|
Opret dig som bruger 
|
Duen og hans ruhårede 
Wildlife Image: Michael Sand
De fleste har verdens bedste jagthund - når de selv skal sige det. Anders Due har dog papir og pokal på, at hans Fia er verdens (næst)bedste.
Folks interesse for sport kan virke uforståelig. Når det danske fodboldlandshold spiller venskabskamp, sidder det halve Danmark foran skærmen. Når en dansk hundesportsmand vender hjem med verdens næstbedste stående kontinentale jagthund, er interessen så som så.
Præstationen rydder ingen forsider. End ikke en spalte i de lokale sprøjter er det blevet til. Den manglende opmærksomhed bunder næppe i nogen ond mening. Begivenheden er bare forblevet ukendt for journalister og redaktører og dermed også for det store flertal af landets befolkning. Selv jægere og jagthundeinteresserede er - for en meget stor dels vedkommende - uvidende om Danmarks hidtil bedste internationale præstation inden for sporten med stående jagthunde.
Et er en god prøvehund, noget andet en god jagthund, som mange siger. Og kan en verdensstjerne i det hele taget bruges til praktisk jagt? Jæger bad om en opvisning, og på godset Palsgaard ved Juelsminde satte vi Anders Due og hans ruhårede Fia stævne.
Vejret var med os. Decembersolen tittede gennem skydækket, og den udtørrede havbund neden for godset er som skabt til jagt med stående hund. Her er virkelig plads til at lade øjet vandre, når man ser ud over de kæmpemæssige græs- og braksletter, der synes at strække sig helt ud i Kattegat. Og så er der fasaner! Og råvildt! Masser af råvildt!
Umiddelbart ligner Fia en ruhåret. Vel er halen lang. Og længere end de fleste andre racefællers. Fia er nemlig født i Sverige, hvor det ikke er tilladt at reducere halen. Men ellers ligner hun en ruhåret; skægget og strid i pelsen. Ligheden forsvinder dog i samme øjeblik, hun slippes i marken. Den kun tre år gamle tæve forvandles til noget, der hårlag og øvrige eksteriørmæssige karakteristika taget i betragtning mest af alt minder om en pointer.
Tæven lægger sig straks på vinden, og som en windsurfer med vind i sejlet stryger hun mod markens kant, vender, kommer tilbage og fortsætter ud til markens modsatte afgrænsning. Sådan fortsætter hun. Slag efter slag. Ingen stop, ingen usikkerhed. Et konstant, rytmisk og offensivt jagtsøg - sprudlende og med alt sat ind på én eneste ting. Nemlig at finde vildt.
Wildlife Image: Michael Sand
Nu kan man som bekendt ikke plukke roser, hvor ingen roser gror. Det samme kan man sige om fasaner. Årets tidlige snefald havde tilsyneladende fordrevet fuglene fra de åbne vidder. Det, der skulle være en lille opvisning, blev til en ren Marton. Fia måtte arbejde det meste af et par timer, inden Anders Due endelig kunne meddele, at Fia - verdens næstbedste stående kontinentale jagthund - havde taget stand.
Fasanen, for en sådan måtte det være, lod sig dog ikke imponere af verdensstjernen og løb, det bedste den havde lært. Den delte under ingen omstændigheder fotografens ønske om at lade sig forevige i flaben på den ruhårede. Men Fia løb med. Slap aldrig fuglen af næsen, og ved markens kant blev fasanen alligevel sorteper. "Kom bare frem, jeg har den lige her" synes Fia at signalere, mens hun stod i det gulvisne græs, spændt fra næse til halespids. Og det havde hun. Endda lige i næsen. Fasanen- en langhalet kok - blev rejst præcist og nåede ikke langt, før de medbragte skytter satte en stopper for dens flugt. Dermed blev kokken alligevel foreviget i flaben på en sand stjerne. Ukendt, men en stjerne trods alt.
- Det har altid været min drøm at vinde VM, siger Anders Due, der mest af alt må betegnes som hundesportens svar på cykelsportens Jesper Skibbye. "Duen", som han kaldes blandt venner, er altid god for en sjov bemærkning. Til gengæld er han konsekvent og målrettet, når det gælder. Ikke mindst når det gælder hunde og hundetræning. Jeg blev nummer fire med Fias farmor, nummer to med Fia, så næste gang må jeg blive verdensmester, siger han, uden at ærgre sig over, at kun et enkelt point skilte ham fra 1. vinderen. Til gengæld ærgrer han sig over, at han ikke slog til, da en Kroat satte 1.000 mark på højkant om, at Fia ikke kunne slå den regerende verdensmester for bretons. - På det tidspunkt havde jeg desværre fået for lidt at drikke, siger Anders Due, inden vi stopper dagens jagt og kører til middag på Kennel Kragborg.
