|
Venlig aggressions bekæmpelse
Wildlife Image: Michael Sand
Næst efter alderdom er aggressivitet det hyppigste motiv til aflivning. Derfor har Jæger spurgt Dansk Kennel Klubs adfærdskonsulen Lise Lotte Christensen, hvordan man undgår, at jagthunden udvikler sig til en skræmmende og måske ligefrem farlig hustyran.
- Aggressivitet er en blandet størrelse, og vi bruger ofte ordet i flæng. Derfor er det vigtigt at slå fast, at aggressivitet defineres som en afstandsregulerende adfærd rettet mod eksempelvis mennesker, dyr eller andre hunde. Ved at optræde aggressivt forsøger hunden af en eller anden grund at holde individer på afstand.
Hunden er et socialt rovdyr, og artsfællerne konkurrerer om mad, territorier og parringspartnere etc. Eksempelvis vil hunden via en aggressiv fremtoning forsøge at holde andre ud af haven, da den betragter det som sit område. Hunden kan også optræde aggressivt, når den forsøger at skræmme andre væk fra sin mad, ligesom man ser hunde, der udviser aggressivitet, når den er sammen med sin fører. Det er dog ikke udtryk for en beskyttertrang, som mange tror. Hunden vil med sin fremtoning blot holde andre på afstand af sine "ressourcer", siger Lise Lotte Christensen, som er adfærdskonsulent i Dansk Kennel Klub.
- En hund kan dog godt være supersocial over for sine mennesker, mens den virker truende og aggressiv over for andre hunde. Derfor kan man næppe sige, at en hund generelt er aggressiv, kun at den er aggressiv i visse sammenhænge. Aggressivitet kan således udløses af kendte og ukendte mennesker, af dufte eller af en oplevelse, som hunden har haft på et tidligere tidspunkt i sit liv.
Vil man nedsætte risikoen for at en hund reagerer aggressivt over for mennesker og hunde, er det vigtigt, at den unge hund socialiseres positivt på fremmede mennesker og hunde, samt på hunde og mennesker, der ser anderledes ud end de hunde og mennesker, som hunden er vokset op blandt. Eksempelvis skal hunden præges på børn og voksne i alle aldre, ligesom den skal møde handicappede og mennesker med andre hudfarver.
Andre typer hunde end dens egen race er også vigtige indslag i hundens opvækst. I modsat fald kan man risikere, at hunden laver udfald mod hunde eller mennesker, der ser anderledes ud, ganske enkelt fordi hunden føler sig usikker i situationen. Angreb er som bekendt det bedste forsvar.
- Man kan dog ikke komme uden om, at nogle hunde bliver aggressive, fordi de tilegner sig for stor magt i familien. Det skyldes ofte, at de gennem tiden har haft succes med at optræde aggressivt. Sådanne hunde er altså det, vi kalder overlegne aggressive. Ofte er det børnene og den, der ikke arbejder med hunden, der bliver udsat for aggressivitetschikaneriet. Problemet kan skyldes fejlhåndtering. Måske fordi hund og ejer har haft nogle slåskampe.
En hund, der er blevet behandlet hårdhændet, vil tænke: "Vil du frem i verden, må du være hårdhændet". Måske vil den ikke sætte sig op mod sin træner, men forsøge sig på lavere rangerende. Altså vil den prøve på børnene eller andre, der ikke arbejder med den.
Det dominante problem udvikler sig ofte, fordi vi venter alt for længe, inden vi skrider ind. Ofte sker der ikke noget, før det er gået galt. Derfor gælder det om at sætte ind, før hunden begynder at udvise de første tegn på dominant adfærd.
Hvis hunden ved indkald kun kommer, når den har lyst, hvis den trods forbud kravler i møblerne, eller hvis den maser sig gennem døren, før den får lov, er det alt sammen små signaler, der tilsammen indikerer, at hunden blæser på systemet og indirekte udfordrer lederskabet. Desværre forstår vi først hundens intensioner den dag, den pludselig knurrer eller viser tænder, når vi forsøger at flytte den fra sofaen. Men de blottede tænder er kun toppen af isbjerget. Det stikker meget dybere.
For alle hunde er det naturligt at afprøve grænser og søge lederskab. Hunde tænker i overlevelse og vil altid søge den mest kompetente flokleder. Hvis vi overser dens små udfordringer, prøver den blot endnu kraftigere. I stedet for at vente på situationen, skal man ændre hundens motivation. Hunden skal lære den grundlæggende glæde ved at samarbejde, hvilket i øvrigt er det mest naturlige for et flokdyr som hunden.
