|
|
|||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||
 Fra værket “Ande- og gåsejagt” bringer vi her kapitlet om trækjagt på svømmeænder, formidlet til forfatterne af jæger Bjarne Frost.
Af Henning Kørvel og Michael Sand 05.09.2006
Mange danske jægere, der jager ænder på træk, har ofte den indstilling, at når blot der er 12-14 dage imellem hvert andetræk, så er alt i skønneste orden, idet den forstyrrende effekt fra forrige gang, der blev drevet jagt på dem, så er “glemt” af ænderne.
En af landets mest erfarne trækjægere, Bjarne Frost, er dybt uenig, fordi han ikke mener, at trækjagt kan planlægges på forhånd, og “12-14-dages modellen” duer derfor ikke i praksis. Hans erfaring er, at trækjagt kun skal udøves, når det er vejr til det, altså blæser fra det verdenshjørne, der det enkelte sted - sø, mose eller strandeng - er bedst, og som får ænderne til at trække.
Men forudsætningen for, at der er noget at komme efter, når det endelig er blæsevejr, er, at ænderne har haft ro i den mellemliggende periode. Det er alfa og omega. Og når man kun bør drive trækjagt, når vejrliget er til det, så kan det ofte ske, at der på kun én uge kommer to kraftige storme, mens der andre gange kan gå én måned imellem, at det blæser. Ønsker man det optimale udbytte af jagten, så må man altså vente med at tage på andetræk, til den rigtige vejrsituation opstår, men sker det kun to gange på en jagtsæson, må man klare sig med det, mener Bjarne Frost.
Når ikke det duer at tage på andetræk i vindstille vejr, er det dels fordi ænderne ikke er meget for at trække, og dels fordi de få ænder der trækker, går højt. Desuden er forstyrrelsen fra skuddene meget stor – så stor, at Bjarne Frost mener, at ét eneste skud på en vindstille dag er ligeså forstyrrende som hundrede skud på et andetræk i blæsevejr.
Ligeså vigtigt som kun at udnytte andetrækket i blæsevejr er det, at man venter med at skyde, indtil anden eller ænderne er inde på skudhold. Men mange forbryder sig imidlertid mod dette og afgiver skud for tidligt, hvilket i uheldigste fald betyder, at ænder anskydes. Så meget desto vigtigere er det derfor, at man lader ænderne komme ind på så nært hold som muligt, før man skyder, for når ænder er tæt på, vil de stadigvæk være inde på skudhold, selv om de slår lidt af, når de ser jægeren bevæge sig ved svingningen med haglbøssen. Er ænderne derimod langt ude, og de slår af, når bøssen tages op, så er det givet, at de vil være uden for skudhold, hvis der skydes. Resultatet kan blive uønskede anskydninger.
Tager 20 minutter Fundamentalt vigtigt er ligeledes, at man ved ankomsten til søen, mosen eller strandengen får jaget alle ænder i reviret bort, men ikke skyder til dem på opfløjet. Lader man være med at skyde til dem, når de letter, hvor fristende dette end måtte være, vil ænderne i kraft af, at de ikke er blevet skræmt af skud, normalt vende tilbage efter cirka en halv times tid. Man kan også risikere, at de ikke vender tilbage, men forklaringen er som regel, at det ikke er blæsevejr. Derimod vil ænderne normalt vende tilbage til reviret om aftenen.
Ifølge gammel jægerlatin indledes andetrækket om aftenen, når den første stjerne tændes på himlen. Understreges skal, at det er en regel med en vis margin, men derimod er det sådan, at hovedtrækket ikke varer længere end cirka 20 minutter. Bliver man alligevel siddende i længere tid end de nævnte cirka 20 minutter, efter at hovedtrækket er overstået, er der efter Bjarne Frost’ erfaring intet i vejen for, at der kan skydes en and en time senere, når blot det sker inden for den tid, det ifølge jagtloven er tilladt at drive trækjagt på andefugle: 1½ time efter solnedgang og ved trækjagt om morgenen 1½ time før solopgang. Blot vil der være tale om efternølere, fordi hovedtrækket altid vil være overstået efter cirka 20 minutter.
Om aftenen er det karakteristisk, at krikænder, spidsænder og skeænder begynder at trække tidligere end gråænder og pibeænder. Blandt svømmeænderne kommer gråænder og pibeænder altid sent.
