådanne linjer. Jeg har dog set rigtig mange hunde i Tyskland, men jeg har aldrig set en gal ruhår. Kun en eller to af de ca. 200 unge ruhårede, der hvert år deltager på den tyske avlsprøve, er aggressive. Det er dog vigtigt at slå fast, at en ruhår ikke er en hund for alle. Det er kun en hund for dem, der går rigtig meget på jagt. Hvis man ikke vil lægge et stort arbejde i hunden, skal man anskaffe sig en anden race. En ruhår skal bruges, og den bliver frustreret, såfremt den ikke bliver anvendt. Jeg er ikke i tvivl om, at en ruhår, der ikke bliver brugt, bliver urolig og måske ligefrem aggressiv, siger Jesper Kærgaard.
Når denne skarphedsdiskussion tager udgangspunkt i avl af ruhår, skyldes det ene og alene, at man i racens moderland vægter begrebet skarphed meget højt. Intet tyder på, at aggressivitet er mere udbredt blandt ruhår end blandt andre apporterende jagthunde. Således mener formanden for Dansk Ruhår Klub, Knud V. Jensen, at dominansproblemer på ingen måde kendetegner dansk opdrættet ruhårede. Tværtimod deler han den fremherskende opfattelse, at der snarere er for mange lidt bløde hunde i den danske ruhårsavl.
- Under dressuren kan det ske, at man presser en stærk psykisk hund så meget, at den snapper efter sin fører, siger Jesper Kærgaard. - En gang er dog ingen gang. Men når det gælder børn, skal man aldrig acceptere en sådan adfærd. Bider den efter et barn, skal den væk. Dog skal børnene respektere hunden. Når hunden ligger i sin kurv eller kasse, skal den have ro. På samme måde skal den behandles med respekt, når den har et ben eller noget andet spiseligt. Jeg har aldrig brugt at tage maden fra mine hunde, når de spiser.
- Gennem tiden har jeg haft mange hårde tyske hunde, men jeg har aldrig prøvet en hund, der har optrådt aggressivt. De ved, det ikke kan betale sig, da de allerede i 4-5 måneders alderen erfarer, at det er mig, der bestemmer. Fra andre kender jeg dog problematikken med hunde, der overtager kommandoen i hjemmet, så snart manden er ude af huset. Måske skulle en sådan familie have haft en anden type hund. Endelig er det vigtigt, at opdrætteren placerer hvalpene hos de rigtige mennesker. Forleden gav jeg mine hvalpe et stort kødben, og da jeg kort tid efter kiggede ud til dem, sad kun en hanhvalp ved kødbenet. Resten af kuldet sad i en rundkreds på behørig afstand, mens den lille han brølede som en løve. Hunden var kun otte uger, og en sådan hund skal man sørge for at placere hos en, der kan styre dette temperament, siger Jesper Kærgaard.
En af de ting, der ligeledes af og til diskuteres, er, hvordan udstillingsavlen påvirker jagthundenes temperament. Ofte hævdes det, at hunde, der entrer udstillingsringen med en "her kommer jeg" attitude, vil opnå bedre resultater, end den mere anonyme hund. Alt andet lige naturligvis. Noget tyder dog på, at man indenfor visse racer heller ses en anden attitude, når der vurderes eksteriør og temperament.
- En hund skal være nervefast og skal stå som et stykke træ, uanset hvad der sker i eller omkring udstillingsringen. Især tyske dommere går meget op i, at hundene er helt rolige. Første gang jeg overværede en Hegewald prøve, som er den årlige avlsprøve, så jeg en bedømmelse af to hunde, som overraskede mig meget. Den ene hund var tændt, den anden lignede en, der havde fået en mursten i hovedet. Jeg kunne bedst lide den tændte. Alligevel foretrak dommerne den rolige frem for den oppustede, der fik prædikatet let urolig. Til gengæld var situationen en ganske anden, da jeg så dem i vand. Her arbejdede den rolige hund for fuld skrue, og jeg havde aldrig set noget lignende. Den let urolige løb frem og tilbage langs brinken og ville tilsyneladende ikke i vandet.
