|
Opret dig som bruger 
|
Kort jagt på kortnæbbede
Af Henning Kørvel og Michael Sand fra “Ande- og gåsejagt. Få her ekspertviden om jagt på kortnæbbet gås.
Tidligere var det reglen, at man først begyndte at jage kortnæbbede gæs en uge efter deres ankomst. Denne frivillige regel var vedtaget af såvel lodsejere som af lokalkendte strandjægere. I dag oplyser Mogens Gade, Ringkøbing, at denne aftale er i opløsning, idet de fleste nu selv bestemmer, hvornår de ønsker at drive jagt på gæssene.
Også den gamle regel om ikke at drive gåsejagt til længere end kl. 10 er på retur. Længe før den nu ophævede generelle klokkeslætsregel for al gåsejagt i landet blev indført, havde vestjyske jægere en gentlemen’s agreement, der betød, at gæssene fra klokken 10 formiddag til klokken 15 eftermiddag trygt kunne optage føde på markerne. Men denne aftale er gået i sig selv. Det er dog Mogens Gades opfattelse, at langt de fleste jægere kender deres besøgstid og overlader scenen til gæssene i god tid.
Lokkere med bøjet hals
Mogens Gade anvender omkring 25 lokkere. Han foretrækker lokkeskaller, som han opstiller, så de danner en lang kile. De fleste lokkere imiterer ædende sædgæs, idet han kun ønsker at bruge ganske få fugle med strakt hals, da disse signalerer fare og dermed har den stik modsatte effekt af den, som ønskes.
Fuglene placeres med en indbyrdes afstand af cirka 2,5 meter, da han har erfaring for, at dette virker bedst, selv om gæssene under fouragering langt fra altid holder afstand til nabogåsen.
Som regel forsøger Mogens Gade at placere sig på det sted, hvor gæssene trækker ud, efter at de har opdaget bedraget. Når først de første fugle har sat sig blandt lokkerne, varer det i reglen ikke længe, før de opdager, der er noget galt. Og når de letter, trækker de hele flokken med sig. Fuglene vender tilbage mod det sted, hvorfra de kom, og presset af den opstillede kile lokkegæs passerer de skjulet i et fint spidsskud i 12-15 meters højde.
Skudte fugle vælger Mogens Gade at bruge som supplement til lokkeskallerne. I reglen placeres de skudte gæs med hovedet under vingerne for at signalere fred og ingen fare. Dog mener han ikke, at de skudte gæs har en mærkbar indvirkning på resultatet.
Kortnæbbede gæs er lidt ligesom brunnakker. Den dag de vil slå, er de nærmest ikke til at jage væk, og selv når man indsamler skudte fugle, kan næste flok være på vej mod lokkerne med krum hals og krumme vinger. På disse dage er det næsten lige meget, hvad man gør, for så slår gæssene blindt for lokkerne. Omvendt er det på dage, hvor de ingenting vil, for da er det stort set ligegyldigt, hvad man gør, da gæssene kun gør det, som de på forhånd har bestemt sig for.
Udbytte De kortnæbbede gæs må ikke længere jages i Tyskland, Holland og Belgien, og kun i Danmark og Norge udsættes Svalbards bestand for jagtlig udnyttelse. Danske jægere tegner sig for et udbytte på 2.000-3.000 fugle årligt, mens norske jægere hvert år skyder omkring 1.000. Bedst i blæst Kortnæbbede gæs jages på træk både om morgenen og aftenen. Dog er det kun morgentrækket, som har betydning for Mogens Gade og langt hovedparten af de øvrige gåsejægere omkring de vestjyske fjorde. Om aftenen er der næsten altid tale om fugle, som nedlægges tilfældigt under andetræk.
Under morgentrækket får man tidligt en fornemmelse af, hvordan den kommende jagt vil forme sig. Tendensen står hurtigt klar, for når de første tre-fire flokke har fulgt samme snorlige rute, kan man være sikker på, at kursen er lagt. Og går ruten ind over naboterræn, eller trækker gæssene i for stor højde, er der ikke noget at gøre. Så må man i bedste fald kun satse på en tilfældig chance.
