DMU fokuserer på edderfuglene
Ynglekolonierne gås efter, og der ses på antallet af ynglefugle og hunners kondition.
Mangler edderfuglene føde i vores farvande?
Det er et af de interessante spørgsmål, en undersøgelse DMU har iværksat i år, ventes at give svar på.
Undersøgelsen, der er indledt i danske edderfuglekolonier, er gjort mulig af en ekstra bevilling på 1,2 millioner kroner af jagttegnsmidlerne.
Fokuseringen på edderfuglenes ynglekolonier har i denne sommer involveret Stavns Fjord på Samsø.
- Her kunne vi konstatere, at siden udbruddet af fuglekolera i 2001, hvor der i kolonien kun var 400 par tilbage, er antallet nu nået op på 1.200 par, hvor 2.500 par var det normale antal for Stavns Fjord før sygdomsudbruddet i senest 2001 og tidligere 1996, siger Henning Noer, seniorforsker på DMU, Kalø.
Samtlige danske ynglekolonier skal gås efter i sømmene. Og foruden at registrere antallet af ynglende par i den enkelte koloni fokuseres på kuldstørrelsen og hunnernes kondition.
Undersøgelsen skal efter planen strække sig over fire år og vil blive afrapporteret i flere delrapporter.
Næste år kommer turen til ynglekolonierne på henholdsvis Saltholm og Christiansø. På Saltholm breder ynglekolonien sig over så store områder, at DMU kun har planer om at involvere en del af den i undersøgelsen, som vil komme til at strække sig over to år.
Fokus på kolonierne bredes i vinterhalvåret ud til edderfugles kondition i bredere forstand, baseret på nedlagte edderfugle.
Omkring 1990 skønnedes den danske ynglebestand af edderfugle til over 26.000 par. Men skrues tiden tilbage til 1935, så ynglede i Danmark kun 1.500 par. I 1960 var antallet af ynglepar nået op på 3.000. Den eksplosive vækst frem til omkring 1990 er ukendt, men en ofte ventileret tese går på, at den øgede tilførsel af næringsstoffer til vores indre farvande har betydet vækst i mængden af blåmuslinger, som er et af edderfuglenes vigtigste fødeemner. Men hvor plausibelt det end lyder, så er det næppe den endegyldige forklaring. Fremgangen skyldes utvivlsomt også, at edderfuglene har fået mere fred i deres kolonier, hvor de er følsomme over for forstyrrelser.
Formålet med en samlet status for den danske ynglebestand af edderfugle er at give Vildtforvaltningsrådet værktøj til brug for forvaltningen af edderfugle i danske farvande. Behovet synes dokumenteret. I det mindste skulle der i år ikke mere end et mindre dødsfald i en ynglekoloni til, før Dansk Ornitologisk Forening øjnede en mulighed for at råbe op om beskæring af edderfuglejagten i den kommende sæson.
Der er derfor mange, der håber, at der med den igangværende undersøgelse kommer nøgtern, ufarvet information på bordet, som sondrer mellem fakta og ønsketænkning.
|