|
Opret dig som bruger 
|
Søges: Jagthunde til jægere 
Wildlife Image: Michael Sand
Er der gået sport i markprøverne og måske ligefrem show i sporten? Og er jægeren, der ”bare” skal bruge en funktionel jagthund, blevet sorteper i opdrætternes forsøg på at skabe konkurrencehunde?
Formålet med markprøver er – blandt andet - at udpege de hunde, der egner sig til at præge fremtidens jagthundestammer. Derfor har man altid forsøgt at lave markprøverne så jagtrealistiske som muligt. Men tiderne skifter. Også vilkårene for jagt har ændret sig. Vi har derfor set nærmere på prøverne og deres relevans i forhold til vor tids jagtformer. Er prøverne stadig jagtrealistiske, og er en vinderhund stadig en ægte vinder på praktisk jagt? Vi har koncentreret diskussionen om de prøveformer, der minder mest muligt om jagt; nemlig vinderklasserne, hvor der fældes vildt for hundene. Vi formoder, at højt placerede hunde fra VK-prøverne spiller en afgørende rolle i avlen, - uanset om afkommet skal bruges til jagt eller prøve.
Vinderklasseprøver i fortid og nutid
En jagthunderace er groft set avlet med henblik på bestemte former for jagt. Hundene afprøves da også i ganske specialiserede jagtformer, selv om anvendelsesområderne med tiden er blevet mere vidtfavnende. Den stående hund afprøves på hønsefuglejagt i åbent terræn, og retrieveren under store fællesjagter, hvor der fældes store mængder vildt. Og den stødende hund – læs spaniels - afprøves under trampejagt, hvor der typisk skydes fasan og harer. Spørgsmålet er dog, om disse prøveformer er repræsentative for dagens jagtformer. Eller sagt med andre ord; minder prøveformen om den form for jagt, som det store flertal af jægerne og deres hunde udøver?
Den stående hund – fra mark til skov
Der er næppe tvivl om, at den stående hunds arbejdsområde med tiden er flyttet fra mark til skov og krat. For samtidig med at hønsejagten i det åbne land er mere eller mindre forsvundet, har jagten i den beplantede del af Danmark fået flere og flere udøvere. Det formodes derfor, at der skydes langt mere vildt for den stående hund i skov og krat, end der gør i åbent terræn.
- Mange af de egenskaber, man bedømmer i marken, er dog også værdifulde for hunde, der anvendes til fuglejagt i skov og krat, siger Kristian Thomsen, der ofte deltager på norske skovprøver for stående hunde. Både som dommer og hundefører. - Eksempelvis vildtfinderevne, stand, rejsning, ro i opflugt og skud samt apportering. Andre egenskaber er dog vanskeligere at bedømme på en markprøve i åbent terræn. Hundens evne til at holde kontakt under skovsøget er f.eks. altafgørende. Man skal tænke på, at hunden er ude af syne det meste af tiden, og derfor skal den være helt ren over for hare og råvildt. Man har sjældent mulighed for at råbe eller fløjte hunden ned, hvis den rejser hårvildt. I de nordiske skove afprøves hunden på urfugl og tjur, og hunden har ikke samme mulighed for at holde fuglene, som den har med agerlandets fasan og agerhøns. Evne til at rapportere er derfor vigtig. I øvrigt er en avance på 100 til 150 meter på tjur ikke ualmindeligt, og jægeren må være hurtig til at følge med, hvis han vil have skud til fuglene, når de går på vingerne. Dog holder urfugl ofte bedre, siger Kristian Thomsen, der godt kan forestille sig, at man forsøger sig med en dansk skovprøve. Eksempelvis på fasan og sneppe. – Alt for mange hundeførere på danske markprøver er ligefrem bange for, at hundene går i skov og krat. Naturligvis fordi de frygter, at de skal miste kontrollen over hunden. Men er man på jagt, tager man som regel remisserne med. Og hvorfor skulle man ikke gøre det samme på en markprøve, spørger Kristian Thomsen. Her bør det tilføjes, at mange hundeførere ikke kræver, at hunden er hårvildtren. Den skal blot være stoplydig, hævdes det. Under skovsøget vil sådanne hunde altså ifølge Kristian Thomsen ofte komme til kort.