I blæsevejr kan man dog håbe på, at der opstår lidt uorden i træksystemet, som kan være til gavn for jagten. Mogens Gade oplyser, at blæst og regn presser fuglene ned i højde, og karakteristisk er også, at “andevejret” splitter trækket op i mindre flokke, ligesom det tit bliver mindre struktureret. Der er dermed chance for gæs, selv om man ikke sidder strategisk placeret på gæssenes hovedvej. I dårligt vejr er der med andre ord chance for, at enkelte gæs kommer på afveje og passerer forbi skjulet.
Men det er ikke i regn og rusk, Mogens Gade har hentet sine største oplevelser med de kortnæbbede gæs, for de dage, der har givet flest gæs over lokkefuglene, har været vindstille dage med sol og høj himmel.
De bedste dage opleves ofte, når en stor flok samler sig på marker, som ligger så tilpas langt fra ens egen jagt, at fuglene ikke reagerer, når der skydes. Selv om flokken i løbet af morgenen virker som en svamp, der opsuger trækket, vil man ofte opleve, at fuglene i løbet af formiddagen bryder op og i små flokke begynder at søge rundt i terrænet. Når det sker, er de interesseret i lokkerne.
Hemmeligheden bag et godt træk er dog, at man har marken, hvor fuglene vil ned på. Derfor går der mange observationer forud for gåsejagten. Først når man har gæs på den mark, hvor man har jagten, kan man overveje jagt, og da spiller vejret en mindre rolle. Blæst er ifølge Mogens Gade ikke noget must. Vigtigere er det, at man gør sit hjemmearbejde og studerer trækket, inden man rykker ud med lokkefugle og sløringsnet. Jagt på markarealer, hvor der alligevel ikke har samlet sig et stabilt træk af gæs, skaber kun unødvendig uro til skade for både jæger og gæs.
Føden bestemmer
Det er det aktuelle fødeudbud, der bestemmer, hvor længe gæssene bliver på de vestjyske lokaliteter efter deres ankomst sidst i september. I de år, hvor høsten er forsinket, og flere uhøstede marker står under vand, kan de blive i området i op til en måned. Omvendt forholder det sig i de år, hvor høsten er forløbet planmæssigt. Da kan der være langt mellem stubmarkerne, og gæssene vender da hurtigt næbbet mod græsgangene syd for landegrænsen.
Det er først og fremmest stubmarker med spildkerner, der står på menukortet, når kortnæbbede gæs søger egnede marker, forklarer Mogens Gade. Han oplyser desuden, at de stadig større mængder af norske grågæs, der gæster de klassiske terræner ved Vest Stadil Fjord og Filsø, også påvirker deres rejselyst. Navnlig i de magre år, hvor høsten er bjerget og markerne atter klargjort, kan de omkring 30.000-40.000 kortnæbbede gæs have vanskeligt ved at finde føde i tilstrækkelig mængde. Da kan de være på farten igen efter en lille uges tid, og generelt er de kortnæbbede hurtigere ude af landet nu end tidligere. Men gæssene tilpasser sig også landbrugets produktionsformer, for i modsætning til tidligere år har Mogens Gade således oplevet, at de kortnæbbede gæs er begyndt at fouragere på vintersædmarker.
Spidskud
Der er sagt og skrevet meget om det korrekte skud til gæs. Af og til er det fx fremført, at man altid skal skyde til fuglene bagfra, dvs. når fuglen har passeret. Mogens Gade mener dog, at denne regel kort og godt er noget vrøvl. Efter hans mening skydes gæs bedst i et skråt spidst sideskud, da skud i denne vinkel vil ramme hals, hoved og det forreste af kroppen, og han mener, at skud af denne slags afgivet på korrekt kort afstand dræber ni ud af 10 gæs øjeblikkeligt. Dertil er det et forholdsvis nemt skud, hvor foranholdet er relativt enkelt at afpasse efter fuglens flugt.
Helt anderledes mener han, det er med det skrå bagskud, som har en tendens til at blive placeret for langt tilbage på kroppen . Skud i tarmregionen og stængerne kan blive resultatet, og med et skud af denne art fortsætter fuglen langt, inden den sætter sig. I reglen er den da så langt fra jægeren, at det ikke er muligt at finde fuglen og affange den.
