|
Hvalpe uden problemer Hunde går ikke til fødselsforberedelse. De lytter til deres instinkter, og uden støtte hjælper de hvalpene til verden. Som oftest går det hele uden problemer.
Ligesom mennesker er hunde individualister. Men i forbindelse med parring og hvalpefødsel er tævens adfærd ret forudsigelig. I disse situationer kommer hundens medfødte natur op til overfladen. Tæven har jo aldrig lært, hvordan hun skal parre sig, eller hvordan hun skal føde sine hvalpe. Hun må helt og holdent støtte sig til de instinkter, hun er født med.
I det følgende berettes om mine førstegangsoplevelser med en førstegangsfødende tæve. Beretningen starter med parringen.
11-12 dage efter at tæven var begyndt at bløde, satte vi hende ind til hanhunden, som vi håbede ville sætte sit genetiske præg på kuldet. Hun kastede et nervøst blik gennem løbegårdens trådvæv, da hannen snusede hende bag i. Hun var ikke sikker på, om det, de havde gang i, var lovligt. Hun ventede dog ikke på vores accept, og minuttet efter hang de sammen.
Ejeren af hanhunden var overbevist om, at en enkelt parring var tilstrækkelig, da sædceller kan overleve flere dage i tævens livmoder. Skulle det vise sig, at tæven ikke havde ægløsning, ville æggene sandsynligvis blive befrugtet alligevel. I øvrigt kan tævens æg befrugtes et par dage efter, de har løsnet sig.
63 dage efter romancen i løbegården skulle tæven nedkomme, og et par uger inden terminen lavede jeg en hvalpekasse. Selv om jeg ikke er nogen stor håndværker, fik jeg dog banket et lille børneværelse sammen og placerede kassen i det rum, der skulle være hvalpenes.
Jeg smed et par tæpper i bunden og kaldte på tæven, der allerede var rummelig og besværet af den stærkt opspilede mave. Men tævens interesse for kassen var mildest talt afdæmpet. I de følgende dage ignorerede hun fuldstændig kassen og rummet, hvor den stod.
Men en dag bankede det pludselig løs i hvalpeværelset. Det viste sig at være tæven, der rykkede kassens tæpper i stumper og stykker. Hver gang at et tæppe gav efter i sømmene, bankede hun hovedet mod fødekassens loft. Der var gået 9 ½ uge, og nu skete det endelig.
Hendes redebyggeri stod på i et par timer, hvor hun pustede voldsomt og havde et uroligt udtryk i øjnene. Ind i mellem kaldte jeg hende op for at give hende vand og få hende til at slappe lidt af. På et tidspunkt satte vi os på gulvet, og pludselig blev mit lår gennemblødt. Fostervandet var gået, og tæven hoppede atter tilbage til kassen. Fødslen var nu i gang, og snart var hendes krop omdannet til en stor pressemuskel.
Hun kiggede spørgende på mig, som om hun søgte hjælp. Diskret opfordrede jeg hende til at lægge sig på siden, da jeg havde hørt, at det var det meste normale. Efter endnu et par kraftige veer rejste hun sig halvvejs op, og det viste sig at være måden. Snart dukkede den første hvalp op i fødeåbningen. Men til min store overraskelse kom den med bagbenene først. Og jeg kunne ikke se nogen hinde omkring hvalpen.
Jeg styrtede ind til telefonen og ringede til dyrlægen, som jeg i forvejen havde sikret mig kun komme inden for få minutter. – Kommer den ikke af sig selv, må du hjælpe den med en finger, snerrede dyrlægen, tydeligt irriteret over min uvidenhed. Og opmuntret af dette lille jordemoderkursus løb jeg tilbage til fødekassen. Men der blev ikke brug for min hjælp. Tæven var allerede i gang med at bide fosterhinden af hvalp nummer to, og begge hvalpe var velskabte og fulde af liv.
Efter de første hvalpe tog tæven situationen i egen hånd. Hun protesterede ikke, hvis jeg rørte ved hvalpene. Men løftede jeg dem ud over kassens kant, rejste hun sig, og tog dem ud af mine hænder. Tilliden mellem os var brudt. Tæven kunne ikke længere stole på andre end sig selv, og hun lyttede nu kun til de urgamle instinkter.
Når en ny hvalp var på vej, rejste hun sig op, flyttede sig uroligt rundt, og i det samme som hvalpene slap fri af fødselsvejen, nippede hun fosterhinden i stykker, bed navlestrengen over og slikkede hvalpene rene. Den grønne efterbyrd, der kom sammen med hvalpen –eller umiddelbar efter - åd hun også. Og naturligvis lod jeg hende gøre det. Hun vidste jo bedst, og i øvrigt havde jeg læst, at moderkagerne sætter gang i mælkeproduktionen.
I de følgende fire, fem timer fødte hun otte hvalpe. Bortset fra den første ”double ” gik der en halv til en hel time mellem hver hvalp. Mellem fødslerne pattede hvalpene, og jeg undrede mig over, hvor hurtig en nyfødt hvalp var til at finde mælkebaren. De hurtigste klarede rejsen fra fosterhinde til digevorte på mindre end et minut.
Sidst på eftermiddagen faldt tæven til ro, og jeg kunne ikke længere mærke hvalpe eller andre hårde knuder i hendes bug. Fødslen var forbi, og alle hvalpe lå nu rene og tørre med hver deres pat. Selv om alt åndede fred og idyl, var der ikke noget med, som brødre og søstre vi dele. Også hvalpene lyttede til deres instinkter, når de puffede en svagere hvalp fra patten. Kampen om overlevelse var begyndt. Heldigvis var der mælk nok, og alle hvalpe klarede sig gennem livets første uger - helt uden problemer.
Tekst: Michael Sand, den 1.1.2000
|