Peter Strøbech, medlem af DJU’s dommerudvalg og fører af racen ruhåret, kan godt tilslutte sig ideen om en skovprøve på forsøgsbasis, idet han frygter, at man er i gang med at fremelske (markprøve) hunde, der kun kan arbejde i åbent terræn. Alsidigheden, som altid har været den kontinentale hunds adelsmærke, bør bevares, siger Peter Strøbech.
Fuldbrugsprøven, der afprøver hundens arbejde i mark, skov og vand, har naturligvis indlagt skovsøg som en af de mange discipliner. Dog tester man kun hundens evne til at holde kontakt med føreren, og rigtigt skovarbejde med fugl og fristende hårvildt udsættes hunden ikke for.
På markprøver for stående hunde anvendes ofte agerhøns, der på dispensation udsættes dagen før VK-prøvernes afholdelse. – Men en udsat fugl opfører sig ofte atypisk. I forsøget på at sætte udsætteren, går hunden ofte fuglen op, støder den eller kommer på anden måde galt af sted. Uden tvivl diskvalificerer man ofte hunde på et uberettiget grundlag, siger Peter Strøbech og understreger, at der på prøver med udsættere ofte begås justitsmord.
Og Flemming Fuglede Jørgensen, kendt hundesportsmand og opdrætter af racen pointer, siger: - Ved at bruge udsættere på markprøver nedprioriteres de hunde, der instinktivt ved, hvor vildtet findes. Udsat vildt sidder ofte tilfældige og for hunden unaturlige steder i terrænet. Evne til at læse terrænet er alt afgørende for en effektiv jagthund. Hvad hjælper det, at hunden har en god næse, hvis den ikke kommer de steder, hvor vildtet opholder sig. Jeg mener dog, at vi er nødt til at anvende udsat vildt for at kunne afholde de mange vinderklasseprøver.
Endelig nedlægges der kun sneppe, agerhøns og fasan på vinderklasseprøver for stående hunde, selv om det formodes, at de færreste jægere vender det blinde øje til harer, råvildt og andre vildtarter under praktisk jagt. Ja mange jægere bruger ligefrem den stående hund til drev på det ”forbudte” hårvildt.
På en VK-prøve skyder hundeføreren ikke selv. Og det anses ofte for at være en fejl. De sidste par år har man derfor afholdt et par uofficielle prøver, hvor føreren selv skyder over hunden. Ligeledes vil DJ - på forsøgsbasis – afholde en VK-prøve, hvor hundeføreren selv skal skyde over sin hund.
Retriever – fra ren apportør til drivende og stødende apportør Retrieverne afprøves under klap- og drivjagter. Hunden er med som apportør, og føreren skyder ikke selv. Hunden skal vise, at den kan apportere og holde sig rolig på post, selv når jagten er allermest hektisk. Men mange retrievere anvendes i dag som drivende og stødende hunde og under træk- og trampejagt, der sjældent er lige så hektiske som de store klapjagter. Og derfor er spørgsmålet, om VK-prøverne tilgodeser denne form for hundearbejde. Eksempelvis skal det være muligt at dirigere en vinderklassehund med imponerende præcision. Selv over meget lang afstand. I de fleste situationer skal hundeføreren blive på sin post, og han eller hun må ikke gå med ud til det sted, hvor vildtet faldt. På trampe- og trækjagt vil mange dog følge med ud til nedfaldsstedet, såfremt hunden ikke selv ser, hvor vildtet falder. Men er den imponerede fjernstyring blevet et konkurrencemoment, mere end det er et absolut must for en apporterende jagthund? Spørgsmålet er, om man i sine bestræbelser på at opnå en højt dirigerbar (prøve)hund mister mere jagtrelevante egenskaber – i avlen eller under dressuren.
