|
Skyd ikke den skudrædde 
Wildlife Image. Michael Sand
En skudræd jagthund er værdiløs som jagthund. Tidligere blev stærkt skudrædde hunde da også behandlet med en kugle for panden. Dog skal man ikke opgive, selv om alt virker håbløst. Terapi og medicin kan ofte hjælpe hund og ejer ud af en ellers håbløs situation.
af Michael Sand ms@netnatur.dk 01.01.2001
Gennem tiden er der skrevet mange linjer om, hvordan man vænner hunden til skud og endnu flere om, hvordan man behandler skudrædde hunde, når først skaden er sket. I langt de fleste tilfælde kan en skudfølsom hund helbredes. Men der er undtagelser. I visse tilfælde er alt arbejde med hunden umuligt, så længe situationen bare minder om skud og ubehagelige lyde. Og hvad gør man så? Svaret ligger på tungen. Men er hunden først blevet en del af familien, er det ikke så nemt at sige farvel, uanset om det sker på den ene eller den anden måde. Inden man opgiver, skal man dog være klar over, at der findes en sidste udvej. Nemlig professionel terapi i tilknytning til en eller anden form for medicinsk behandling. Og såfremt man undlader at avle på nervesvage hunde, er det næppe etisk betænkeligt at give sin hund en sidste chance.
I 1992 skrev nu afdøde dyrlæge Niels Ockens i Dansk Veterinær Tidsskrift om medicinsk behandling af skudrædde hunde. Niels Ockens havde indtil daværende tidspunkt behandlet 12 jagthunde med stoffet Perlutex, i artiklen omtalt som MPA. Hos de 9 behandlede hunde forsvandt skudangsten fuldstændig. Desværre kan der være mange bivirkninger forbundet med brugen af det angstdæmpende hormonprodukt Perlutex. F.eks. ændret adfærd. Men da valget ofte står mellem afskaffelse og Perlutex behandling, vil beslutningen sjældent være særlig svær, mente Niels Ockens.
I dag har firmaet Novartis fået indregistreret et specifikt angstdæmpende præparat til hunde. Præparatet hedder Clomicalm og har i flere år været anvendt i behandlingen af visse angsttilstande og depressive lidelser hos mennesker.
Clomicalm dæmper angsten uden at sløve hunden og er ofte ganske effektivt i forbindelse med behandling af angsrelateret adfærd. Eksempelvis bruges produktet hyppigt ved alene-hjemme-problemer. - Anvendes midlet korrekt, er der rimelig stor sandsynlighed for, at dyrlægen og ejeren kan løse problemet tilfredsstillende, skriver dyrlæge Dorte Bratbro og professor i husdyrsadfærd og etologi, Jan Ladewig i en artikel i Dansk Veterinær Tidskrift 1999.
- Det væsentlige i behandlingen af skudrædde hunde er terapien og ikke den medicinske behandling. Dog kan Clomicalm være med til at dæmpe panisk angste hunde. På den måde kan den medicinske behandling gøre det nemmere at gennemføre behandlingsprogrammet.
I praksis kan alle skudrædde hunde dog hjælpes uden brug af medicin, selv om medicin kan være med til at opnå hurtigere resultater. Vi bruger det, vi kalder gradvis tilnærmelse, hvor vi skyder på lange afstande af hunden. Samtidig lærer vi hunden at udvise en anden adfærd i tilknytning til skud, eksempelvis at dække eller sidde. Når hunden er rolig, belønnes den med en godbid, hvilket jeg ved, at mange jægere ikke bruger. Det er dog ganske effektivt. På længere sigt kan man undlade de spiselige belønninger og basere tilvænningen på ros og klap alene.
Godbidsbelønningen er specielt velegnet, når den nervøse hund skal omprogrammeres og lære at associere skud med noget positivt og behageligt. En forudsætning for et vellykket resultat er dog, at hund og førerforholdet fungerer tilfredsstillende, siger Jan Ladewig til Jæger.
- Hunden skal behandles med Clomicalm i ca. en uges tid, inden det virker. Dog kan virkningens begyndelse variere, og vi ser hunde, hvor det først virker efter tre-fire uger. Til gengæld er det vigtigt, at man giver hunden medicin dagligt, og vigtigst på samme tidspunkt af dagen. Der skal være 24 timer mellem hver indgiftsperiode, selv om nogle vælger at halvere doseringen og i stedet give hunden midlet hver tolvte time.
