|
Det sidste dæk 
Wildlife Image: Michael Sand
Man ved det i samme øjeblik, man anskaffer sig en hund. Der kommer en dag, hvor man må tage afsked. Alligevel er det vanskeligt. Ofte så vanskeligt, at beslutningen ikke bliver truffet, selvom hunden har oplevet sin sidste jagt og livskvaliteten længe har været døende.
Der findes mennesker, som mener, at glæden ved at eje en hund ikke opvejer sorgen ved at miste den. Synspunktet virker temmelig livsfornægtende.
Alt i denne verden har en pris. Også glæden ved en god hund. Og eftersom hunde lever kortere tid end mennesker, må de fleste af os tage afsked med de hunde, som vi tager til os.
Alligevel er beslutningen vanskelig. Ofte skubber man den tunge afgørelse foran sig, alt imens den gamle hund syner mere og mere hen. Men hvornår skal vi afbryde hundens liv? Når den ikke længere arbejder optimalt, når den ikke længere kan løbe på jagt, eller når den ikke længere kan rejse sig fra sin kurv?
Spørgsmålet er ikke nemt, og selvom hundens liv er værdiløst eller smertefuldt, vil den hænge fast lige så længe som alle andre levende skabninger. Ofte er dens livsvilje så kraftig, at den dagligt overgår sig selv i bestræbelserne på at gøre, som den altid har gjort.
Det er derfor vores tunge ansvar at stoppe livslegen, inden den bliver dårlig eller decideret ondskabsfuld. Men hvornår skal vi afbryde hundens liv? Ja, det er lige det. Kan vi antage, at jagthundens liv er passe, når den ikke længere kan gøre det, som den sætter allermest pris på, nemlig at gå på jagt? Eller kan vi gå ud fra, at den gamle jagthund kan finde livsglæden i andre roller?
Dyrlæge Henrik Bastholm fra Nørresundby hører til dem, som mener, at en gammel hund godt kan finde glæde i livet, selvom den ikke længere kan gå på jagt.
- Når en hund bliver ældre, har den ikke samme trang til jagt, som den havde i sine unge år. Hundens energi bliver ganske enkelt mindre med alderen. Man kan sammenligne den passionerede jagthund med en pensioneret idrætsmand.
En meget stor del af de mennesker, som i ungdommen var meget aktive, finder andre, mere inaktive interesser, når de når pensionsalderen. Derfor er det mit absolutte indtryk, at den gamle hund sagtens kan finde glæden i hundekurven. Når alt kommer til alt, tilbringer langt de fleste hunde mere tid i kurven, end de gør på jagt. Men beslutningen om aflivning afhænger meget af ejeren.
Bliver ejeren træt af hunden, fordi den ikke længere kan gøre nytte på jagten, er den hund bedst stillet ved at komme herfra. Derfor stiller jeg aldrig spørgsmål til en jægers beslutning om at aflive sin udtjente jagthund, siger Henrik Bastholm.
Som jæger skal man dog være klar over, at man altid skal leve op til reglerne om en apporterende hund. Det sætter i sig selv nogle grænser for, hvor længe man kan udskyde beslutningen. Det er nok tvivlsomt, om en gammel gigtplaget hund er i overensstemmelse med lovens hensigt.
I hvert fald vil man komme på kant med de etiske jagtprincipper, hvis man medbringer en hund, som er så gammel, at den ikke længere er i stand til at hente den and, som falder i et mere krævende terræn.
I praksis er problemet ikke altid så stort, som det her fremstilles. Ofte vil en gammel hund geare sig selv op, når den kommer med på jagt, og den atter mindes ungdommens susen. I et kort glimt kan den til forveksling ligne sig selv, som da den var på toppen. Men overanstrengelsen har sin pris.
Næste dag skal hunden betale med ømme og stive led og muskler, og for mange ældre hunde vil dagen efter en jagt være decideret smertefuld. Og er det rimeligt? Opvejer en kortvarig lykke næste dags smerter?
Under alle omstændigheder er det en god ide at se lidt ind i fremtiden og anskaffe sig en hund, mens den gamle hund endnu er på toppen. - Som regel vil en ny hund påvirke den gamle hund positivt. En ældre hund vil blive stimuleret ved at sætte hvalpen på plads og lære den lidt om livet.
Dog kendes der eksempler, hvor unge hunde har været alt for energiske. Hvis den gamle ændrer adfærd og forsøger at unddrage sig hvalpens selskab, skal man naturligvis vise den gamle hund hensyn og sørge for, at den unge hund ikke plager den gamle. Det er dog sjældent, at den gamle hund optræder decideret aggressivt over for en ung hund, siger Henrik Bastholm, som selv går på jagt med sin f.t. springer spaniel på 7 år.