- Den oprindelige tanke med dirigering var, at jægeren skulle være i stand til at lede sin retriever i så god vind, at hundens næse hurtigt kunne finde fuglen, siger Jørgen Lycik, en af Europas mest vindende markprøvedeltagere med racerne labrador og spaniels. Men i dag hører man ofte kritikere, der påstår, at det er føreren, der finder fuglen - og ikke hunden. Men på vinderklasseprøver, der afvikles under praktisk jagt, ved man ikke altid, hvor vildtet er faldet. Dermed mener jeg, at man stadig tilgodeser hunde med vildtfinderevne. Navnlig i de situationer, hvor vildtet er anskudt, viser vildtfinderen sig tydeligt. Hunde, der er trænet for meget på dirigering, ryger normalt ud på en vinderprøve, hvor der fældes vildt, siger Jørgen Lycik og fortsætter. - Hos nogle hunde kan man ofte iagttage en medfødt sans for at anvende vind og terræn. En sådan hund får selv en vanskelig apportering til at se legende let ud. Uden nævneværdig støtte fra sin fører, bringer hunden vildtet hjem, og desværre er der mange folk, der tror, at hunden blot er heldig og får lutter nemme apporteringer. Men det er en god hund, der ikke skal stoppes og dirigeres i en uendelighed. Desuden bliver hunde, der kun er trænet på dummyer og døde duer, let overgearet på praktisk jagt, og har hunden ikke jagterfaring, knækker filmen ganske enkelt på en VK-prøve. Placeringer opnået på prøver med koldt vildt må derfor ikke vægtes for meget. Strengt taget kan man selv hente det vildt, man dødskyder. I værste fald vil det blot indgå i naturens store husholdning. Derimod udgør anskudt vildt et helt andet moralsk problem, og hunde, der kan klare anskudt vildt, bør klart opprioriteres på prøverne – og i avlen. Kun under praktisk jagt – eller på prøver, hvor der fældes vildt – kommer disse altafgørende egenskaber til udtryk. Derfor må apporteringsprøver ikke tillægges for stor betydning. Hvad hjælper det, at hunden vil gå i vand efter en død due en varm sommerdag, når du skal bruge den som andeapportør en mørk og kold decemberaften?
På en vinderklasse med spaniel, der ofte foregår i skov og krat, skal hunden søge i tæt kontakt med føreren. Men på praktisk jagt vil mange være tilbøjelige til at slække lidt på kontakten. Til tider påstås det, at prøvesøget er for maskinelt. Og da praktisk jagt ofte drives med posterede bag- og forposter, har mange jægere ikke noget imod, at hunden følger op på varm fodfært og måske opnår et kort drev. Eksempelvis på hare eller råvildt. Navnlig når spaniels anvendes i områder med en tynd fuglebestand, vil den jagtlige anvendelse afvige meget fra den klassiske prøveform. På en vinderklasseprøve er det jo diskvalificerende at drive med hårvildt. – Spaniels er ”lavet” til det, englænderne kalder Rough shooting –, men har vist, at de kan bruges til stort set alle former for jagt, understreger Jørgen Lycik. - Derfor vil jeg advare mod, at man fejlbruger racen og begynder at fremme specielle egenskaber, som ikke er beskrevet i racens standard. Eksempelvis bør evnen til at gå med hals ikke være et avlskriterium. Man skal tænke på, at det har tager flere hundrede år at fremme de egenskaber, som racen besidder i dag. Såfremt racen ikke har de evner, man ønsker, mener jeg, at man bør søge dem hos andre typer – og ikke forsøge at ændre på en race. En spaniel skal lægge sit søg tæt under bøssen. Det stærke kontaktbehov ligger instinktivt i mange spaniels og ved i stedet at fremme evnen til at gå på fod, får man i løbet af generationer hunde, som vil søge større. Dermed er vi allerede på vej væk fra standarden. Og dertil er det uheldigt, hvis man laver forskellige linjer i avlsarbejdet, hvorved den overordnede kurs trues, slutter Jørgen Lycik.
