|
Mie og Graff 
Wildlife Image: Michael Sand
Mie fra det indre København var kun 19 år, da hun for et år siden bankede på hos opdrætter af ruhåret hønsehund, Anders Due, Kennel Kragborg. Mie skulle det næste år være praktikant. Med i rygsækken havde hun en dugfrisk uddannelse som adfærdsterapeut og en stålsat tro på, at intet problem var så stort, at det ikke kunne løses med en godbid. Der er fløjet mange kommandoer og godbidder gennem luften siden da. Undertegnede mødte hende i dagligstuen hos Anders Due, spændt på at høre om teorierne nu også holdt vand.
Mie, en ung blond idealist og Anders, en erfaren og til tider ubarberet praktiker. Sammensætningen skal give spændinger. Særlig når man arbejder på samme projekt. Dag ud og dag ind. Alligevel fornemmer man straks en stor gensidig respekt. Krydret med en barsk og indirekte humor. I det sidste år har Mie Gerløv arbejdet hos Anders Due, indehaver af Kennel Kragborg og opdrætter af racen ruhåret hønsehund.
Jeg mødte dem sidst i maj, dagen før Mies sidste arbejdsdag på Kragborg. Mødet anså jeg som et sjældent sammenstød mellem teori og praksis. Mellem moderne lystbaseret træning og den mere traditionelle dressur af jagtglade jagthunde.
Og efter de indledende fakta kom vi ind på det hotte emne; nemlig hvem havde ret. Hvem vandt? Holdt de forkromede teorier i alle situationer, eller måtte idealisten bøje sig for praktikeren? Eller var situationen omvendt? Var det Anders Due og medhjælperne på Kennel Kragborg, som fik tilført et nyt syn på, hvordan man også kan træne jagthunde?
Desværre medførte mit oplæg ikke den vilde debat, som jeg havde forventet og måske håbet på. - Det er klart, at jeg studsede lidt, første gang jeg hørte om begrebet tvangsapportering, siger Mie, der har lært sin nuværende hund, en golden retriever på 6 år, at apportere ved hjælp af lystmetoden. - Den var 5½ år, da indlæringen begyndte, siger Mie.
- Og i dag apporterer den ræv, supplerer Anders Due, selv om han understreger, at det ikke er ham, som skal interviewes.
- Det er rigtigt, siger Mie. Jeg fik den som undervisningshund, da jeg gik på etologisk institut på landbrugsskolen i Høng. Hunden var understimuleret p.g.a. familiemæssige årsager, men da dens ejer kunne se, at hunden havde det godt hos mig, fik jeg lov at beholde den, da kurset var forbi. Siffe flyttede ind på Kennel Kragborg, da Mie ankom. Kort tid efter modtog Mie endnu en hund. Denne gang en otte uger gammel ruhår.
For første gang nogensinde havde Mie sin egen hvalp, og nu skulle teorierne og de praktiske færdigheder for alvor stå sin prøve. Der blev lagt kødbenslæb, og ved hjælp af ros og godbidder i ny og næ lærte den unge han, Graff, sit, dæk og indkald. Der blev også arbejdet med vand og dirigering. Al træning tog udgangspunkt i hundens udvikling. Hvordan det gik med Mie og Graff, ja det vender jeg tilbage til.
- Der ER forskel på at arbejde med stuehunde og jagthunde. Det er meget vigtigt, at man virkelig har styr på hundens jagtlyst. Man skal være en meget tydelig lederskikkelse. Men ellers minder de træningsmetoder, som anvendes på Kennel Kragborg, meget om de metoder, jeg lærte af Robert Abrantes på etologisk institut, siger Mie.
- Det skyldes nok, at jeg også har modtaget undervisning på skolen, griner Anders Due. - Men det er mange år siden. Nå, men det er jo ikke mig, der skal interviewes, slutter han og læner sig tilbage.
- Den tidlige træning er meget vigtig, og allerede når hunden er otte uger, begynder vi at træne den, siger Mie, mens Anders Due nikker med i baggrunden. - Jeg foretrækker at basere al træning på lyst. Jeg har dog erkendt, at tvangsapportering kan være eneste mulighed for jagtglade stående hunde, som eksempelvis ruhår. Det er dog ikke noget problem at lære den unge hund lystapportering, men mange gange holder dressuren ikke, når hundens jagtlyst begynder at vågne.
Det har jeg ladet mig fortælle, og det accepterer jeg. Jeg kan jo se det på mange af de mere eller mindre færdigtrænede hunde, som kommer i dressur her på stedet. Her er det kun 8-10 dages blid tvangsapportering, som kan rette op på skaden. Heldigvis er tvangsmetoden slet ikke så slem, som det grimme ord tvangsapportering antyder. I bund og grund handler det mere om nusseri bag øret end om grusom underkastelse, siger Mie.
Men hvordan virker den positive træning, når man skal rette op på en ældre hund, som har fået forkert eller mangelfuld dressur? Anders Due og Mie har haft timelange diskussioner om den positive trænings lyksaligheder. Anders forblev dog stadig skeptisk.