Når vejret er til det, kan man komme ud for, at ænderne ikke blot trækker om morgenen, men bliver ved med at være på vingerne helt frem til kl. 12. Karakteristisk er også, at morgentrækket som regel er mere koncentreret end aftentrækket. Om morgenen er der også forskel på træktidspunkterne, idet krikænder og pibeænder i reglen trækker tidligst. De øvrige jagtbare svømmeandearter er senere på den og venter ofte med at trække, indtil det er lyst.
Generelt for andetræk gælder det, at nedlagte ænder skal apporteres i takt med, at de skydes. Også selv om dette forstyrrer det efterfølgende træk, er den løbende opsamling/apportering at foretrække, da det straks efter skuddet er lettere at apportere eventuelt anskudte ænder. Hvis man venter, kan de fjerne sig fra stedet, hvilket efterfølgende besværliggør apporteringen.
Bedst på overfløj Personligt foretrækker Bjarne Frost at skyde ænder på overfløj et sted på den rute, de benytter for at nå frem til det sted, hvor de enten hviler eller fouragerer. Forudsætningen for andetræk er, at der om ikke på selve jagtområdet, så i periferien af det dels findes føde og dels områder, som de kan hvile i.
Hvis reviret er en stor strandeng, og ænderne ikke slår sig ned ét sted, men flere steder på engen, så mener Bjarne Frost, at man må prøve på at placere sig så strategisk i forhold til ændernes foretrukne trækrute, at man derfra kan udnytte trækket optimalt. Ænder trækker altid imod vinden, hvilket man skal tage i betragtning ved valg af jagtsted og udlægning eller opsætning af lokkefugle.
Når Bjarne Frost anbefaler at skyde ænder på overfløj i stedet for ved det vandhul, som ænderne vil ned i, er det fordi, jagten der giver for megen forstyrrelse i forhold til, når ænderne skydes på vej til vandhullet eller søen. Men forholdene varierer fra den ene lokalitet til den anden, og nogle steder vil der kun kunne drives jagt ved selve vandhullet. Og hvor dette er tilfældet, mener Bjarne Frost, at det er påkrævet, at der går cirka 14 dage imellem udnyttelsen af hvert andetræk, selv om det også skulle være blæsevejr flere gange i den mellemliggende periode. Skydes der for ofte i kerneområdet, altså tæt ved det vandhul, ænderne vil ned i, så kan Bjarne Frost garantere for, at det vil resultere i så stor en skræmmeeffekt, at ænderne holder sig væk i lang tid, før de vender tilbage.
Men overholder man den anbefalede pause på cirka 14 dage imellem udnyttelsen af andetrækket, så vil man også komme ud for, at trækket varer i længere tid, navnlig når vejret er overskyet, og stillet op herimod er varigheden af trækket i klart vejr kortere. Dette gælder, uanset hvilket type revir, der er tale om, mens det er karakteristisk, at ænder gerne kommer relativ tidligt i regn- og snevejr.
Brug lokkefugle! Til trækjagt på svømmeænder sværger Bjarne Frost til anvendelse af lokkefugle. Hans erfaring er, at det er tilstrækkeligt at bruge tre-fem stykker, mens det til jagt på dykænder er bedre, desto flere man bruger.
Diskuteres kan det efter hans mening ikke, om lokkeænder øger jagtudbyttet af trækjagt, for det gør de, men ikke generelt. For undgås kan ikke, at man kommer ud for, at nogle dage duer lokkefuglene simpelthen ikke, og Bjarne Frost er ikke utilbøjelig til at mene, at årsagen kan være, at blæsten ikke er hård nok, eller at vejret er for lyst. Men charmerende synes han, at det er, hver gang det lykkes at narre vilde ænder med lokkefugle.
Udover lokkefugle kan lokkekald være effektivt, og de ænder det er muligt at lokke til på den måde, er gråænder og pibeænder. Bjarne Frost foretrækker at imitere deres stemmer med munden. Jægere, der ikke er i stand til dette, må ty til et rigtigt lokkekald, der til imitation af gråandens stemme fås i jagtudstyrsforretninger, hvorimod alle jægere vil kunne kalde på en pibeand, eftersom dens stemme er en fløjtelyd, man hurtigt kan lære sig at efterligne ved på lang afstand at lytte til pibeænderne, når de enten står på strandenge eller ligger i relativt store flokke på fiskeriterritoriet.