Men hvordan oplever den gamle hund det, når man pludselig begynder at arbejde med den nye hund? Vil den sidde nedtrykt tilbage, når dens ejer tager rem og fløjte og forlader hjemmet med den unge hund.
Sociale nedture er belastende, hvad enten man er hund eller menneske, og kan man mærke, at hunden lider under rolleskiftet, kan man overveje at tage den gamle med, når man træner den unge. Eventuelt kan man starte og slutte turen med at sætte den førtidspensionerede hund på et par ganske lette opgaver. På den måde vil den ofte kunne opretholde sin værdighed.
- Som regel vil det ikke være et problem for den gamle hund, at man begynder at arbejde med den unge. Den lærer hurtigt at acceptere, at sådan er det. Dog forudsat, at den gamle hund vitterligt er gammel. Vælger man at lade den gamle hund deltage, så den stadig føler sig om en vigtig del af fællesskabet, bør den naturligvis undgå den arbejdsmæssigt krævende del af udflugten, understreger Henrik Bastholm.
Der kommer en dag, hvor alderdommen overhaler hunden. Måske bliver den gangbesværet, og måske får den problemer med at rejse sig fra sin kurv. Den tunge beslutning nærmer sig. Ofte er det nemlig gigten, som plager den udtjente jagthund.
En hund, som har været brugt meget til jagt, kan allerede være udtjent i 9-10 års alderen, selv om man kan forlænge hundens liv med gigtpiller og smertestillende medicin.
- Personligt mener jeg, at en jagthund har fortjent sit otium, men kan man ikke acceptere, at hunden bliver bevægelseshæmmet og måske skal have medicin, bør man få den aflivet. Det er op til den enkelte hundeejer. Men de hunde, som lærer at leve med gigten, fortjener efter min mening at ligge ved kaminilden et par år, siger Henrik Bastholm.
Der er næppe tvivl om, at det medicinske alternativ gør beslutningen vanskeligere. - Bliver den gamle hund for alvor syg, skal man overveje kirurgi på ben og lemmer mere end en gang. I hvert fald hvis operationen har til hensigt at give hunden fuldt aktivitetsniveau tilbage.
Det er ikke rimeligt at love en 13 år gammel hund et bedre liv om et halvt år. Måske bliver den 15 år, og det kan ikke forsvares, at 25% af dens resterende liv skal leves dårligt. Et brækket ben eller et sprunget ledbånd kan således være udslagsgivende for den ældre hund.
Det samme må siges om ældre hunde, som lider af en svær grad af HD. Ofte er hunden oppe i alderen, inden problemet viser sig, og såfremt en længerevarende behandling ikke har haft tilstrækkelig effekt, kan aflivning være den eneste rigtige løsning. Det er dog ganske få jagthunde, som bliver aflivet på grund af HD.
Generelt er HD ikke noget stort problem blandt jagthunderacer, og HD har et langt værre ry, end det er berettiget til. Får den gamle hund livmoderbetændelse etc., kan den derimod godt opereres. I sådanne tilfælde er alder ingen hindring, og beslutningen afhænger helt af prognosen. I den forbindelse skal der på relativt kort sigt være udsigt til forbedret livskvalitet.
Ved sukkersyge og lignede kroniske sygdomme må man i hver enkle tilfælde vurdere fremtidsudsigten med dyrlægen, siger Henrik Bastholm.
Det er dog ikke kun hundens fysik, som ændrer sig med alderen. Ligeledes kan gamle hunde med et ændre adfærd. Måske viser en ellers så venligtsindet jagthund pludselig tænder i en eller anden sammenhæng.
Noget, som den måske aldrig har gjort før. Årsagen til denne adfærd kan f.eks. være angst for, at et smertefuldt område berøres. Modsat mange mennesker, som har gjort en livsstil ud af sygdom og skavanker, fortæller hunden ikke om sine lidelser.
Derfor kan den have ondt et eller flere steder, uden at vi ved det. For at holde en smertende berøring på afstand, kan hunden true eller måske ligefrem angribe dem, som kommer for nær.
Nedsat syn og hørelse kan også gøre hunden usikker og indirekte medføre aggressivitet. Derfor skal man ikke nødvendigvis straks aflive en ældre hund, som har vist tænder. Men kan ens dyrlæge ikke finde en naturlig forklaring og løsning på den gamle hunds ændrede adfærd, er den endelige løsning tæt på. Det samme er tilfældet, hvis hunden ikke længere kan holde sig renlig.
Det er ydmygende for en gammel hund, når den ikke længere kan holde sig. Inden hunden sætter varige spor på sine opgivelser, bør man for hundens og ens egen skyld derfor sige tak for de forhåbentlig mange gode år.
Det vanskelige i en aflivningsproces er beslutningen. Mange mennesker, jeg har talt med, virker forbavsende afklaret med situationen, når først beslutningen er truffet. Tilbage står kun at vælge tidspunkt og metode. For langt de fleste hundeejere - jægere eller ej - er dyrlægens sprøjte det eneste rigtige.