- Personlig har jeg ikke noget imod en hund, der stiller sig op på poterne, når den møder en anden hund. Begynder den anden hund at knurre, må den godt give tilbage af samme skuffe. Men det skal være, så man kan styre det, og hunde, der uden forvarsel ryger på en anden hund, har en rigtig dårlig psyke. Sker det, at hunde efter de skarpe tyske linjer ryger i totterne på hinanden, er de svære at stoppe. Og det er det eneste negative, jeg kan sige om de tyske linjer, som jeg arbejder med, slutter Jesper Kærgaard.
Men bliver der flere og flere aggressive hunde? - Vi ved dog ikke, om det er et voksende problem med aggressive hunde, eller om vi er blevet mere opmærksomme på problemet, siger Jan Ladewig, der er professor i husdyradfærd og etologi. - I USA er man væsentligt mere opmærksom over for aggressivitet, da man i visse stater kræver aflivning af hunde, der har bidt mennesker. I danske undersøgelser har vi været ude for, at folk først oplyste, at de ingen problemer har haft med hunden, for senere - i samme spørgeskema - at oplyse, at den har bidt to-tre børn. Selv om eksemplet er ekstremt, viser det alligevel, at der er vidt forskellige opfattelser af problemet aggressivitet, slutter Jan Ladewig.
Det er således ikke alle, som taler lige åbent om aggressivitetsproblemer, og begrebet aggressivitet virker nærmest som et tabuemne i mange jagthundemiljøer. Det er jo på en og samme gang et arveligt- og indlæringsbetinget problem, og mange er tilbøjelige til at skubbe ansvaret fra sig. Opdrætteren vil ofte laste opdrageren. Omvendt vil opdrageren med den aggressive hund laste opdrætteren, da han vil hævde, at hunden var genetisk og miljømæssigt fejlprogrammeret fra starten.
Jørgen Mikkelsen gør dog opmærksom på, at aggressivitet i de fleste tilfælde kan kontrolleres med en helhjertet og seriøs indstilling til problemet. Kurerers kan det dog ikke, og har hunden først bidt to-tre fremmede mennesker, kan man ikke forvente, at den bliver en fredelig og velfungerende hund, der kan gå løs i parken. I sådanne tilfælde kan aflivning være det mest rigtige. Specielt i forbindelse med aggressivitet rettet mod børn bør ejeren vælge aflivning. Mindre børn ser ikke hundens advarselssignaler og befinder sig ydermere i hovedhøjde med hunden. Børns risiko for at blive bidt i ansigtet er derfor ekstra stor, oplyser Jørgen Mikkelsen.
Det er derfor vigtigt, at man tager fat om problemet, inden det bliver til et altoverskyggende problem. I modsat fald er der risiko for, at man må skille sig af med en ellers velfungerende jagthund, som man har sat både tid, penge og følelser i.
- Såfremt man på et tidligt tidspunkt erfarer, at man har aggressivitetsproblemer med hunden, er der store chancer for, at man kan redde den fra aflivning eller anden form for fjernelse fra dens familie. Men det kræver, at man tager hånd om problemet og eventuelt søger professionel hjælp. Omvendt er det vigtigt, at man i avlsarbejdet sætter mere fokus på hundenes mentalitet og konsekvent fravælger hunde, der har en uhensigtsmæssig lav aggressivitetstærskel, siger Lise Lotte Christensen, adfærdskonsulent i Dansk Kennel Klub.
Opdrætter Jesper Kærgaard ønsker også mere fokus på avlshundenes temperament. - Alt for mange avlere spekulerer kun i prøver og mener, at prøver, opnået på mark og udstilling, er de vigtigste avlskriterier. For kort tid siden opnåede en af mine hanhunde således et godt resultat på en udstilling, og siden den tid har jeg været kontaktet af en del opdrættere, som ønsker at bruge ham i avlen. Men selv om de aldrig har set ham på jagt eller mødt ham andre steder, spørger de kun til HD index og øvrige udstillingsresultater. Ingen spørger til hanhundens temperament. Og så længe der ikke er mere interesse for hundenes temperament, vil der blive avlet aggressive hunde eller hunde med andre former for psykiske brister, frygter Jesper Kærgaard.