Undgå fast skjul Til jagt på trækkende vildt er der altid behov for et skjul af den ene eller andet art, men Bjarne Frost går principielt ikke ind for faste skjul. Til nød kan han acceptere et fast skjul i form af en tønde eller trækasse, der er gravet ned på fx en strandeng, men da fuglene erfaringsmæssigt ofte ikke kommer der, hvor tønden eller kassen er gravet ned, foretrækker han til enhver tid et mere fleksibelt skjul, fx ved udnyttelse af den stedlige vegetation.
Et simpelt skjul, som hurtigt kan etableres, består i at grave en fordybning, som man kan skjule sig i knæliggende. Udmærket er det også blot at lægge sig fladt på ryggen, eventuelt på et liggeunderlag. Men bruges denne metode, er det ret afgørende, at man er iført camouflagetøj, som også er velegnet ved brug af andre typer skjul, fordi camouflagetøj ikke danner kontrast til omgivelserne. Kontrasten ses let af fuglene og får dem ofte til at slå af.
Findes der på stedet siv, buske eller højt ukrudt, vil det naturligvis være logisk, at man så skjuler sig der, fordi det her iført camouflagetøj er let at skjule sig. Der skal såmænd ikke så meget til, og ideelt er også at bruge et camouflagenet, der enten kan sættes op ved hjælp af et par medbragte stænger af træ eller metal, men på en strandeng vil der ofte være mulighed for at kunne sætte camouflagenettet op af en hegnsstolpe.
Uanset hvilken type skjul der anvendes, er det alfa og omega, at man under jagten forholder sig i ro. Ligeså vigtigt er det, at man venter med at svinge bøssen op, indtil ænderne er på skudhold. De skal være tæt på, før man tager bøssen op, og Bjarne Frost synes, at det er perfekt, hvis man ud af en lille flok ænder kan skyde den første, før de andre i flokken opdager jægeren.
Kræver selvstændig hund Såvel til svømmeandejagt som enhver anden form for småvildtjagt skal hunden være velegnet, men til netop svømmeandejagt er det en forudsætning, at der bruges en apporterende hund, der er vant til at arbejde i vand og rørskov. Det sidste kan undertiden være hårdt, fordi det er strengt for en hund at færdes i siv, og den let kan skære sig, eftersom sivenes blade er skarpe som barberblade.
Netop fordi der er brug for en hårdfør hund, foretrækker Bjarne Frost personligt en Chesapeake Bay Retriever. Hver for sig kan en hund af de øvrige retrieverracer også bruges, for det er ikke racen, det kommer an på, blot hunden kan arbejde i det miljø, hvor jagten udøves. Derimod er det af afgørende betydning, at hunden kan arbejde selvstændigt, for i kombination med, at hunden er vant til arbejdet i vand og siv, er det den egenskab, der gør en forskel, og samtlige nedlagte ænder bliver apporteret.
Går sine egne veje Hvor Danmarks Jægerforbund i henhold til afsnittet, Boringer og haglstørrelser i det forrige kapitel, anbefaler minimum stålhagl nr. 4 til jagt på svømmeænder, går Bjarne Frost sine egne veje, idet han personligt skyder trækkende svømmeænder og små dykænder med stålhagl nr. 7 i patroner med kun en 24 grams ladning.
Personligt har han gode erfaringer med disse patroner og den nævnte haglstørrelse, og han synes, at virkningen er perfekt, fordi ænder, han skyder på 20-25 meter, dør momentant, og vigtigt for ham er også, at 7-hagl ikke ødelægger kødet.
Bjarne Frost har erfaring for, at hvis han skulle bruge patroner med f.eks. hagl nr. 4 til andetræk, så ville de ænder, han skyder, blive for ødelagte af de store hagl til, at de kan spises. Til jagt på større fugle, fx havdykænder og gæs, bruger han 5-hagl med 32 gram, hvor jægerforbundets anbefaling i det foregående kapitel er, at man til både gåse- og dykandejagt bruger stålhagl nr. 1-2 eller nr. 1-4, når haglene er af bismuth eller tungsten. Ikke flere anskydninger
Erfarne vandfuglejægere har altid haft på fornemmelsen, at man efter solnedgang og før solopgang normalt skyder bedre, desto mørkere det er. Årsagen er, at der så kun bliver skudt til de ænder, man kan se, og når fugle kan ses i mørket, er skudholdet også relativ kort, nemlig ikke over 15-20 meter.