På et tidspunkt blev han kontaktet af et dyreinternatet, som havde fået indleveret en stor ruhårs han. Internatet kunne ikke komme af med hunden, og faktisk var Anders Due den sidste mulighed inden aflivning. Anders kendte hunden, da den i sine yngre dage havde været anvendt lidt til jagt og prøver. I de sidste par år havde den dog trippet rundt i en lille lejlighed og havde udviklet et ondt øje til mangt og meget. Navnlig andre hunde.
Hunden opsøgte altid ballade, og Anders besluttede, at idealistiske Mie skulle stå sin svendeprøve og lod den spinkle pige fra stenbroen afrette den dominante hanhund. Nu skulle godbidsdressuren for alvor stå sin prøve, tænkte Anders.
Mie stod ikke tilbage for udfordringen og gik straks i gang med hunden, som jeg af hensyn til gamle og nye ejere lovede at omtale i neutrale vendinger. - Jeg var over enhver form for dominans og tillod eksempelvis ikke, at den lettede ben, når jeg gik med den i snor. Samtidig var jeg ubetinget konsekvent, siger Mie uden at puste sig op som opfinderen af hundedressurens dybe tallerken.
Anders griner fra bordenden, og mere end antyder, at der også er temperament og vilje i pigen fra Østerbro. Mie slår det hen, men det er tydeligt, at den dominante han satte både Mie og teorierne på hård prøve. Om der fløj andet end godbidder gennem luften står hen i det uvisse, og eventuelle episoder forbliver under alle omstændigheder mellem Anders og Mie. Vigtigst var det, at hunden atter fandt sig selv.
Allerede få uger efter indleveringen satte Mie alt på et bræt og meldte hunden til den ret krævende prøve kaldet vand og slæb. Et er som bekendt at træne egen hund. Noget helt andet er det at rette op på andres fejl. For en, som kalder sig terapeut, er sidstnævnte en altafgørende egenskab. Dominante Mouton bestod med 29 ud af 30 point. Mie var glad. Anders stolt og hunden lykkelig. Frem for dyrlægens dødssprøjte kunne den nu se frem til forhåbentlig mange gode år som jagt- og familiehund hos dens nye ejer.
Mie havde bestået svendeprøven og havde så at sige omvendt en problemhund til en velfungerende jagt- og familiehund. I perioden, hvor hun arbejdede på Kennel Kragborg, fulgte hun et jagttegnskursus, og i maj bestod hun prøven og kan nu selv skyde vildt for sin ruhår. Som nævnt lovede jeg at vende tilbage til den unge ruhår, som Mie fik i varetægt, da hun startede sit praktikophold. Inden da skal det dog oplyses, at det var en hvalp af særdeles god afstamning. Når det er nævnt, skal det ligeledes understreges, at Anders aldrig har rørt ved hunden.
Projektet var Mies alene. Og her er så resultatet, som bør vække til eftertanke i det tiltider noget fordomsfulde jagtdanmark. Da foråret kom, stillede Mie og Graff på deres første prøve. Graff var 11 måneder og dermed berettiget til at stille i ungdomsklassen, hvor man må deltage, indtil hunden er 24 måneder. Kravene til de unge hunde er ikke så store. Navnlig er der i ungdomsklassen mere vide rammer for dressuren end i den efterfølgende åben klasse, som ikke tillader mange forkerte poteslag.
Alligevel sprang Mie ungdomsklassen over og tog opstilling i den yderst dressurkrævende åben klasse. Da prøven var slut, modtog Mie sin første præmie + pokal for prøvens bedste hund. Uger senere fik Mie endnu en første præmie i åben klasse, og selv om jeg lovede, at jeg ikke ville skrive det, vover jeg alligevel det ene øje og påstår, at det ikke er set ret mange gange, at en ung hund på kun 11 måneder har bestået de to prøver, der sammen med vand og slæb kvalificerer den til vinderklasse.
Senere meldte Mie den endnu ikke et år gamle hund til schweiss. Og hun gentog succesen: 1. præmie med pokal som prøvens bedste hund. Og for at sætte trumf på bedriften var hun tilmeldt med bringsel, hvilket betyder, at hunden skal rapportere til føreren, når den har fundet det udlagte dyreskind for enden af sporet. Tilbage mangler nu kun vand og slæb, som Graff endnu har været for ung til at deltage i. - Han apporterer dog ræv og er klar til fuldbrugsprøven, siger Anders, der endnu en gang understreger, at det ikke er ham, som skal interviewes.
Vi har næppe set det sidste til Graff. Til gengæld må vi undvære Mie for en periode. Det er som nævnt hendes sidste dag på Kennel Kragborg. Den 10. juni rejser hun til Australien, hvor kæresten allerede venter, og til efteråret påbegyndes en uddannelse som sygeplejerske. - Jeg vil dog altid arbejde med hunde, fortæller stortalentet, der for kun et år siden begyndte at træne jagthunde - iført plastikhandsker, da hun den gang nægtede at røre ved det nedlagte vildt.
Tekst: Michael Sand, den 1.1.2001
|