Skrå bagskud under gåsejagt sidestiller Mogens Gade med bagskud til råvildt, hvor det er bandlyst. Han så gerne, at en lignende opfattelse kom til at gælde for skud til gæs. Han forklarer desuden, at haglenes vej til de vitale dele er kortere, når fuglen skydes frontalt, end når den beskydes bagfra. At man nemmere kan skyde ind under fjerene i et bagskud, mener han ikke har hold i virkeligheden. På de anbefalede korte hold har det overhovedet ingen betydning, idet haglene uden problemer trænger igennem fjerdragten og ind i hjerte- og lungeregionen. Kun på lange og uforsvarlige skudafstande er der mulighed for, at haglene bremses af brystfjerene. Men kan de ikke trænge igennem brystfjerene, er de heller ikke i stand til at skade gåsen så meget, at den dør af det.
Den gamle regel om at skyde fuglen under fjerene bør kort og godt glemmes. I stedet er det bedre at man vænner sig til at betragte gåsens hoved som en bekkasin, og gør man det, vil mange problemer med dårligt placerede skud kunne undgås, mener Mogens Gade.
Moral i bedring
Mogens Gade vurderer, at forståelsen for anskydningsproblematikken er øget betydeligt i de senere år blandt jægere i Vestjylland, der driver gåsejagt. Helt generelt er de blevet meget bedre til at holde skuddet tilbage, når fuglene passerer på kanten af de forsvarlige afstande.
Helt undgå fejlvurderinger kan man næppe. Selv erfarne gåsejægere kan i et splitsekund tage fejl og skyde mod en gås, som var længere ude end først antaget, men det er tilgiveligt, og vil aldrig kunne undgås.
Det er til gengæld ikke tilgiveligt at skyde 15-20 skud mod gæs uden at få en eneste, for da siger det sig selv, at man gør et eller andet forkert. Enten er afstanden for stor, eller også er skydekonditionen for dårlig. Er det sidstnævnte, der er årsagen, er der behov for træningsskydning. Er den derimod, at der skydes på for lange skudhold, må skudafstanden kortes ned med x antal meter, inden der skydes næste gang. At kunne tage ved lære af sine fejltagelser er i følge Mogens Gade altafgørende. Og set over sæsonen mener han, at beslutningen om at skyde på kortere hold vil give mindst lige så mange fugle på tasken. Mere tilfredsstillende er det også at ramme og få byttet end konstant at bomme.
Boring ikke afgørende
Mogens Gade mener ikke, at bøssens boringsgrad er afgørende. Selv skyder han med bøsser, der er boret fra alt mellem ¼ og 1/1 trangboring. Dog foretrækker han at skyde med haglbøsser, boret 1/1 choke, fordi dette tillader anvendelsen af større hagl. I en åben bøsse kan dækningen blive lidt for ringe, hvis man anvender 2-4-hagl, hvilke ifølge Mogens Gade er at foretrække til jagt på gæs.
Mogens Gade skyder med stålhagl, og bruger altid patroner med en udgangshastighed på minimum 385 m/sek. eller derover. Derimod er han ikke så fokuseret på patronernes dækning, som han måske burde være. Dette hænger sammen med, at han ikke skyder til gæs, der er mere end 25 meter borte. På denne afstand er dækningen - i hvert fald i en fuldt trangboret bøsse - altid tilstrækkelig, hævder han. De korte hold er en mærkesag for ham, og han sætter stor personlig prestige i, at der anvendes så få patroner pr. nedlagt fugl som overhovedet muligt.
Heller to gæs i tre skud end 10 gæs i 30 skud, lyder hans motto.
|
Fra græs til korn De kortnæbbede gæs har formået at tilpasse sig de ændringer, som deres danske vinteropholdssteder har gennemgået i de sidste årtier. I 1960’erne slog de sig næsten udelukkende på kreaturafgræssede enge. Da de blev drænet og opdyrket, slog gæssene sig på disse, og i dag er nysåede marker således yderst populære hos gæssene, fordi de er en stor energimæssig gevinst i forhold til fødeindtagelsen på græsmarker. Når fuglene fouragerer på engene, har beregninger vist, at de skal anvende omkring 80% af dagens lyse timer på at optage føde. Når de opholder sig på marker med korn, kan de nøjes med at æde halvdelen af tiden, og alligevel opnår de dobbelt så stort et energitillæg.