På trods heraf er denne jagtform tidligere krævet stoppet med henvisning til, at skumringsjagten var årsag til flere anskydninger end i døgnets lyse timer. Forsøg med aftentræk på gråænder, Danmarks Miljøundersøgelser – DMU – har gennemført, viser imidlertid, at anskydningsprocenten falder i takt med, at dagslyset aftager.
Skytterne, der medvirkede i forsøget, fik efter hvert skud udleveret en synstavle, og blev bedt om at oplyse nummeret på den linje med den mindste skrift, som vedkommende kunne læse. Den relative lysstyrke blev herefter vurderet ved antallet af læselige linjer på tavlen. I den første halve time efter solnedgang kunne samtlige skytter læse tavlens nederste linje. Men herefter faldt læsbarheden med én linje pr. efterfølgende fem minutter.
Med et forbrug på 240 patroner blev der nedlagt 66 gråænder, svarende til 3,6 stk. patroner pr. fugl. Flest ænder, nemlig 45, blev nedlagt på afstande af indtil 20 meter, og patronforbruget blev næsten fordoblet ved en forsøgsvis forøgelse af skudafstanden til cirka 35 meter. Antallet af anskudte fugle var 37, og her er der en klar sammenhæng med skudafstanden, fordi forholdet imellem anskudte og nedlagte ænder ændredes fra 0,3:1 ved afstande under 20 meter til ca. 0,6:1 ved skudhold til ænder, der var 25-35 meter ude.
Patronforbruget falder med det aftagende lys. Ved de laveste lysintensiteter, der blev målt, blev der leveret 13 ænder i 27 skud. Den samme tendens er tilfældet for lettere anskydninger. Ved lysstyrke 10 blev observeret 25 tilsyneladende anskudte ænder mod 25 nedlagte, mens der ved lysstyrker, der var lavere, blev observeret 12 tilsyneladende ramte ænder mod 41 nedlagte.
Forholdet imellem anskudte og nedlagte ænder ændres altså fra cirka 1:1 ved fuldt dagslys til cirka 0,3:1 ved lavere lysstyrker. Ergo, kan man konkludere, at skumrings- og dæmringsjagt ingen lunde er problematisk i forhold til risikoen for anskydninger.
Indsend vingerHvordan er jagtudbyttets køns- og aldersmæssige sammensætning? Hvor i landet bliver andefugle nedlagt, og hvordan er den tidsmæssige fordeling af de enkelte arter i jagtudbyttet?
Det er nogle af de vigtige spørgsmål, der bliver besvaret ved undersøgelsen af vinger, som jægerne indsender til DMU på Kalø. Vingeundersøgelsen blev indledt først i 1980-erne, og foruden fra gæs, svømmeænder og dykænder vil biologerne på DMU gerne have vinger fra bekkasiner, skovsnepper, måger og blishøns.
I 2000-2001 indsendte 416 jægere 10.000 vinger til DMU, og for at inspirere jægerne til at indsende vinger deltager jægere, der følger opfordringen, i et lotteri. Læs om lotteriet og vingeindsamlingens betydning på DMU’s hjemmeside: http://vinger.dmu.dk
Portofrie kuverter til indsendelse af vinger rekvireres hos DMU. Tlf. 8920 1700. Fax: 3927 9899.
Hvis fugle er ringet
Såvel som det har stor betydning, at jægerne til DMU indsender vinger fra vandfugle, er det vigtigt, at man indsender oplysninger om ringmærkede ænder og gæs, som nedlægges eller findes døde. For jo flere brikker, desto mere nuanceret billede får vi af fuglenes verden.
Skydes eller findes en ringmærket fugl, sendes en email, fax, eller man ringer til Zoologisk Museum (Ringmærkningscentralen) i København med følgende oplysninger:
Findere vil senere modtage et brev med oplysninger om, hvor og hvornår fuglen er ringmærket; hvis fuglen er død, vil Zoologisk Museum gerne have tilsendt metalringen. Skriv ringnummeret i et brev, og fastgør ringen med tape til dette.
Yderligere vejledning: http://www.zmuc.dk/VerWeb/ringing/fugle-ring.htm
Adresse: Ringmærkningscentralen Zoologisk Museum Universitetsparken 15 2100 København Ø. Tlf. 3532 1029 Fax. 3532 1010 Email: ringing(@)zmuc.ku.dk
“Ænder- og andejagt” (266 sider) er det mest grundige og alsidige værk nogen sinde på dansk om ande- og gåsejagt. Kr. indb. 299. Gyldendal. www.gyldendal.dk
|
INDHOLD
|
|
|
|
|
||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||
