Brugernavn:
Password:

Glemt dit password?

Opret dig som bruger






Agerhønsejagt i skjorteærmsvejr

Foto: Henning Kørvel

 

Sidste såt gemte på clouet på Dansk Breton Klubs agerhønsejagt på Sydsjælland.

 

- Puha, det er for varmt, sagde generalløjtnant Kjeld G.H. Hillingsøe og smed oilskinsjakken for at gå i skjorteærmer, da han 18. september var gæst på Dansk Breton Klubs agerhønsejagt, afviklet på Oremandsgaard Gods på Sydsjælland.

 

Vejrguderne dømte nemlig “indian summer”. Og det gav sved på kroppen hos ikke alene generalen, men hos samtlige deltagere i agerhønsejagten, der var et iblandt flere arrangementer, som markerer Dansk Breton Klubs 40-års jubilæum i denne måned.

 

Med totalt set otte hundeførere og fire skytter ad gangen blev der søgt efter agerhøns på stubmarker og roemarker. Med til historien hører, at Oremandsgaard Gods på 4. år drives økologisk, og marker med roer ser derfor ud derefter: Med ukrudt som i “good old days”.

 

- Agerhønsene trives derfor godt her, fortæller jagtlederen, Aage Stenhøj Jørgensen, også kendt som formand for Dansk Breton Klub.

 

Foto: Henning Kørvel

 

I både første og andet drev blev der da også set agerhøns, i tredje drev også lidt store fasankyllinger. Men sveden haglede. Det var varmt for både hunde, jægere og skytter at trave mark op og ned, men i femte drev kom der igen en agerhøne for, desuden adskillige fasankyllinger og en stor sort kat. Og tro det, eller lad være: En hund tog stand for den, og først da den på ordre fra hundeføreren gik frem for at lette det, man troede, var en fugl, sprang katten af sted.

 

Efter de fine situationer med fasanerne i roerne gemte clouet sig i dagens sidste drev, som også blev det sjette, på en stubmark. Her tog hundene stand i et hegn. Og på ordre fra blev her lettet en flok på 14 agerhøns. Udbyttet blev to høns. Den ene blev stangskudt. Da den skulle apporteres, gik den igen på vingerne og blev leveret med et skud fra oberstløjtnant Knud-Erik Albrektsen, der er sekretær for Hillingsøe i dennes embede som Forsvarets Jagtbestyrer.

 

Forinden dagens udbyttemæssige clou dukkede op, havde hønsene drillet lidt, hvilket er vidnesbyrd om, at sådan kan hønsejagt også være. Men var hønsene drilske eller ikke, så var jagten alligevel en god anskuelsesundervisning i jagt med stående hund. Jagten gav desuden et klart billede af, hvordan det “lille lyn” fra Bretagne arbejder, og når Oremandsgaard Gods dannede rammen om hønsejagten, så er forklaringen den enkle, at her er bl.a. Aage Stenhøj Jørgensen med i et jagtkonsortium, der har 530 tdr. land til rådighed. Her kan også de stående hunde udfolde sig.

 

Foto: Henning Kørvel

 

Breton er en af de ældste jagthunderacer i Frankrig. Især gjorde (og gør den stadig) god fyldest i de uigennemtrængelige hedestrækninger og sumpe i Bretagne, hvor der forekommer store sneppefald, og hvor breton er som født til denne jagtform. I starten af 1900-tallet fik lande uden for Frankrig, fx USA og Canada øje på bretons egenskaber, men racen kom først til Danmark i 1960 fra Norge. Den næste import kom fra henholdsvis Canada og Frankrig, og med udgangspunkt i disse importer lagde man grunden til avlsarbejdet med breton i Danmark. Breton kategoriseres sammen med de engelske stående hunde.

 

I 1963 blev der stambogsført 35 bretons, og blot fem år senere nåede tallet op på 300. I de sidste par år er der årligt stambogsført ca. 200 breton i Danmark.

 

I 2002 blev i Dansk Kennel Klub stambogsført 175 bretons. 90 bretons startede på årets markprøver i alt 250 gange med en præmieringsandel på 33,3 procent. Præmieringsandelen på årets brugsprøver med fældning og apportering af fugl nåede op på 57 procent.

 

Foto: Henning Kørvel

 

Dansk Breton Klub har 568 medlemmer. Klubben arrangerer egne mark- og apporteringsprøver, og i hele landet kan medlemmerne deltage i lydigheds-, apporterings- og markprøvetræning. Endvidere afvikler klubben en udvidet apporteringsprøve. Her kvalificerer de bedste hunde sig til deltagelsen i en særlig Mesterskabsprøve, der afvikles på en større jagt. Klubben afvikler også en Hubertusprøve, dvs. praktisk jagt med stående hund for de bretons, der opnår præmie i brugsklasse eller placeres på efterårets vinderklasser.

 

- Jagt med stående hund i Danmark har som en konsekvens af ændringer i landbrugsstrukturen med deraf følgende ringere vilkår for både agerhøns, fasaner og harer, været nede i en bølgedal, men den er på vej op igen. Flest udøvere har jagtformen i Jylland, og det er følgelig derfor også her, der er en god tilgang til den, siger Aage Stenhøj Jørgensen.

 

40-års jubilæet, der officielt oprinder 29. september, markeres sådan:

 

■ 26. september: Nordisk Mesterskab for Bretons. Jagtsti med hund. Jubilæumsudstilling.

 

■ 27. september: Jubilæumsmarkprøve for unghunde og åben klasse-hunde. Jubilæumsfest i Køge.

 

■ 28. september: Jubilæumsvinderklasse med fældning af fugl.

 

Yderligere info:

Dansk Breton Klub, formand Aage Stenhøj Jørgensen, email: stenhoej@mail.dk

Tlf. 4826 2468

 

Flere fotos fra Dansk Breton Klubs agerhønsejagt på Sydsjælland: www.breton.dk

 

Tekst: Henning Kørvel, den 19.09.2003

 




Nuværende situation
20 Nov 2008


Delvist skyet
6°C
Solopgang 7:55 am
Solnedgang 3:55 pm