Under returtrækket om foråret er stort set hele Svalbards bestand at finde på vestjyske landmænds spirede kornmarker. Betragtet ud fra en jagt- og fuglemæssig forvaltning er det en god investering, at gæssenes energidepoter fyldes op før turen mod ynglepladserne. Men for den enkelte landmand kan de mange gæs naturligvis medføre et betydeligt driftstab. Flere steder i Vestjylland sættes der derfor ind med fodring, så konflikten mellem gæs og landbrug reduceres så meget som vel muligt.
Gåsekald med fornemmelse
Nogle dage virker det, men andre dage overhovedet ikke. Mogens Gade tillægger ikke gåsekaldet altafgørende betydning, men konstaterer, at det af og til kan virke positivt på flokke op til syv-otte stk. Anvendt til større flokke har kaldet ingen effekt, mener han, selv om han i enkelte tilfælde har formået at kalde fugle ud af en flok, som trak forbi. Men det hører til sjældenhederne.
Undertiden lykkes det også at kalde enkelte fugle ud af kurs. Men heller ikke dette er hverdagskost. Mogens Gade mener, at kaldet virker bedst, når det bruges til gæs, som man hører kalde, for da kan reaktionen være positiv. Men det forudsætter, at man lytter efter og kan kende gæssenes almindelige højlydte kontaktlyde fra deres kaldelyde.
Når en flok gæs, der har slået fødderne ud til landing, glider ind mod lokkerne, holder Mogens Gade kaldet i ro. Og kun hvis de bliver skeptiske og begynder at dreje af, bruger han kaldet behersket. Og på den måde lykkes det ofte for ham at få flokken tilbage på rette kurs.
Ro i skuddet
Anvendelse af et godt skjul er ifølge Mogens Gade naturligvis vigtigt. Men mindst lige så afgørende er det, jægeren kan sidde stille, når fuglene nærmer sig. Mange par fugleøjne hviler på lokkerne. Og den mindste mistænkelige bevægelse registreres øjeblikkeligt.
Mogens Gade sidder gerne gemt i en af de mange grøfter, der gennemskærer det store flade område. Han har desuden anvendt skjul af halmballer, men finder værdien yderst begrænset. Gæssene har en medfødt mistro for disse skjul og lærer lynhurtigt lektien. Derfor foretrækker han at etablere skjul i forbindelse med de allestedsnærværende rør- og sivbevoksede afvandingskanaler. Han er dog ikke i tvivl om, at det ideelle skjul bør placeres så langt fra lodne grøfter som vel muligt. Men metoden, at etablere skjul på åben, dyrket mark er ikke faldet i god jord i den etablerede vestjyske kultur, hvor man generelt er meget tro mod traditionerne.
Til gengæld er camouflagetøj efterhånden blevet almindeligt anerkendt, selv om der i nogle kredse stadig rynkes på næsen af den iøjnefaldende beklædning. Men det bekymrer ikke Mogens Gade, der mener, at gåsejægere kan lære meget af buejægere og amerikanske andefuglejægere. Selv anvender han en på det danske marked udgået model, som imiterer rørskov. Jakken er forsynet med handsker og ansigtsmaske, men i reglen er Mogens Gade kun gemt i jakken, når han er på gåsejagt. Kun hvis det er rigtig koldt, stikker han i handskerne, hvorimod ansigtsmasken ikke anses som nødvendig, så længe man tager sine forbehold og husker at holde ansigtet gemt, når fugle er på vej mod én.
Det er vigtigt, man kan skyde uden de store armbevægelser, når fugle er inde over lokkerne. Første skud skal helst afgives, før fuglen opdager jægeren. Derfor skal man i følge Mogens Gade glemme den ofte anvendte praksis med at springe frem som “trold af æske”. Bevægelsen skaber øjeblikkelig panik i flokken, og på ét sekund kan det være vanskeligt at finde en fugl, der er fri af de øvrige gæs, og som der kan skydes til uden risiko for, at andre end den gås man holder til, rammes.