Når hunden har gennemført behandlingen, som typisk strækker sig over mindst tre måneder, skal behandlingen med den angstdæmpende medicin stoppes. Enten gradvist eller fra den ene dag til den anden. Tilsyneladende har det ingen betydning, hvordan hunden afvænnes, siger Jan Ladewig, der alternativt til de autentiske skud på lange afstande anvender lydbånd med indspillet høje og skarpe smæld.
Bente Iversen, Biodyrklinikken hører ligeledes til den grupppe behandlere, der anvender lydbånd og medicin i sin behandling af skudnervøse hunde. - Det første, jeg gør, er at undersøge, hvad hunden er bange for. Desværre møder vi mange hunde, der er blevet skudrædde under dressuren. Ligeledes ser vi hunde, som kun er bange for lyden af det aktuelle våben, der blev anvendt. Eksempelvis oplever vi hunde, der er bange for lyden af en 6 mm, men ikke for lyden af en 9 mm. Denne form for angst kaldes specifik angst. Men bliver den specifikke angst ikke behandlet, kan en enkelt ubehagelig oplevelse sprede sig og blive til det, man kalder afsmittende angst.
Et klassisk eksempel er den ellers psykisk stærke hund, der bliver forskrækket for et kæmpebrag i et tordenvejr. Med tiden kan den risikere at blive bange for selv ganske små brag eller sågar bare en svag buldren. Ligeledes kan den skræmmende oplevelse kædes sammen med lyn og regn, og i værste fald kan den ende med at blive bange, når det begynder at blive mørkt, siger Bente Iversen. Jægere kender samme problemstilling med skudrædde jagthunde, der bliver bange, så snart de ser (og lugter) de grønne jagtsokker.
Når Bente Iversen har stillet diagnosen, udarbejder hun et behandlingsprogram, hvor lydbånd spiller en central rolle. Lydbåndene skal altid afspilles på så lavt et niveau, at hunden ikke reagerer. De skal afspilles på det niveau, hvor den er på nippe til at reagere. Også Bente Iversen anvender godbidder undervejs i behandlingen. På den måde vil den ubehagelige lyd efterhånden forbindes med noget behageligt.
- Det er bandlyst at trøste sin hund undervejs, selv om mange synes, det er synd og gerne vil trøste hunden, hvis den bliver forskrækket. Straf er dog lige så bandlyst som trøst,idet hunden da vil forbinde lydene med noget negativt. Det skal være afslappet og sjovt, og når folk er sendt hjem, skal de arbejde videre med øvelserne.
- Når hunden har vænnet sig til båndet, skal man opsøge de autentiske lyde, som hunden reagerede på. Er det skud, som hunden er bange for, skal man prøve at dæmpe skudlyden. Evt. ved at skyde på lang afstand eller ved at pakke bøsse eller pistol ind i et stof, der dæmper lyden uden at ændre lydtonen. Man kan evt. bruge pap og flamingo. Plastik duer derimod ikke, da materialet kan ændrer lydtonen.
Wildlife Image: Michael Sand
- Endelig skal det nævnes, at hunden aldrig må blive bange under selve behandlingen. Det drejer sig om at flytte grænser, ikke om at overskride dem. For nogle hunde kan terapi og øvelser stå alene. Men ikke alle former for angst kan trænes væk. Psykisk angste hunde, eller hunde med paniske fobier, er naturligvis vanskeligere, siger Bente Iversen, der ligeledes anvender decideret angstdæmpende medicin. - Det er vigtigt, at medicinen ikke sløver hunden, da man fortsat skal være i stand til at arbejde med patienten.
Behandlingen med angstdæmpende medicin vil afhænge meget af situationen. En jagthund kan bruge det under spidsbelastninger. Nogle skal have det hele livet, andre kan nøjes med lidt i jagtsæsonen nogle år i træk, indtil angsten (måske) er helt væk. Vigtigst er det dog, at medicinen bruges sammen med en form for terapi, slutter Bente Iversen.
Og så er det man spørger sig selv: Er behandling med angsdæmpende medicin som at koge suppe på en sølle sten. Ifølge den gamle fortælling er det nemlig muligt at lave en velsmagende suppe alene kogt på en gammelt sten, men hvis man tilsætter lidt krydderi og nogle grøntsager, bliver den betydelig bedre. Der er næppe tvivl om, at medicinsk behandling reducerer angsten og kan være løsningen i ekstreme tilfælde af skudnervøsitet. Adfærdsbehandlerne er dog enige om, at den medicinske behandling aldrig må stå alene. Ellers risikere man, at den medicinsk behandling kun virker i den periode, hvor hunden er under behandling.
|