Dyrlægen starter med at give hunden en bedøvende og muskelafslappende insprøjtning. Og først i det øjeblik, hunden er helt afslappet, får den sprøjten med den dødelige overdosis. Denne metode er meget human, med tryk på human, da det først og fremmest er de efterladte, der tænkes på, når man vælger at bedøve hunden inden selve aflivningen.
På den måde foregår aflivningsproceduren i en rolig og afdæmpet atmosfære, hvor folk får tid til at vænne sig til situationen. Ofte får hunden den bedøvende sprøjte, mens den opholder sig på gulvet. Når hunden efter nogle minutter sover, klipper dyrlægen hårene af omkring en vene, hvor den sidste sprøjte gives. Hunden dør da indenfor max. 5 sekunder.
Vælger man dyrlægens aflivningsmetode, er næste spørgsmål, hvor hunden skal aflives. Skal hunden aflives på klinikken, eller skal man bede dyrlægen komme til ens hjem? Denne beslutning må være op til den enkelte hundeejer.
Er hunden tryg og glad for sin dyrlæge, burde det ikke medføre etiske skrupler at besøge dyrlægen. Navnlig en ældre hund, som ofte har været på besøg hos dyrlægen, er sjældent utryg i disse vante omgivelser. Men såfremt hunden af den ene eller anden årsag er utryg ved det kliniske miljø, kan man bede dyrlægen komme i hjemmet. Det vil koste lidt ekstra, men såfremt man føler, at hunden kommer mere trygt herfra, er pengene givet godt ud.
Hunden kan sove ind i sine vante omgivelser og kan på den måde efterlade sine mennesker med mindet om en stille og udramatisk afslutning. Om man vælger at blive hos hunden under aflivningen, eller man foretrækker at overlade hunden til dyrlægen, er endnu en gang op til den enkelte. Selve aflivningen er meget udramatisk, og kun de færreste, jeg har kendskab til, har fortrudt, at de overværede hundens sidste sekunder. Derimod er det modsatte fænomen ikke ukendt, nemlig at folk bebrejder sig selv, at de ikke var til stede, da hunden sov ind.
Der findes også jægere og andre, som mener, at den eneste rigtige måde at skille sig af med hunden er at skyde den. Vi kender alle beretninger om jægeren, som kalder på den gamle hund, tager bøssen og går den sidste tur. Denne artikel skal ikke afgøre, hvilken metode, der er etisk mest rigtig, men der er noget fundamentalt oprigtigt og kærligt ved denne metode.
Føler man sig sikker på egen hånd, og nænner man det, vil et velrettet skud slukke lyset øjeblikkelig. Til den positive side hører også, at hunden med garanti er død, når den har fået et velrettet skud på klos hold. Samtidig vil den forlade denne verden i et lykkeligt øjeblik, nemlig på tur eller jagt. Når metoden ikke længere er så udbredt som tidligere, skyldes det utvivlsomt, at den er mere blodig og virker mere brutal.
Normalt skal døde dyr afleveres til en destruktionsanstalt for døde dyr. Dog er kat og hund og mindre husdyr undtaget fra denne bestemmelse. Det betyder, at det er muligt at begrave sin hund i baghaven eller et andet sted, som man finder passende. Normalt må man formode, at jægere har et rimeligt afklaret forhold til dyrs liv og død. Alligevel kan det være, at man ønsker at vide, hvor hunden så at sige ligger begravet. Der behøver ikke at ligge en menneskeliggørelse gemt i dette ønske.
Uanset hvilken beslutning man træffer, kommer man ikke uden om, at aflivningen kan være en ganske alvorlig afgørelse. Ofte efterlader den døde hund sine mennesker med skyldfølelse. Mange vil i lang tid spørge sig selv, om de nu også havde ret til at tage livet fra en god ven. Uden at denne artikel skal udvikle sig til en psykisk eller sjælelig afhandling, er det vigtigt, at man gøre sig klart, at en hund er og bliver et dyr. Tilmed et dyr, som er helt i vores hænder.
Begrebet aktiv dødshjælp kan vi næppe bruge i denne sammenhæng, da vi aldrig bør lade en hund leve så længe, at den ønsker sig død. Gennem hele livet træffer vi alle væsentlige beslutninger for hunden, og derfor er det også vores pligt at træffe den sidste. I hundens egen verden vil en hund næppe blive gammel, og derfor er en gammel hund noget, vi så at sige har skabt.
Det har aldrig været naturens hensigt, at en gammel hund skulle ligge flokken til last. Derfor må man som hundeejer gøre sig klart, at man har pligt til at stoppe den gamle hunds liv, når det ikke længere er værdigt. Alt andet vil være uværdigt for både hund og hundeejer.
Tekst: Michael Sand, den 1.1.2000
|