Mogens Gade foretrækker knæliggende stilling, når gæssene er under indflyvning. Derved kan han ubemærket rejse sig og udpege den fugl, som han ønsker at skyde til. Helst koncentrer han sig om at finde et par fugle, som er fri af den øvrige del af flokken.
|
På træk mod kanallandet Efter at de kortnæbbedes gæs er ankommet til de klassiske vestjyske terræner sidst i september, er hele Svalbardbestanden samlet på to rastepladser: Vest Stadil Fjord og Filsø ved Henne. Omkring midten af oktober forlader gæssene – afhængig af bl.a. fødeudbuddet - atter Vestjylland, og sætter kursen mod Holland. Kun nogle få tusinde bliver tilbage. Og i begyndelsen af december, forudsat at landskabet ikke er dækket af sne, får de atter selskab af de fugle, der fortsatte mod kanallandet.
Mellem jul og nytår er der derfor ofte atter basis for et gåsetræk langs Vestkysten, selv om jagten nu er blevet noget sværere, fordi fuglene holder sig konsekvent til de marker, hvor der er føde. Dagene er korte, og de har ikke tid til at eksperimentere med fødesøgningen. De få lyse timer medfører også ifølge Mogens Gade, at trækket indledes noget tidligere, og allerede cirka én time før solopgang ses og høres de første flokke. I oktober starter trækket først omkring tyve minutter før solopgang.
Luftens kronvildt
Mogens Gade betragter gæssene som luftens kronvildt og kan udmærket sætte sig ind de følelser, som går igennem en uerfaren jæger, først gang en stor flok gæs suser over lokkerne på kort hold. Alligevel opfordrer han til, at man gør, hvad man kan for at bevare fatningen, så situationen ender som en succesoplevelse. Af samme årsag anbefaler han nybegyndere at alliere sig med en erfaren gåsejæger de første gange, de skal prøve kræfter med de kortnæbbede. Derved kan de lære de basale færdigheder med hensyn til placering af skjul og lokkefugle, anvendelse af lokkekald og - ikke mindst -, hvornår der skal skydes, og hvornår der ikke skal.
Mogens Gade forsøger ikke at skjule, at jagt i bund og grund handler om at slå ihjel og få fugle på tasken. Men det er værdien af de enkelte oplevelser, der vejer tungest. Antallet af nedlagte fugle er ikke det altafgørende, og efter et par gode situationer med gæs over lokkerne kan han føle sig mæt og afsætte resten af jagten til kiggeri og kaffedrikning. Vigtigt er det nemlig at huske på, at der også kommer en dag efter jagten, nemlig dagen, hvor de nedlagte fugle skal plukkes og gøres klar til gryden.
Danmark er hovedsæde
Der findes to bestande af kortnæbbede gæs. Den ene bestand yngler i Island og i Østgrønland, og de trækker til Skotland og England for at overvintre. Denne bestand er den talstærkeste på omkring en kvart million fugle.
De kortnæbbede gæs, der forekommer efterår og forår i Danmark, kommer fra Svalbard. Og denne bestand overvintrer desuden i Holland og Belgien. I dag tæller bestanden 30.000-40.000 individer, og den menes at have nået et mætningspunkt. Dødeligheden i sommermånederne er steget, hvilket formentlig skyldes, at der er opstået fødemangel i yngleområdet på Svalbard.
|
Effektiv handlingsplan For lange skudhold er hovedårsagen til anskydningen af vildt, som blev dokumenteret i en rapport fra DMU i 1996, og som viste, at der blev anskudt henholdsvis en kortnæbbet gås og en edderfugl for hver nedlagt fugl af de to nævnte arter.
En handlingsplan til reduktion af anskydningerne, som Vildtforvaltningsrådet iværksatte 1997, har hjulpet betydeligt. I 2002 viste røntgenundersøgelser, at der hos de kortnæbbede gæs var hagl i kun 20% af de gamle fugle, hvilket svarer til, at der maksimum anskydes én kortnæbbet gås for hver to, der nedlægges.
Forbedringen hos edderfuglene passer meget godt til, hvad der er set hos kortnæbbede gæs, for hvor rapporten fra DMU i 1996 dokumenterede, at 34% af edderfuglene var bærere af indskudte hagl, så var anskydningsfrekvensen for edderfugle i 2003 nået ned på 28%. Da resultaterne fortsat kan gøres bedre gennem både holdningsbearbejdning, træningsskydning og udviklingen af bedre ammunition, vedtog Vildtforvaltningsrådet i 2003, at udviklingen i anskydningshyppigheden skal følges af DMU i endnu en årrække.
|
|
INDHOLD
|
|