Selv om der tilsyneladende er et vist gab mellem den mest almindelige form for praktisk jagt og den jagtform, som hundene afprøves under, er det alligevel prøveresultaterne, de mere seriøse jægere kigger efter, når de køber hvalp. Men hvis resultaterne er opnået på prøver, der ikke længere er identiske med tidens jagt, er det spørgsmålet, om kvalitetsstemplet er relevant eller irrelevant. I samme forbindelse må man stille spørgsmålet: Er en god jagt- eller prøvehund født med fremragende egenskaber, eller er vinderhunden et rent dressurprodukt. I virkeligheden er en markprøve en vurdering af både hund og fører. Men ofte hører man, at det er føreren, der præmieres på markprøver - og ikke hunden. En dygtig fører kan fremhæve hundens gode egenskaber og camouflere de mindre heldige. Derfor diskuterer man ofte vinderklassernes værdi for avlen. – Mange af de egenskaber, som man tester hos en vinderklassehund, er dog medfødte, siger Jørgen Lycik. - Man lægger eksempelvis altid særlig stor vægt på hundens vildtfinderevne og på dens evne til at kontrollere sig. Ligeledes bemærker man, om hunden har været i stand til at modtage en eller anden form for dressur. For selv om hunden skal kunne arbejde selvstændigt, skal den også have lysten til at behage – til at please - som man siger. Og det er også medfødt i en eller anden grad. Hvis man eksempelvis konsekvent baserer sin apportdressur på tvangsmetoder, kan man på længere sigt risikere at avle lysten væk. Apportering lært via tvang er jo ikke arveligt.
– Vigtigst er dog, at jægeren selv ser forældrehundene i arbejde, understreger Jørgen Lycik. - På den måde danner man sig et indtryk af hvilke typer, man kan lide. Nogen garanti for, at afkommet ligner forældrene, kan man aldrig få. Champions avler ikke altid champions. Så enkelt er det langtfra. Avlen bevæger sig altid omkring et knivskarpt balancepunkt, og der findes ingen firkantede løsninger. Derfor må markprøveresultater - gode eller dårlige - ikke opfattes som den endegyldige sandhed. En markprøvevurdering er kun et blitzskud af en hunds liv. Deltager man ofte nok, elimineres heldet dog gradvist, og efterhånden begynder der at tegne sig et vist mønster af hundens evner.
En god jagthund – uafhængig af type – skal arbejde i høj fart og god stil. Ofte hævdes det, at selv verdens bedste vildtfinder er uinteressant, med mindre den arbejder i en smuk stil og god fart. Men er fart og stil vigtige også for jægeren, der ”bare” skal bruge en funktionel jagthund. Er det rigtigt, at farten med tiden er blevet så høj, at man har spildt andre vigtige egenskaber i sine bestræbelser på at fremavle den hurtige og stilrene prøvehund. Har man nedprioriteret kvaliteter, der var mere aktuelle for jægeren. Eksempelvis siger man ofte, at nogle af tidens hunde arbejder så stærkt, at næsen ganske enkelt ikke længere kan følge med. – Det passer ikke, påstår Flemming Fuglede Jørgensen. – Hvis vi snakker stående engelske hunde, skal den arbejde på kropsfært. Derfor skal den gå i høj fart og med højt båret hoved. Derved frasorteres jordbundet fært. Dog skal hundene altid arbejde efter forholdene, men for en fuglehund er den høje fart og gode stil meget vigtige. Men såfremt hunden ikke går på jagt for sin fører, er den værdiløs. Uanset hvor stærkt og smukt den går. Der findes ikke noget mere irriterende end den hund, der afsøger næste såt. Hundens lyst og evne til at samarbejde er kimen i al hundearbejde, slutter Flemming Fuglede Jørgensen.
- Jeg mener, at flere af de kontinentale stående hunde har nået toppen med hensyn til fart, siger Peter Strøbech. Man skal ikke bestræbe sig på at få farten højere. Ellers kan man lige så godt vælge en engelsk hund. For at fremme den høje fart, der syntes at være påkrævet på vinderprøverne, begås der til tider vold mod racernes naturlige kendetegn. Et godt eksempel herpå er den gamle danske hønsehund, der i dag generelt går lige så hurtigt på marken, som de andre kontinentale racer. Den tidligere regel i Fælles Markprøve Regler (FMR) om, at dommeren skal tage hensyn til racernes særpræg er nemlig udgået. Og desværre genindføres denne regel ikke ved den igangværende revision af FMR, slutter Peter Strøbech.
- Men selvfølgelig kan man få hurtige hunde, der tillige bruger næsen, siger Jørgen Lycik. Men man oplever også hunde, der er så ophidsede, at de slår hjernen fra. Hvis markprøverne bedømmes fornuftigt, kommer den slags hunde ikke langt. Går en vinderklassespaniel så stærkt, at den går forbi vildt, ryger den ud. På samme måde er det med en retriever, der ikke kan finde det vildt, som den er sendt ud for at finde. Også dette er diskvalificerende, påpeger Jørgen Lycik.