Indavl
Der er forskellige opfattelser af årsagerne til aggressivitet inden for hunde. En af årsagerne, der ofte peges på, er indavl. Professor i husdyradfærd Jan Ladewig er dog ikke sikker på, at avl med nært beslægtede individer er årsagen til, at visse hunde udvikler forskellige former for aggressiv adfærd.
- En amerikansk forsker har på baggrund af sit patientmateriale konkluderet, at amerikanske beagles er væsentligt mere dominante, end man forestiller sig. Alligevel har stærk indavl på beagles, der bliver brugt som forsøgsdyr, ikke udviklet en større grad af aggressivitet hos denne race.
Generelt har hanhunde større tendens til at udvise dominans. Den fysiologiske årsag til aggressivitet kan skyldes et for højt indhold af testosteron, der er arveligt betinget. Desværre kan man ikke måle sig frem til de hunde, der har en lav aggressivitetstærskel. En hund, der har et mellemhøjt niveau af testosteron, er ikke nødvendigvis mindre aggressiv end en hund med et højt indhold af de hanlige kønshormoner. En svensk hundeadfærdsekspert har udviklet en såkaldt maskulinitetstest, som er en metode til at måle aggressivitetsniveauet. Bl.a. observerer man, hvor ofte hunden letter ben, og hvordan den reagerer over for dens ejer samt hunde og mennesker, den ikke kender. Hundens lydighed og indlæringsevne indgår også i testen. På baggrund af disse tests har man konkluderet, at der ingen sammenhæng er mellem testosteronindhold og aggressivitetsniveau. Problemet opstår, når en grænse overskrides, men hvor denne grænse ligger, ved vi ikke, sige Jan Ladewig.
I
Frygtbetinget aggressivitet
- En nervøs hund kan også optræde aggressivt, og da er aggressivitet en sideeffekt. Ved aggressivitet skelner man populært mellem dominant aggressivitet og frygtbetinget aggressivitet. Inden man kan løse den nervøse hunds aggressivitet, må man fjerne dens frygt. Men en hund kan være angstbider i en situation og dominant i en anden. Eksempelvis kan den være dominerende i hjemmet, men nervøs og bange, når den er uden for hjemmet. Inden man forsøger at løse problemet, må man definere problemet, da de forskellige former for aggressivitet kræver ret forskellige former for behandling. Det er betydelig lettere at løse den dominante hunds aggressivitetsproblem, da det altid er lettere at få en hund ned, end det er at få den op, som det kræves med en nervøs hund, slutter Jan Ladewig.
Kastration og lykkepiller kan være en løsning
En hund, der optræder konsekvent aggressivt over for andre hunde, er uanvendelig til stort set alle former for jagt og prøver, hvor der deltager andre hunde. Derfor må man forsøge at forhindre, at aggressivitet nogensinde slår rod i hunden. - Træning er den bedste metode til at kurere en aggressiv hund, mener Jan Ladewig. - Tidligere var man mere indstillet på at kue hunden. Ofte afstraffede man den ret hårdt, når den prøvede at være dominant over for ejeren. I almindelige hundekredse har denne indstilling heldigvis ændret sig. Man skal give kommandoer og sørge for, at hunden udfører dem. Hvis man giver 20-30 kommandoer hver dag, og hunden bliver belønnet, er det en fin indirekte metode til at lære hunden, hvem der bestemmer. Tidligere adlød hunden af frygt, hvorimod mere moderne dressur bygger på et tillidsforhold. Dog har vi enkelte hunde, der ikke er modtagelige for denne træning. I så fald må vi overveje kastration. Vi har også hørt beretninger om aggressive hunde, der er blevet behandlet ved hjælp af lykkepiller. Her på stedet kan vi dog ikke se logikken i denne metode. Omvendt har vi ikke prøvet det i tilstrækkeligt omfang til helt at afvise det, slutter Jan Ladewig.
Tekst: Michael Sand, den 1.1.2001
|
INDHOLD
|
|
