|
Dødsprikket 
Wildlife Image: Michael Sand
De fleste ved mere om løvernes jagt på gnu og zebra, end de ved om danske fuglehundes jagt på fuglevildt. Det skal der gøres noget ved, og en kold forårsdag tog undertegende på hundesafari i det nordlige Jylland.
Modsat løver og andre store rovdyr jager stående hunde kun på vinden. Ikke på synet og ikke på jordfærten, men på den svage fært, der bæres ad luftvejene. På denne tid af året gælder jagten de udparrede agerhøns, og som færtsøgende missiler krydsede hundene over markerne i høj fart, to og to, og altid vinkelret på vinden. Man møder ofte de stående fuglehunde på de store åbne vidder, og på et engareal nær Hjallerup fandt vi, hvad vi søgte; en lille gruppe stående jagthunde af engelsk oprindelse. Bag hundene gik Poul, Ulrik og Flemming. Hundenes ejere og førere.
Vi fulgte det lille jagtselskab, og på et tidspunkt mærkede en rød setter fært af fuglevildt, standsede sit søg og markerede - uden dog at stå fast, som det ellers er karakteristisk for de stående jagthunde. Den gamle han ville ikke risikere at jage fuglene på vingerne, før føreren var så tæt på, at han kunne skyde til de lettende fugle. Først da den tobenede jagtleder nærmede sig, sneg den sig ind i zonen, hvor fuglene pacificeres og låses fast…
Wildlife Image: Michael Sand
Jagten nærmede sig sin afslutning. Hundens rejsning af fuglene vil være afgørende. Afgørende for, om det var en god jagt eller en mindre god jagt. En matador måles på sin evne til at afslutte kampen med et præcist stik i tyrens nakke. Den stående hund måles på sin rejsning. På det præcise dødsprik, der sender vildtet på vingerne. Og rejsningen VAR præcis. Det færtsøgende missil ramte sit mål, og de skræmte fugle fløj lavt over marken. Resten var op til føreren. Til skytten. Men de tobenede havde ikke bøsser med og kaldte dagens jagt for træning. De trænede hundene til efterårets jagtsæson. De jagede ikke til tasken og ikke til gryden. Dagens succes måles i udparrede ynglefugle til marken.
Den unge pointer derimod var stadig i lære som fugleudpeger. Men med sig selv som lærermester. Også den formåede at fange vindens fuglefært og krybe nærmere i forsøget på at låse fuglene fast. Men den unge hund lod sig narre af den kolde blæst og kom for tæt på. Fuglene lettede, og man kunne næsten læse dens tanker, mens den lagde sig på stubben og resonerede "Ups - hvad gjorde jeg dog galt"…
En helt ung engelsk setter havde derimod ikke lært jagtens alvor, og mens lærkerne sang, spillede setteren over marken i en hæsblæsende hyldest til livet og jagten. Den fandt fugle, jagede dem på vingerne og fandt nogle nye. Det var, som om al forårets energi var proppet ned i den spinkle setterkrop. Og med synet af den svævede setter over markerne afbrød vi vores hundesafari og stoppede fotoapparatet i tasken - vel vidende, at de bedste billeder var på nethinden. Til gengæld var det vores billeder - og kun vores. Unikke jagtscener, som ingen har oplevet på TV, video eller andre former for safari.
Wildlife Image: Michael Sand
|