Udgangspunktet for dette indslag er ikke statistisk undersøgt. Alligevel er der næppe tvivl om, at vinderklasserne i dag afholdes under jagtforhold, som har langt mindre udbredelse i dagens Danmark end tidligere. Markens stående ”jagt”-hund er gået til skovs, klapjagtsretrieveren er blevet træk- og drivende trampejagtsapportør, og den stødende spaniel anvendes i vid udstrækning til drev på hårvildt. Og fælles for alle vinderklasseprøver er, at hundeføreren ikke selv skyder over hunden. Men spørgsmålet er, om de fleste også er de bedste. Hvem skal nærme sig hvem? Skal vinderklasseprøverne laves om? Skal racerne? Eller skal jægerne anskaffe sig hunde til det formål, racerne oprindelig er skabt til og acceptere, at kun de færreste hunde – hvis nogle - kan være dygtige til det hele. - Det er ikke antallet af vildt på tasken. Det er kvaliteten, der er det afgørende. Blandt andet er den stående hunds fuglearbejde samt søg og smukke stil en stor del af jagtglæden, siger Flemming Fuglede Jørgensen. Men denne artikels repræsentanter for de andre racer vægter effektiviteten lige så højt – om ikke højere - end det æstetiske.
- En kontinental hund, der anvendes til det hele, skal først og fremmest være selvstændig. Derfor må dressuren aldrig blive på bekostning af selvstændigheden, siger Peter Strøbech, og understreger, at VK-prøverne for kontinentale racer har for stor opmærksomhed. – VK-placeringer er ikke det rigtige grundlag at bedømme en hund ud fra. Jeg erkender dog, at VK-prøverne bliver vurderet højt, da der fokuseres meget på førstevindere og navnlig på vinderne af DM. Men mange glemmer, at VK-prøverne er konkurrence, hvor den bedste vinder – uagtet hvor dårlig den er. Efter min mening er det langt bedre at vurdere avlshunde ud fra deres præmieringer på brugsprøver, som er en kvalitetsprøve, hvor der tillige fældes og apporteres fugl. En hund, der opnår 1. præmie på en brugsprøve, har gået fejlfrit og har præsteret mindst en perfekt fugletagning. Dertil har den et stort format, slutter Peter Strøbech.
- En retriever skal kun apportere, og ikke som spaniels og stående hunde søge og apportere. Derfor skal den være alle andre racer overlegen, når det gælder arbejdet efter skuddet. En retriever må i princippet ikke miste et skudt stykke vildt. En spaniel skal være effektiv, og den almindelige jæger har ikke råd til at miste chancer til vildt, fordi hunden søger for stort og voldsomt. Selv om jagt ikke skal måles på antal nedlagt stykker vildt, bliver dagen næppe bedre, hvis hunden støder dagens tre fasaner uden for skudhold, siger Jørgen Lycik.
Men hvordan sikrer man sig, at hundesporten bliver på sporet og fortsat udvælger de bedste jagthunde til jagt og jægere. – Først og fremmest er det vigtigt, at tilgangen til hundesporten kommer fra jægere – og ikke fra ”ikke jægere”, der har fået jagthund, siger Jørgen Lycik, og advarer mod, at der bliver for mange markprøvedeltagere i røde gummistøvler. – Det drejer sig om at afmystificere markprøverne og få almindelige jægere til at interessere sig for prøverne, siger han. Et synspunkt, der deles af Kristian Thomsen. – Markprøvedeltagere skal være jægere. Ellers risikerer man, at hundesporten ender som et kunstigt paradoks. Et absolut minimumskrav til en VK-deltager må være et jagttegn, mener Kristian Thomsen. Og disse holdninger bliver dermed de sidste. Problemstillingen er altså vendt på hovedet, og konklusionen på dette indslag må lyde som følger: Søges: Jægere til jagt- og markprøvehunde.
NB: Jægerforbundets formand Kristian Raunkjær oplyser, at hundeudvalget og DJU i løbet af kort tid vil drøfte de problemstillinger artiklen rejser. - En debat der bør føres af alle jagthundeinteresserede med henblik på at finde det bedste trænings- og afprøvningsgrundlag for jagt”brugs”hunde
|
INDHOLD
|
|