Wildlife Image: Michael Sand
Anders Due har som en af de eneste herhjemme været i stand til at skabe en levevej på jagthunde. Som 11-årig gik han i lære hos Peter Hund, og siden begyndelsen af 70'erne har han drevet Kennel Kragborg. Avl, pension, dressur, og salg af foder og udstyr, man ikke kan købe hos den lokale købmand, er de mange små bække, der skaber - om ikke den store å - så dog en stabil indtægt. Jeg overlever på min hobby og gider ikke lave andet, griner Anders Due . Til gengæld må jeg acceptere, at jeg stadig nøjes med at KIGGE på Mercedes.
Til gengæld kan han kigge på så meget andet. Eksempelvis en masse hunde, to børn, og en bæk, der snor sig bagest i haven. Og - ikke at forglemme - et indbygget skab med årets pokalhøst. Alle vundet på Fia. Den kun tre år gamle tæve kan mere end at løbe stærkt. Hun har - foruden en placering som nummer tre på DM - vundet den fynske fuldbrugsprøve og en schweissprøve med bringsel.
- En ruhåret er en formel-1-hund. Hvorfor skal man have fem hunde, når man kan få det hele i en, spørger Anders Due, mens vi alle tager for os af retterne i dagligstuen. Anders Due mener, at anlægget for mark- og skovsøg kan findes i mange andre racer. Det, der gør den ruhårede speciel er, at den samtidig har et fantastisk anlæg for eftersøgning af anskudt vildt. - En ruhåret er en super schweisshund, siger Anders Due, selv om han understreger, at der er mange andre hunde, der er i stand til at følge et spor over lange afstande. Men når det gælder affangning, mener han, at en ruhåret er de fleste andre racer overlegen. Når man slipper en ruhåret, ved man, at den vil gå på alt. Også en anskudt ræv. I øjeblikket afskyder de lokale godser råvildt, og i disse dage bruges Fia stort set kun til opsporing og affangning af påskudt råvildt. Til gengæld er det ikke en hund for alle. Det store flertal bør afholde sig fra at anskaffe sig en ruhåret eller en anden stående hund. Stående hunde er kun for dem, der VIL gå med hund.
- Desværre er folk meget useriøse, når de skal købe hund. Inden de køber bil, farer de rundt og ser på alle mulige modeller. Men når det gælder hund, er sagen en ganske anden. I samme øjeblik de har fået lov af lillemor, pløjer de sig gennem Jyllands Posten og køber den første og bedste hvalp, der annonceres til salg. Mange tror, at en kennel er et kvalitetsstempel i sig selv. Men det er det absolut ikke, siger Anders Due, der mener, at det useriøse impulskøb kan skyldes, at almindelige jægere ikke evner at læse varedeklarationen.
- Mange kan ikke kende forskel på et DKJCH og et DKCH og tror, at alle titler kan være lige gode. Når det gælder jagthunde er det de jagtlige egenskaber, man skal interessere sig for. Selvfølgelig skal man bevare hundens eksteriørmæssige standard, men man må aldrig lade det styre avlen, siger Anders Due, der i øvrigt kan bryste sig med, at hans Nasse - også en ruhåret - for nogle år siden blev placeret som anden bedst i en stor international udstilling med 14.600 forskellige hunde. Denne placering er dog totalt ligegyldig, hvis ikke de jagtlige egenskaber er i top. Og netop Nasse blev - bortset fra 20 timers bringsel - aldrig til en s…, griner Anders Due. I det daglige var den vældig sød. Men så snart den kom på markprøve!!!
- En god hund er en forudsætning for jagt. Folk bruger en masse penge på våben, vildtpleje og jagtleje, men kun de færreste bruger den nødvendig tid på at få en god hund, siger Anders Due. Og nu er lejligheden passende. Nu vil vi vide det! Hvorfor bliver de fleste hunde aldrig helt gode? Duens svar er enkelt. - Folk bruger ikke den nødvendige tid! Generelt er jægere meget barnlige, når de anskaffer sig en hund. I begyndelsen er der ingen grænser for alt det, de vil. Nyhedens interesse blomstrer dog hurtigt af, og allerede inden hunden er et år, er den mere eller mindre opgivet, siger Anders Due.
Det er ofte den slags hunde, der havner i dressur på Kennel Kragborg, selv om Anders Due helst vil have hundene på et tidligere tidspunkt.
Kennel Kragborg tilbyder dressur til alle jagthunde, og et kursus med almindelig grunddressur inkl. apportering af vildt, strækker sig over seks uger. Prisen er 4.500 kr. inkl. ophold og foder, og uanset om det viser sig, at hunden har behov for syv, eller otte ugers ophold og træning.