- Bedst forebygges aggressivitet med ganske simple samarbejds- og lederskabsøvelser som sit, dæk, indkald, venter i døren o.s.v. Samtidig skal hele familien involveres i nogle sjove øvelser som for eksempel apportering, finde børnene, søge efter godbidder m.m..
Det er vigtigt, at det ikke kun er den, der arbejder med hunden, som deltager i denne form for træning. Denne kan eventuelt betragte legen og skal kun blande sig, såfremt legen mod forventning ikke udvikler sig hensigtsmæssigt. Når hunden efterlever sit- og dækopfordringerne, belønnes den med ros, klap og eventuelt lidt hundemad. Og man behøver ikke være bange for, at børnenes leg med hunden påvirker dens lydighed. Pointen er, at børnene belønner hunden og dermed stiger i hundens anseelse.
Alt foregår under lyst, og selvfølgelig skal man ikke give en seksårig lov til at hive i dressurlinen. Eneste faremoment ved disse belønningsbaserede øvelser er, at hunden måske tager et halvt kilo på. Foderet, hunden bliver belønnet med, kan eventuelt tages fra hundens daglige foderration!
- Hvis man alternativt vælger at kurere aggressivitetsproblemet med den hårdhændede metode, skal man være klar over, at nogle må betale prisen for denne løsning. Hvis en hund eksempelvis får en på lampen, når den puster sig op over for en fremmed hund eller et fremmed menneske, begynder den snart at forbinde fremmede og andre hunde med noget ubehageligt.
Resultatet bliver måske, at hunden reagerer endnu voldsommere næste gang, den er i en lignende situation. Bedst er det, hvis man i stedet afleder hundens opmærksomhed ved at sige Nej! Og så sætte eller dække hunden af, hvorefter den roses. Dermed har vi opnået det, vi ville. Hunden får ikke lov til at puste sig op, vi får den til at indtage en ikke truende position, og vi kan rose den for at gøre noget rigtigt.
Vigtigst af alt er dog, at situationen ikke efterlader negative forbindelse. Eksemplet er det, jeg kalder en god lederbeslutning. Vi har ikke tabt ansigt, og ved denne ikke konfronterede handling er vi kommet ud af problemet, før det opstod. Derefter kan hunden møde den ukendte, mens man går i marken, hvor den er fri, og man selv er i bevægelse. Lad derimod aldrig meget stressede hunde møde hinanden i line foran jagthytten. Sekund for sekund puster de sig mere og mere op, og pludselig kan det gå galt. Først når de er faldet lidt til ro efter afdækningen, kan man slippe dem fri, siger Lise Lotte Christensen
Wildlife Image: Michal Sand
Det drejer sig om at kende sin hund og afbryde legen, inden den bliver for voldsom. Hundene skal ikke selv finde ud af det. Kammer legen over, skal legen afbrydes, og hundene dækkes af. Og husk at rose den for denne handling. Kald den ind og ros den atter, og giv den så fri. Dermed har mødet med den anden hund ikke efterladt et negativet indtryk, siger Lise Lotte Christensen, adfærdskonsulent i Dansk Kennel Klub.
Wildlife Image: Michael Sand
Når hundene at få fat i hinanden, prøv da at brøle "nej" for dermed at afbryde kampen. River eller slår man på den ophidsede hund, vil den blot forbinde det med selve kampen. Gå lidt væk med hunden og forbliv i bevægelse, da bevægelse er god afledning. Derimod vil korporlig afstraffelse kun efterlade en dårlig oplevelse af den anden hund. Husk, at man altid skal slutte træningen med succes. Omgang med andre hunde er også træning, siger Lise Lotte Christensen. Her en hvalp der ignorer den voksne hunds tydelige signaler.
Finder ikke selv ud af det
Vi skal ikke acceptere, at en hund forsøger at dominere en anden ved gentagne gange at springe op på ryggen af den, lave parringsbevægelse eller presse hovedet ind over den. Ikke alle hunde vil finde sig i denne adfærd, og et slagsmål kan opstå. Hvis hundene skal leve efter "find selv ud af det reglen" forudsætter det, at den slagne kan trække sig ud af flokken og etablere sig i et andet område. Og det kan vores hunde ikke. Derfor skal vi som flokledere sørge for, at flokken fungerer som en social helhed, siger Lise Lotte Christensen.
Tekst: Michael Sand, den 1.1.2000
|
