Brugernavn:
Password:

Glemt dit password?

Opret dig som bruger






Røde hunde

Foto: Anders Bach

 

Af Anders Bach 11.03.2004

Mailto: anders.bach@mail.tele.dk

 

Peter råber, Hans er du der, hallo –

Hans svarer, ja jeg er her.

Er du ok, råber Peter.

Ja svarer Hans.

Er ruhåren hos dig, råber Peter?

Hans svarer, ja den er her også.

Godt, råber Peter, så har jeg skudt et rådyr.

 

I flæng deles der bøder ud på forenings- og konsortiumjagterne landet over, hvis en jæger på jagten ikke medbringer rødt hattebånd.

 

Det er almen jagtsikkerhed, der skal gøre det trygt for samtlige deltagere at gå på jagt. Det røde hattebånd lyser godt op og man er aldrig i tvivl om hvor skytterne eller driverne er i landskabet. Nogle kalder det verdens billigste livsforsikring, sponseret af Falck, der deler dem gratis ud, andre rynker på næsen, når jagtlederen deler dem rundt.  Hver mand sin holdning.

 

Selv hundene har fået tildelt et rødt halsbånd med tilhørende klokke på fællesjagterne. Dog ikke fra Falck. Effekten af båndet og klokken er fantastisk godt. Hvis ikke klokkerne havde en tendens til at blive rykket af i krattet og farverne på båndet falmede efter et par mudrede dage på jagt.

 

Hvert år bliver et stort antal hunde skudt eller kørt ned under udøvelse af jagt.  En del af disse ulykker kan undgås ved at give hunden et rødt dækken på. Dækkenet lyser op i landskabet og hunde i de farlige farver bliver meget synlige.

Nogle få tåbelige kommentarer bliver det også til, når man møder op et nyt sted på jagt og ifører sin hund et rødt dækken. Kommer der mange kjøvenhavnere i dag, spurgte en og havde kun hån til overs for en hund iført orange flyverdragt. Men den dag man skal bære hunden hjem, er der ikke plads til forfængelighed.

 

Heldigvis overskygger de positive kommentarer de få dårlige. Folk forbavses af effektiviteten ved dækkenet. Selv bruger jeg det ikke kun som sikkerhed for hundens skyld. Det meste terræn jeg kommer på er blandet mark, remise og skov. Har min rødbrune vizla stand i pilekrattet eller i skovtykningen er han nærmest umulig at få øje på, hvis ikke han har dækkenet på.

 

Jages der i nærhed af offentlig vej og en hund optager drev på løbende vildt kan det ofte passere vejen. Bilisten når måske ikke at opfange vildtet i højskoven, der fører ud til vejen, men den orange vest hunden er iført vil måske fange bilistens opmærksomhed, da det er en farve, der ikke plejer at være der.

 

Hundene kan naturligvis ikke bære sikkerhedstøjet ved gravjagt og på jagt, hvor hunden skal i vand. Det vil være mere sundhedsskadeligt for den, end ikke at bære noget.

 

Det kan ske for os alle om vi vil eller ej. Sat af på en skovvej ved en bred veksel, hvor der er frit skud over vejen kommer ræven, lidt tættere på end den veksel den skulle komme ad. Skuddet går og ræven triller død i skuddet. Mindre end en meter fra den ligger også en spaniel. Den kom fra modsatte side af vejen, fra den anden såt. Skæbnen ville at den skulle mødes med ræven i kanten af skoven.

 

Skrækhistorierne er mange. Havde spanielen ikke tabt klokken, så var situationen ikke opstået. Det røde bånd eller dækkenet kunne nok ikke have reddet situationen, og dog kunne det orange dækken måske være fanget bedre i øjenkrogen og ulykken være undgået.

 

Alt i alt er det forbundet med stor alvor at forklare en jæger, hvordan man skød hans hund og få stemplet af de andre jægere i nabolaget som ”ham der, der skød spanielen”

 

Vi kender alle nok personer, der er lidt hurtige på aftrækkeren. Dem, der bliver tændt af enten en sneppe eller et stykke råvildt, og ikke tænker så langt at der nemt kan opstå en farlig situation.

Måske har vi selv prøvet efter et skud at tænke på om det måske var for lavt, eller om der mon stod en bagpost derude. Situationen er ikke rar, men lærerig.

 

Vi bestemmer ikke altid hvem vi bliver inviteret på jagt med.

 

Når man nu har oplevet en hund blive båret livløs ud af såten efter en fatal forveksling med et stykke råvildt. Når man har mærket setterens pels strøet med hagl under huden efter agerhønsejagt, hvor et skud gik lidt lavt over jorden i september. Når man har set en hundeejer sende sin bedste labrador i vandet efter en vinget andrik i sivene, hvorpå en gæst vil hjælpe anden af med livet ved at sende et skud i sivene, intetanende om at hvad han så som en and, var en sort labrador. Heldigvis sigtede han lige så dårligt, som han hørte, så hunden overlevede efter en tur ved dyrlægen. Hundeejerens og tilskuernes følgende raserianfald slap han også delvist for som følge af hans svækkede hørelse.

 

I år har jeg hørt mange historier om hunde, der er kommet ulykkeligt af dage på jagt. Nogle kunne have været undgået, andre var uundgåelige.

Husk det røde hattebånd, klokken til hunden og måske det røde dækken. Det gør det nemmere at være jæger.

 

Statistik.

Dansk jagtforsikring oplyser at de i år 2000 dækkede 39 skader på hunde, der enten var døde eller sårede efter ulykker på jagt.

 

I år 2001 dækkede de 29 skader

 

I 2002 begyndte de endvidere at dække schweisshunde under eftersøgning af påkørt vildt. Det ses i statistikken, hvor forsikringen dækkede 35 skader og 18 af disse var schweisshunde.

 

I 2003 dækkede forsikringen 36 skader, hvor de 12 var schweisshunde. Af schweisshundene var de tre døde og de 9 sårede.

 

Af de almene brugshunde var 12 døde og 12 sårede.




Nuværende situation
20 Nov 2008


Delvist skyet
6°C
Solopgang 7:55 am
Solnedgang 3:55 pm