Anders Due mener ikke, at det er afgørende, om det er ham eller hundens ejer, der er læremesteren, når hunden skal lære grunddressurens forskellige discipliner. - Vigtigst er det, at dressøren har forståelse for den enkelte hund. Desværre er det ofte sådan, at de forskellige dressurkurser ikke tager udgangspunkt i de enkelte racer. Ofte trænes alle deltagende hunde som enten stående hunde eller apporterende hunde - altså f.eks. retrievere. Generelt savnes der forståelse for, at hver hunderace kræver sin måde. Retrievere skal eksempelvis lære at apportere ved hjælp af lyst og stående hunde ved hjælp af tvang.
Alle hunde kan lære at apportere ved hjælp af lyst. Det er ikke noget problem. Hos de stående hunde kan jagtlysten dog meget let tage over, når hunden bliver omkring et par år. Og hvis ikke den gør, er der ofte så lidt i hunden, at den alligevel ikke er værd at gå med. Derfor skal stående hunde lære at apportere under en blid form for tvang, der dog ikke må sammenlignes med tidligere tiders brutale metoder. Stående hunde er først og fremmest avlet på søg, fart, stil, stand og rejsning. Jeg kender ingen, der avler på stående hunde, fordi de er gode til at apportere. Hos de stående hunde er apportering derfor et dressuranliggende. Retrievere, der skal bruges til (jagt)avl, udvælges først og fremmest på grund af deres evner til at apportere. Og det gør forskellen, siger Anders Due, der i mange år avlede labradors. I dag er det de ruhårede, der tegner kennelen, selv om der ligger en F.T. spaniel under bordet, og en labrador leger på gårdspladsen. Begge er unghunde og netop hjembragt fra Skotland.
Når det gælder markdressur er det dog afgørende, at føreren selv deltager på de kurser, der arrangeres forår og efterår. - Når man går på jagt, er det vigtigt, at man i hundens øjne er flokleder. Det nytter ikke, at hunden vil gå på jagt for mig, hvis ikke den vil gå på jagt for sin ejer, siger Anders Due og understreger, at det er særlig vigtigt, at man er en tydelig lederfigur, når man går med stående hund. På efterårets kurser skydes der fugl for hundene, hvis ellers situationen er tip- top i orden, og et halvdags-kursus koster 150 kr. + 75 kr. pr. nedlagt fugl
– Det er vigtigt, at hundene er en del af familien, siger Anders Due, mens et skægget hundehoved puffer til min skrivehånd. Måske fordi den ønsker at understrege dette for Anders Due - og hans hunde - så afgørende princip. - Det er også en del af dressuren at sige nej, når hunden hopper op på bordet. Desværre har jeg ikke plads til alle mine hunde, og når jeg er færdig med at bruge hundene på prøve, bliver de udstationeret som jagt- og familiehunde. Jeg laver en kontrakt, så jeg sikrer mig, at jeg har avlsrettighederne, og at hunden vitterlig bliver en del af dens nye familie. Alt andet vil være dyrplageri, slutter Anders Due…
VM
- For at gøre sig gældende i VM sammenhæng skal man have en hund, der går i absolut bedste fart og stil, siger Anders Due. VM'et en kvalitetsprøve, og en hund uden et meget stort format samt en højrejst stand kan ikke vinde. I Danmark derimod, kan man vinde, så længe hunden kan hoppe lidt over roerne. Men hvad skal man med en stående hund, der kun søger 30-40 meter ud til hver side? Jeg gider i hvert fald ikke gå 6-8 gange over samme mark? Såfremt den stående hunde ikke har et stort, veldækkende og fremadrettet søg, kan man lige så godt gå med en stødende hund, siger Anders Due.
Når man stiller på de sydeuropæiske prøver, er det vigtigt, at hunden aldrig rejser så hårdt, at den mister færtkontakten med det vildt, den står for. Derfor siger det sig selv, at rejsningen - i hvert fald på åbent felt - ikke må være for hurtigt. En rigtig dansk dynamitrejsning er ikke velset på VM eller andre markprøver syd for Danmark. - Desværre har rejsning af fugl givet VM et forkert ry blandt danske jægere. Og vel ser man hundeførere, der nærmest skubber deres hunde frem. Men læg samtidig mærke til, hvad dommerne giver dem. De får ikke mange point, siger Anders Due.
- I det samme som fuglen stikker hovedet over græsset, skal hunden være komplet rolig. Til gengæld må man sende hunden i det samme nu, som fuglen har ramt jorden. Navnlig ved en anskydning er det en fordel, at hunden er hurtigt fremme. Man skal dog - for sin egen skyld - lave en lille kunstpause, så dommerne er helt sikre på, at hunden ikke gik i skuddet. På et VM er der altid tre par dommerøjne på hver hund, og man går ALTID i god vind. Hvis det skønnes, at der ikke er fuglechance på tildelt terræn, er det muligt at skifte, slutter Anders Due.
Tekst: Michael Sand, den 1.1.2000
|
INDHOLD
|
|
